LKU-1
Håndbog for mundtlige appelkomiteer
DBf's Lovkommission - Udtalelse nr. 1 - 4. udgave - december 2008

I. INDLEDNING

Formålet med denne vejledning er at orientere DBf's medlemmer om, hvordan mundtlige appelkomiteer fungerer. Processen starter med turneringslederen, som håndhæver De Internationale Love for Turneringsbridge. Turneringslederen kan fx justere en score (§ 12C) og idømme straffe (fx § 90). Den part, der bliver dømt, har derefter ret til at appellere (§ 92). Den mundtlige appelkomite behandler disse appeller (§ 93).

Lovene giver deltagerne ret til appellere enhver kendelse, som Turneringslederen afgiver ved deres bord (§ 92). Selv om der forefindes en appelkomite, vil det dog være en evt. chefturneringsleder, der skal tage stilling til appellen, hvis den alene vedrører fortolkning af love og regler. Når en mundtlig appelkomite ikke er enig med (chef)turneringslederens fortolkning af love eller regler, kan den henstille til turneringslederen, at denne skal ændre sin kendelse, men i tilfælde af varig uenighed kan turneringslederens fortolkning kun underkendes ved appel til DBf's appelkomite.

Den mundtlige appelkomite beskæftiger sig fortrinsvis med vurderinger af bridgemæssig karakter og med fastlæggelse af kendsgerninger i det hændelsesforløb, der har ført til appellen. Appelkomiteen kan også idømme straffe iht. § 90, men hvis den mener, at hændelsesforløbet burde give anledning til disciplinære straffe pga. en spillers opførsel eller etik, skal den henvise sagen til den relevante bestyrelse, jf. DBf's vedtægters §§ 13-14. Behandlingen af en appel er ikke en retssag, men der er visse ligheder. Appelkomiteen skal være opmærksom på bridgelovenes formål, og lægge sig på sinde, at den skal tilse, at ingen deltager opnår en uretmæssig fordel som følge af eget lovbrud. Appelkomiteens medlemmer bør sikre sig, at alle parter i sagen bliver hørt, og bør tilstræbe en retfærdig og velbegrundet afgørelse. Appelkomiteen bør ikke acceptere argumenter, hvis formål er at forhindre en af parterne i at udtrykke sine synspunkter.

Formålet med denne vejledning er at støtte dem, der virker i appelkomiteer, og dem der udpeger medlemmer til appelkomiteerne. Ideen skulle gerne være, at appelkomiteer, der virker efter denne vejlednings råd, når frem til gode afgørelser, der både er og opleves at være retfærdige.

A. Turneringslederens og appelkomiteens roller

Når en uregelmæssighed i første omgang bliver bedømt ved bordet, er Turneringslederen (TL) i bred forstand ansvarlig for alle aspekter af sagens behandling, herunder Og sidst men ikke altid mindst Hvis en sag bliver appelleret, overtager Appelkomiteen ansvaret for de første fire punkter, og de udøver herefter alle TL's beføjelser i forbindelse med behandlingen af sagen. Derimod er det fortsat TL's ansvar at fortolke love og regler - også som rådgiver for appelkomiteen - og det er fortsat også TL's ansvar at sørge for disciplin i spillelokalet.

Tilbage til starten af dette dokument

II. SAMMENSÆTNING AF EN MUNDTLIG APPELKOMITE

A. Kravene til medlemmerne

Den mundtlige appelkomite behandler især spørgsmål vedrørende bridgevurderinger og kendsgerninger om meldeforløbet og spillet. Komiteens medlemmer kan fx skulle tage stilling til, om en spillers handling kunne være antydet frem for et andet logisk alternativ af ubeføjede oplysninger fra makker. Medlemmerne skal kunne gennemskue spillernes meldesystemer og vurdere spillernes styrke. Og medlemmerne skal kunne forstå en turneringslederafgørelse, herunder begrundelsen for den.

Appelkomiteens afgørelser tager typisk udgangspunkt i turneringslederens afgørelse. For det meste ender de med at lade resultatet opnået ved bordet stå ved magt, eller med at scoren justeres inden for rammerne af § 12C. Nu og da tildeler appelkomiteen en straf, udtrykt i parpoint, imp, kamppoint, eller lignende, som følge af § 90.

