• Dette er en oversættelse til dansk af et dokument udgivet af WBF.
  • Originalen er på engelsk.
  • Dette dokument må ikke udlægges som gældende reglement i DBF's regi.
  • Oversættelsen er udgivet af DBF's Appelkomite 1999-10-24.

WORLD BRIDGE FEDERATION

Forskrift for appelkomiteers fremgangsmåde

I gruppearbejdet i Lausanne i perioden 1999-09-21 til 1999-09-23 deltog de personer, der er nævnt nedenfor. Denne forskrift er resultatet af gruppens møder.

Formand for det indledende møde
WBF's præsident

Formand for arbejdsmøderne
John Wignall

Deltagere:

Grattan Endicott fungerer også som gruppens sekretær.
Al korrespondance bedes sendt til hans adresse:
 
  14 Elmswood Court
Palmerston Road
Liverpool L18 8DJ
UK

email: hermes@clara.co.uk
eller: gester@globalnet.co.uk

Pr. 1999-09-24 har World Bridge Federation indført nedenstående standard som et reglement, der styrer fremgangsmåden for behandlingen af appeller af turneringsledernes afgørelser. WBF anbefaler de tilsluttede organisationer at indføre reglerne.

Appelkomiteens størrelse

Den ideelle sammensætning af en appelkomite er mindst tre og højst fem medlemmer. World Bridge Federation (WBF) anerkender, at der kan forekomme omstændigheder, hvor en appelkomite kan tillades at bestå af en enkelt person, men man betragter dette som uacceptabelt på internationalt niveau og anbefaler, at det, når det er muligt, også undgås på nationalt niveau. Den arrangerende organisation eller den relevante myndighed bør sørge for, at der findes regler for disse forhold.

Valg af personer til appelkomiteer

Appelkomiteen bør bestå af et antal stærke bridgespillere såvel som andre medlemmer, som anses for at have bred erfaring med bridge og et afbalanceret forhold til beslutningsprocessen. Appelkomiteens formand bør sikre, at de stærke spillere har en ledende rolle, når der foretages bridgemæssige vurderinger, og at de andre medlemmer har stor indflydelse, når der søges en afbalanceret overordnet afgørelse, som baseres på de gældende love og regler anvendt på de kendsgerninger, som appelkomiteen har fastlagt. Det er ønskeligt, at mindst et medlem af komiteen har indsigt i bridgelovene, men det er ikke et sådant medlems eller selve komiteens opgave at fastlægge, hvilke love der gælder, og hvordan de skal fortolkes; disse opgaver påhviler chefturneringslederen, dvs. den turneringsleder, der defineres i lovenes §81, eller den person, som af denne er udpeget til at varetage lovfortolkningen i den givne sag. Komiteens opgave er at anvende den givne lovfortolkning på de foreliggende kendsgerninger og omstændigheder. For at sikre, at komiteens beslutninger bliver behørigt dokumenteret, herunder grundlaget for beslutningerne og andre relevante oplysninger, anbefaler WBF, at hver appelkomite har en sekretær, som enten stilles til rådighed eller udpeges af komiteens midte.

Habilitet

Et appelkomitemedlem, som har haft mulighed for at skaffe sig en forudfattet mening om appellen på en måde, der kan påvirke uafhængig deltagelse i arbejdet, bør trække sig fra appelkomiteen. Et sådant medlem skal helst erstattes af et andet medlem. I internationale turneringer vil et medlem typisk beslutte at trække sig, I internationale turneringer må de involverede parters landsmænd højst udgøre et lille mindretal i komiteen.

Appelkomiteens opgaver

Appelkomiteen skal bedømme og afgøre appeller, som behørigt er indgivet i henhold til de relevante love og regler, og som er baseret på en kendelse afsagt af en turneringsleder. Appeller kan kun indgives af en deltager ved det bord, hvor kendelsen blev afgivet. Appelkomiteen må ikke tage hensyn til afgørelsens betydning for andre deltagere. En person, der ikke er til stede, anses for at have givet sit samtykke, når det skal fastlægges
  1. at en appel af en kendelse i en parturnering har tilslutning fra begge de spillere, der appellerer;
  2. at en appel af en kendelse i en holdturnering har tilslutning fra holdkaptajnen. Bemærk, at holdkaptajnen kan appellere alene, uden at der kræves tilslutning fra spillerne ved bordet.
En appel må ikke behandles, hvis den krævede tilslutning til appellen ikke foreligger.

