Formandens beretning
Generalforsamling i Holstebro Bridgeklub 26.4.2022
Igen en sæson, hvor coronaspøgelset har drillet os en del, men ikke nær så meget som i de to foregående sæsoner.
Vi har i denne sæson spillet bridge tirsdag aften og onsdag eftermiddag siden september – kun afbrudt af corona fra den 20-12 til den 17-1-2022, hvor det var påbudt at holde lukket. I denne periode spillede vi Real Bridge – og det er da heller ikke så ringe. Og vi nåede lige at holde vores sædvanlige juleafslutning før vi blev lukket ned.
Vi har i denne sæson haft nogle turneringer. Vi afviklede ”grøn turnering”, hvor man kun må have det grønne meldekort den 17. okt. 2021 for distriktet. Og vi afviklede ”Handicapturneringen” for distriktet den 27.2.2022. Her havde Bjarne sponseret al rødvin til turneringen, og vi havde det største antal deltagere på landsbasis. Desværre bliver denne turnering ikke gentaget. Pga. disse turneringer valgte vi ikke at spille vores almindelige Holstebro Open i denne sæson.
Vi inviterer altid i Holstebro Bridgeklub til en Heiberg Turnering den sidste søndag i januar måned. Og jeg tror, at mange efterhånden har det i deres kalender, at da skal man til Holstebro. Vi afviklede i år turneringen den 30-1-2022 i Gråkjær Arena med 48 deltagende par. Vi var spændte på, om folk pga corona ville blive hjemme, men vi havde en rigtig god dag, hvor vi har et godt samarbejde med Arenaen og en dygtig TL i Lars Smidt.
Distrikt Vestjylland har haft nogle videomøder med temaet ”vækst i Vestjylland”. Der er på landsbasis en ikke ubetydelig tilbagegang i medlemmer, og derfor drøfter man, om man kan gøre nogle tiltag. Vi er i Holstebro gået frem i medlemstallet, idet vi nu er 125 medlemmer i klubben. Vi har nogle pejlemærker, som vi forsøger at efterleve, og herunder står bl.a. at vi hvert år vil have et begynderhold. Med den alderssammensætning, som vi har i klubben er det ”et must”, at vi hvert år får uddannet flere bridgespillere. Vi har i år et begynderhold på 17 elever, og det skal nævnes, at der faktisk er flere, som endnu ikke er fyldt 50 år og stadig er på arbejdsmarkedet. Mht kurser så vil vi også i næste sæson tilbyde et begynderkursus, et hold til NS bog 3 og et hold til NS bog 4. Dette via vores samarbejde med LOF.
Det er rart at kunne sige, at vi har et fortrinligt tirsdagshold og et fortrinligt onsdagshold med dygtige turneringsledere, som naturligvis leder turneringerne, men også er garant for, at vi har nogle hyggelige aftener og eftermiddage. Men efter 6 år på posten har Jens valgt at stoppe som leder af onsdagsholdet. Som erstatning/ny leder har Anders Kjær sagt ja til at køre onsdagsholdet. Anders er i øjeblikket ved at uddanne sig som turneringsleder og vi glæder os til samarbejdet. Og da Jens stadig spiller bridge har han lovet at være ”back up” i en periode.
Vi arrangerer i øjeblikket turneringslederkursus for distriktet. DVS at der skal arrangeres 3 kurser med en prøve i september måned. Så er man certificeret til at være turneringsleder på klubniveau. Vi afholder kurserne i LOF huset og der er 12 deltagere med - 3 fra Holstebro.
Vi måtte desværre konstatere, at vores kortblandermaskine gang på gang svigtede, hvorfor vi måtte købe en ny. Dette var en udgift på godt 40 t. kr. incl. nye kortmapper i hård plast. Så vi søgte derfor om beløbet i Welux Fonden og Nordea Fonden. Og vi takker disse for henholdsvis 25 t. kr. og 15 t. kr.
Dette var lidt om, hvad der er sket i indeværende sæson. Men hvad med fremtiden. Jeg har udsendt vore pejlemærker samt en masterplan over evt. egne lokaler.
Da jeg var aktiv i bankverdenen sagde vi: ”Al stilstand er tilbagegang”.
Og man spørger somme tider sig selv: Er vi en klub med +70- årige, som er gået i stå?
Derfor må der i min verden tænkes nyt:
- Ny teknik – bridge more
- Egne lokaler.
- Nye former for bridgeturneringer.
- Gang i skolebridge, gymnasier, friskoler osv.
- Sommerbridge.
- Nytårsturnering med champagne.
- Bankturnering med en bank/spks. som sponsor.
- Turneringer i samarbejde med Ulfborg, Struer m.fl.
- Bridgerejser.
- Klubber i klubben. Dameklub – herreklub – generationsbridge.
- Samkørsel til bridge festivalen i Svendborg.
Men vi kan drøfte disse under evt.
Og vi har iflg. indkaldelsen lagt op til at drøfte turneringsform og egne lokaler under punktet forslag.
Og til slut en tak til sponsorudvalget. Også i denne sæson har I været en afgørende faktor. Og en stor tak til alle jer, som gør en indsats for Holstebro Bridgeklub. Og til bestyrelsen – det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer – tak for det.
Tak for ordet.
Frede Lund
Holstebro, den 26. april 2022
Generalforsamlingen godkendte formandens beretning.
|