B. Hvem udpeger appelkomiteen?

Turneringsarrangøren bestemmer hvordan appelkomiteen skal udpeges. Turneringsreglementet udstikker visse retningslinjer (§ 252C). Når det er praktisk muligt, udpeges medlemmerne og suppleanterne på forhånd af turneringsarrangøren. I øvrigt må appelkomiteen sammensættes eller suppleres af turneringslederen.

C. Bridgemæssige kvalifikationer

Medlemmerne af en mundtlig appelkomite skal som regel foretage bridgemæssige vurderinger, hvor det er en fordel, at de selv er lige så gode bridgespillere som parterne i sagen. Herved forebygges, at en part føler sig uretfærdigt behandlet, fordi komiteens vurderinger ikke havde høj nok bridgemæssig kvalitet. Medlemmerne af komiteen skal dog være opmærksomme på, at de kan komme til at bedømme beslutninger hos spillere af lavere spillestyrke end deres egen, og de bør derfor have nogen fornemmelse for, hvilke muligheder mindre kvalificerede spillere normalt vælger.

Det er en fordel, at medlemmerne har en forståelse for bridgelovene, men her kan komiteen i højere grad støtte sig til vejledning fra turneringslederen, så det er ikke det afgørende kriterium for udvælgelsen.

Den mundtlige appelkomite skal have en formand, som er ansvarlig for, at appelkomiteens arbejde forløber ordentligt, at alle parter bliver hørt, og at der træffes en klar og velbegrundet afgørelse. Det stiller visse særlige krav til formanden, som den, der udpeger appelkomiteen, bør have for øje.

D. Geografiske kriterier

Alt andet lige bør appelkomiteen sammensættes af spillere, der ikke rekrutteres fra samme geografiske område. Parterne i en appelsag skulle helst ikke bagefter føle, at de var blevet uretfærdigt behandlet, fordi de stammede fra et andet sted end appelkomiteens medlemmer. Se § 252C2.

E. Habilitet

Appelkomiteernes medlemmer må ikke være inhabile. Almindelig sund fornuft vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt til, at appelkomiteen ikke får medlemmer, som har særlig tilknytning til parterne i sagen. Naturligvis bør et potentielt medlem trække sig, hvis en af sagens parter er en fast makker, ægtefælle, nær ven, eller endda erkendt uven af det potentielle medlem. Det forventes, at de potentielle medlemmer selv uden videre trækker sig i sådanne situationer.

I almindelighed bør medlemmerne opføre sig formelt i forbindelse med appelsagen, og i almindelighed undgå venskabelig omgang med parterne, før sagen behandles, og i perioden umiddelbart efter, at kendelsen foreligger.

F. Turneringslederens rolle

Turneringslederen har forskellige roller ved behandlingen af appellen. Turneringslederen redegør indledningsvis - som den første, der høres i sagen - for, hvilke kendsgerninger TL har fastlagt, hvilke spørgsmål TL har taget stilling til, hvilke love og regler der dækker sagen, og hvilke muligheder TL har valgt mellem i sin dom. Denne redegørelse skal TL også have nedfældet skriftligt på en appelformular.

TL er ikke part i sagen, og er således heller ikke nogens modstander. TL forventes, efter bedste evne, at have opfyldt sin forpligtelse til at afdække sagens kendsgerninger og træffe en velvalgt afgørelse baseret på disse kendsgerninger. Appelsagen er en ny, uafhængig vurdering af sagen, ikke en kulegravning af TL's adfærd.

Appelkomiteen bør støtte TL's rolle som neutral opmand. Under sagsbehandlingen indebærer dette, at appelkomiteen bør behandle TL med respekt. Det betyder også, at afgørelserne bør formuleres ud fra kendsgerningerne, ikke ud fra TL. Det tilrådes således at undgå formuleringer af afgørelsen efter mønsteret "Appelkomiteen omstøder TL's afgørelse", eller "Appelkomiteen finder ikke grund til at kritisere TL's afgørelse, som opretholdes."

Nu og da vil appelkomiteen efter sagens behandling være overbevist om, at TL har fortolket lovene og reglerne forkert. I en sådan situation bør komiteen og TL diskutere sagen i enrum for så vidt muligt at nå til enighed. Hvis der er enighed om at ændre fortolkningen, bør afgørelsen formuleres i retning af "Efter samråd med appelkomiteen har TL besluttet at ændre sin fortolkning af § xx." Hvis der ikke kan opnås enighed mellem komiteen og TL, skal TL's fortolkning opretholdes (§ 93B3); i denne situation vil det ikke være usædvanligt, at TL eller komiteen tager initiativ til at appellere sagen til en højere instans.

Appelkomiteens medlemmer vil ofte være i tvivl om, hvilke afgørelser der ligger inden for lovenes rammer i en given situation. Her er det TL's opgave, typisk efter opfordring fra komiteen, men om nødvendigt efter eget initiativ, at bidrage med sin særlige kompetence vedrørende kendskab til lovene.

Appelkomiteens afgørelse formidles til spillerne af TL. Hvis en komite skulle have truffet en afgørelse, som der efter TL's mening ikke er dækning for i lovene eller reglerne, skal TL drøfte dette med komiteen, inden afgørelsen bliver offentlig. Det forventes i sådanne tilfælde, at TL forelægger sin mening for komiteen, således at komiteen får mulighed for at genoverveje sin afgørelse. Skulle denne procedure føre til en afgørelse, som TL fortsat er i tvivl om lovligheden af, skal TL meddele afgørelsen til parterne under alle omstændigheder; TL har derefter mulighed for selv at indbringe sagen for en højere instans (slutningen af § 83).

G. Faste appelkomiteer og udvalgslister

Turneringsarrangøren skal altid have forberedt behandlingen af appeller (§ 80B2k). Som led i forberedelsen har turneringsarrangøren som regel enten udvalgt en komite blandt spillere, der ikke deltager i turneringen, eller udfærdiget en liste, evt. prioriteret, af potentielle medlemmer til komiteen. Se § 252C.

H. Antal medlemmer

Normalt består en appelkomite af tre medlemmer, hvoraf én skal udpeges til formand. I særlige tilfælde er en appelkomite blot en enkelt person. Under alle omstændigheder bør der være et ulige antal medlemmer. De formelle regler fremgår af § 252A.

Tilbage til starten af dette dokument

III. PROCEDURER

Bridgespillere er lige så talende og ærekære som andre, der dyrker konkurrencer på højt niveau. Det er derfor på sin plads med et sæt regler, som kan sikre, at appeller bliver behandlet i god ro og orden. Appelkomiteerne bør derfor i høj grad omhyggeligt følge de procedurer, der udstikkes her.

A. Hvem er hvem? Til stede ved appelbehandlingen er følgende personer:

  1. Appelkomiteens medlemmer, herunder den udpegede formand
  2. De berørte parter, samt evt. en udenforstående talsmand for hver part
  3. Turneringslederen
  4. Særlige vidner, som turneringslederen har udpeget
  5. Evt. observatører som repræsenterer turneringsarrangøren (med komiteens tilladelse, uden taleret)
  6. Evt. observatører fra DBf's appelkomite (uden taleret)
Formålet med at have observatører til stede er at gøre det muligt at følge op på, om appelkomitesystemet fungerer efter hensigten. Observatørerne må ikke blande sig i behandlingen af sagen, og de må heller ikke bagefter referere de indlæg, der forekom.

Formanden præsenterer sig selv, og forklarer nogle grundlæggende principper:

  1. Formanden fungerer hele tiden som ordstyrer; kun en person har ordet ad gangen
  2. Alle forhandlinger, indlæg, udsagn, og spørgsmål rettes til eller fra komiteen. De tilstedeværende skal ikke forvente tilladelse til at diskutere indbyrdes.
Resten af forsamlingen præsenterer sig i følgende rækkefølge.
  1. Den øvrige appelkomite
  2. Den part som har indgivet appellen, inkl. evt. talsmand
  3. Den anden part i sagen, inkl. evt. talsmand
  4. Turneringslederen, som også præsenterer sine evt. vidner.
Det kan normalt lønne sig at gå ud fra, at alle ikke kender hinanden i forvejen

B. Handicappede og ikke-dansksprogede

Forhandlingerne foregår på dansk, medmindre andet er bestemt i turneringsbestemmelserne. Formanden skal normalt sikre, at parter, der ikke behersker mundtligt dansk, alligevel bliver hørt, fx ved at tilråde dem at bruge en talsmand.

Formanden skal også sikre, at personer med et særligt handicap ikke forhindres i at fremføre deres sag af den grund.

C. Formandens indledning

Formanden skal derefter sikre, at alle har forstået følgende
  1. Alle får ordet efter tur; der bliver tid nok til at høre alle argumenter
  2. Den part, der har indgivet appellen, får ordet før den anden part
  3. Det tolereres ikke, at parterne samtaler indbyrdes under appelbehandlingen
  4. Behandlingen foregår ved samtale mellem komiteen og parterne
  5. I holdkampe bør appelkomiteen nøje forhindre, at den får at vide, hvad der er sket ved det andet bord; det kan dog være nødvendigt når § 86D er på tale.
  6. Man må ikke afbryde, når en anden har ordet
  7. Efter hvert indlæg kan komiteen medlemmer stille uddybende spørgsmål
  8. Efter at hver part har haft ordet, kan modparten fremkomme med replikker, herunder henlede komiteens opmærksomhed på spørgsmål, som den foreslår yderligere belyst
  9. Til sidst får hver part lejlighed, i rækkefølge, til at opsummere deres synspunkter
  10. Appelkomiteen træffer herefter sin afgørelse i enrum. Det anbefales at turneringslederen er til stede, så det er let for komiteen at rådføre sig om fortolkning af love og regler

D. Referat

Turneringslederens oprindelige behandling af sagen er dokumenteret på en appelformular. Appelkomiteens afgørelse med begrundelse påføres siden hen formularen. Der føres derudover ikke referat af appelbehandlingen.

E. Procedurespørgsmål

Procedurespørgsmål afgøres af appelkomiteens formand, som bør rådføre sig med turneringslederen. Hvis et medlem er uenig i formandens afgørelse, kan komiteen evt. trække sig tilbage og afgøre sagen i enrum ved almindeligt flertal.

F. Habilitet

Appelkomiteen skal ikke bare kunne træffe retfærdige afgørelser, men også opføre sig på en måde, så der ikke er grund til at tvivle på, at afgørelsen er retfærdig. Alle parter har derfor mulighed for at udtrykke tvivl om et medlems habilitet. Hvis et medlem i den forbindelse trækker sig, skal der skaffes en suppleant. Hvis der opstår tvivl om et medlems habilitet, behandles spørgsmålet som almindeligt procedurespørgsmål.

G. Appellens berettigelse

Komiteen skal formelt tage stilling til, om appellen er berettiget. Der kræves, at den afgørelse, der appelleres, er truffet af en turneringsleder, og at den direkte berører den appellerende part - typisk ved at afgørelsen er truffet ved den appellerendes bord. Der kræves endvidere, at der er den fornødne enighed om at appellere (§ 92D). Endelig kræves det, at det krævede depositum er indbetalt, typisk til TL.

Normalt gøres dette ved at bede TL bekræfte, at formalia er i orden, men komiteen kan selv undersøge sagen nærmere. Hvis formalia ikke er i orden, kan appellen ikke nyde fremme.

I særlige tilfælde, hvor det er TL, der har indbragt sagen (§ 83), bortfalder disse formalia som regel helt.

H. Bevisbyrden ved fastlæggelse af kendsgerninger

Formanden skal sikre, at komiteens medlemmer og parterne forstår, at når der er uenighed om kendsgerningerne, så er det komiteens opgave at fastlægge, hvilke kendsgerninger den anser for de rette. Disse afgørelser træffes ud fra komiteens medlemmers overbevisning, efter at de har hørt alle relevante indlæg.

Sådanne overvejelser dukker fx op, når komiteen skal fastlægge, om en modspillers kort har været holdt, så makker kunne se det, eller om en afvigelse mellem en forklaring af en melding og spillerens hånd skyldes en forkert forklaring, en fejlmelding, eller bluff.

I. Indlæg

TL har første indlæg. TL sammenfatter de relevante kendsgerninger og sin afgørelse, med henvisning til de relevante love og regler. TL påpeger, i hvilket omfang TL har fastlagt kendsgerninger, der bestrides, og i hvilket omfang TL har udøvet skøn. TL kan her skitsere, hvilke alternativer der blev overvejet inden kendelsen. TL svarer herefter på uddybende spørgsmål fra komiteen, og formanden kan give parterne mulighed for at stille andre uddybende spørgsmål. Når der ikke er flere spørgsmål, bør TL ikke tale på ny, medmindre komiteen senere har uddybende spørgsmål. Komiteen kan tillade TL at forlade behandlingen, men det er ofte hensigtsmæssigt, at TL er til stede indtil voteringen.

Den appellerende side, eller dennes talsmand, men kun undtagelsesvis begge, forklarer, på hvilke punkter de er uenige med TL, og evt. hvilken afgørelse de i stedet foreslår. Komiteen kan stille uddybende spørgsmål, og formanden kan tillade modparten at stille andre uddybende spørgsmål.

Modparten til den appellerende side, eller dennes talsmand, men kun undtagelsesvis begge, belyser sagen fra deres side. Komiteen kan stille uddybende spørgsmål, og formanden kan tillade modparten at stille andre uddybende spørgsmål.

Ved sager, hvor begge parter har ønsket at appellere, og derfor begge har betalt depositum, bestemmer appelkomiteen som procedurespørgsmål, hvem der først skal have ordet. Ved sager, hvor TL har indbragt sagen for AK (§ 83), fx for at beskytte en part, der ikke selv ønsker at appellere, bestemmer appelkomiteen ved sagens start, hvilke partsindlæg der skal høres; komiteen skal være opmærksom på, at kun deltagere, der er direkte part i den sag, TL har bedømt, kan tildeles taleret som part i sagen (§ 92A).

J. Replik og duplik

Begge parter får nu muligheden for at argumentere mod sin modpart. Til sidst får begge parter ordet en sidste gang. Det skal forstås, at formålet med disse replikker og duplikker især er at imødegå modpartens argumenter, ikke at gentage tidligere argumenter.

K. Votering

Når alle parter er hørt, trækker komiteen sig tilbage for at træffe sin afgørelse. Det er ønskeligt, at TL er til stede i denne fase, så komiteen kan rådføre sig med TL om love og regler eller diskutere med TL, om love og regler er korrekt fortolket i den oprindelige afgørelse.

Lovenes § 84D kræver, at TL beskytter den ikke-fejlende side, når der træffes en afgørelse baseret på et tvivlsomt forhold. Denne bestemmelse gælder fortsat for appelkomiteens afgørelse. I øvrigt afgør appelkomiteen sagen ved simpelt flertal.

Appelkomiteen er formelt bundet til TL's fortolkninger af lovene og reglerne. Det indebærer, at en appelkomite, som er enig i TL's lov- og regel fortolkning - eller ikke kan overbevise TL om at ændre den - og som når frem til samme kendsgerninger og samme bridgemæssige skøn som TL, også skal nå frem til samme afgørelse. I praksis betyder det, at komiteen diskuterer sagen med TL, hvis den er enig i de fastlagte kendsgerninger og de udøvede skøn, men alligevel ønsker en anden afgørelse. Appelkomiteen kan således ændre en justeret score som TL har fastlagt.

Som led i sin afgørelse skal appelkomiteen tage stilling til, om depositum skal fortabes. Depositum kan kun fortabes, når appelkomiteen først har været enig om at afvise appellen, og derefter tillige har været enig om, at appellen var grundløs (§ X92B3).

Når afgørelsen foreligger, beder appelkomiteen TL om at skrive den ned og formidle den til parterne. TL skal senest på dette tidspunkt påpege evt. problemer med afgørelsens tilsyneladende lovlighed. TL skal naturligvis acceptere uden videre, at komiteen kan være nået frem til at fastlægge andre kendsgerninger og udøve andre skøn, end TL oprindeligt gjorde.

Når komiteen fastlægger kendsgerninger, må den gerne tage i betragtning, at parterne uden at være uærlige vil fremhæve de kendsgerninger, der tjener dem selv bedst, mens TL vil stræbe efter at fremlægge sin opfattelse så neutralt som muligt. Emnet er behandlet udførligt i afsnit IV.

L. Offentliggørelse og arkivering af beslutningen

Appelkomiteen meddeler sin afgørelse til TL, som skriver den på appelblanketten. Herefter meddeles afgørelsen til parterne. Appelbehandlingen er herefter slut, og den pågældende komite kan ikke herefter genåbne sagen. TL påser, at den udfyldte appelblanket indsendes til DBf's appelkomite og/eller turneringsarrangøren. TL påser også, at parterne gøres opmærksomme på deres ret til videre appel, herunder appelfristen og proceduren. Endelig påser TL, at depositum tilbagebetales eller, hvis komiteen har bestemt, at depositum fortabes, at det inddragne depositum indbetales behørigt.

Tilbage til starten af dette dokument

IV. PRINCIPPER FOR APPELKOMITEENS ARBEJDE

A. Appelkomiteens holdning til bevisførelse

En appelkomite skal ikke pådømme forbrydelser og finde forbrydere skyldige. Den skal pådømme situationer, hvor bridgelovene eller turneringsreglerne kan være overtrådt, og sikre at der ydes passende erstatning for lidt skade. De regler der gælder for bevisførelse i retten, finder således ikke umiddelbart anvendelse ved appelkomiteens arbejde.

Appelkomiteen bør betragte det som en del af det materiale, der indgår i fastlæggelsen af kendsgerningerne, når en person fx udtaler "jeg hørte spilfører bede om spar 3". Det er derimod mere tvivlsomt at fæste nogen som helst værdi til udsagn som "han sagde, han hørte spilfører bede om spar 3".

I almindelighed bør appelkomiteen forsøge at skaffe sig alle relevante oplysninger til belysning af den foreliggende sag; men formanden kan nu og da være nødt til at bestemme, at de oplysninger, der tilbydes, ikke ser ud til at have nogen vægt i sagen. Her tænkes også på udsagn af typen: "Vi blev dømt i en lignende sag i fjor, og der fik vi medhold i denne argumentation". Appelkomiteerne bør her fæste stor lid til deres egen dømmekraft og sunde fornuft.

Appelkomiteen skal være parat til ikke at fæste for megen lid til udsagn, der klart tjener den talendes eget formål. Det betyder ikke, at man ikke skal lytte til sådanne udsagn, eller at man holder den, der fremsætter udsagnet, for uhæderlig, hvis man ikke tillægger det fuld vægt. Snarere betyder det, at man anerkender folks ret til at tale deres egen sag, men også andres ret til at tale deres. Appelkomiteen skal særlig være sundt skeptiske over for udsagn, hvor en spiller fortæller, hvad han tænkte på i en given situation.

B. Turneringslederen skal ikke løfte nogen bevisbyrde

Appelkomiteen skal afgøre sagen ud fra de kendsgerninger, de selv fastlægger, og de skøn, de selv foretager. De skal på den ene side ikke på forhånd være indstillet på at tage TL's afgørelse til efterretning; men de skal heller ikke betragte TL's afgørelse som en anklage, som TL er forpligtet til at føre bevis for. Komiteen lytter til TL og parterne og træffer deres afgørelse ud fra deres egen fastlæggelse af kendsgerningerne og deres eget skøn.

C. Appelkomiteens interne overvejelser

Appelkomiteens hovedopgave er at beslutte, hvilke kendsgerninger der foreligger, at udøve et skøn baseret på disse kendsgerninger, og at offentliggøre sin beslutning. Appelkomiteen bør tilstræbe enighed, således at medlemmerne tager hinandens synspunkter alvorligt, men således at medlemmerne ikke fraviger deres synspunkter for en tilsyneladende enigheds skyld.

Et kompromis kan være på sin plads, når der skal udøves et skøn, især i forbindelse med en justeret score. Ved fastlæggelsen af kendsgerninger er det derimod mindre tilfredsstillende at nå frem til et kompromis, som ingen part føler dækker kendsgerningerne; ved vedvarende uenighed kan det være nødvendigt at stemme om resultatet og derefter tage det som videre udgangspunkt for afgørelsen.

Appelkomiteen skal være opmærksom på, at den er ansvarlig for at træffe en afgørelse. Lige meget hvor vanskeligt medlemmerne har ved at blive enige, er det deres pligt at nå frem til en afgørelse. Når så først denne afgørelse foreligger og er offentliggjort, kan appelkomiteen pr. definition ikke foretage sig mere i sagen.

Tilbage til starten af dette dokument

Oversat fra engelsk efter ACBL: Handbook for Appeals Committees, og bearbejdet efter DBf's forhold af Jens Brix Christiansen i 1998.
2. udgave: Opdateret i september 2000 med indarbejdelse af erfaringer fra de første to års brug af vejledningen.
3. udgave: Opdateret i december 2007 i anledning af 2007-udgaven af bridgelovene.
4. udgave: Opdateret i december 2008 i anledning af 2008-udgaven af Turneringslederhåndbogen
Typografiske opdateringer uden ændring af indholdet i juli 2012.