Appeller iht. §93B2 skal behandles af appelkomiteen, som i den forbindelse udøver alle de beføjelser, som lovene giver turneringslederen. Appeller vedrørende lovene eller turneringsbestemmelserne behandles af chefturneringslederen; dennes afgørelse kan siden hen appelleres til appelkomiteen, som ikke kan underkende turneringslederen i sagen, men som kan henstille, at turneringslederen ændrer sin afgørelse.

Appelkomiteen har tilsvarende mulighed for at anbefale chefturneringslederen, at denne genovervejer en disciplinærstraf afgivet i henhold til §91A, men komiteen må ikke ophæve den eller ændre strafudmålingen. Appelkomiteen har ret til selv at idømme en disciplinærstraf, hvis turneringslederen ikke har givet nogen sådan straf, og appelkomiteen beslutter at der foreligger en overtrædelse af lovene om bridgeetik, som burde straffes. WBF anbefaler imidlertid størst mulig tilbageholdenhed med at idømme disciplinærstraffe, når turneringslederen ikke har gjort det, og henviser i stedet til muligheden for at udtale sig fordømmende, hvis et flertal i komiteen har stærke meninger om, at spillerens opførsel ikke må gå upåtalt hen.

Appelkomiteens pligter omfatter at påhøre turneringslederens og deltagernes udtalelser, at give holdkaptajnerne mulighed for at komme til orde, og at stille alle uddybende spørgsmål om sagen, som noget medlem af komiteen ønsker belyst. Den turneringsleder, som fremlægger sagens kendsgerninger og den afgivne dom for appelkomiteen, bør være den samme, som var til stede ved bordet. De udsagn, der fremlægges for appelkomiteen, bør påhøres med så få afbrydelser som muligt, og appelkomiteens medlemmer bør omhyggeligt undgå direkte udveksling af synspunkter med andre tilstedeværende. Det er lige så vigtigt for appelkomiteens medlemmer at fremtræde konsekvent høfligt, som det er for parterne i appellen.

Appelkomiteens formand har ret til at bede om at få forelagt den udfyldte appelformular, før sagen behandles.

Appelkomiteens afgørelser

En afgørelse er kun gyldig, hvis den er truffet på behørig vis ved afstemning blandt de medlemmer af komiteen, der deltager i sagen. Et medlem anses for deltagende i sagen, når medlemmet har været til stede, fra turneringslederen begyndte sin sagsfremstilling, til den endelige afstemning foretages efter komiteens interne drøftelser. Turneringslederens kendelse står ved magt, medmindre et forslag om at ændre den har tilslutning fra et flertal af de deltagende medlemmer - hvor formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.

Appeller til den nationale myndighed

Lovene kræver, at der findes mulighed for, at en appel kan videresendes til behandling af en national myndighed. En sådan appel kan kun behandles, når alle muligheder for behandling ved forudgående instanser er udtømt. De nationale myndigheder har ret til at sætte begrænsninger for, hvilke sager de vil behandle; det er en udbredt praksis, som WBF støtter, at de nationale myndigheder ikke underkaster bridgemæssige vurderinger fornyet behandling, medmindre de finder, at den tidligere instans har truffet en afgørelse, som ikke harmonerer med de kendsgerninger den har fastlagt. De nationale myndigheders arbejde omfatter behandling af spørgsmål om fortolkning af love og regler.

På det internationale niveau tilskynder WBF, at man tilvejebringer muligheden for, at en appelkomites afgørelse kan appelleres videre. Internationale turneringer har dog en karakter, der gør, at sådanne appeller kun bør være mulige i særlige tilfælde. Det foreslås, at der på forhånd nedsættes en lille pulje af erfarne eksperter, hvis opgave er at afgøre, om en videre appel bør nyde fremme. Den person fra puljen, som behandler sagen, kan afvise appellen endeligt, hvis vedkommende ikke finder den egnet til videre appel. Hvis en appel herefter er godkendt til videre behandling, anbefales det, at appellen behandles i en passende komite, der i WBFs regi fx kunne bestå af WBF's regeludvalg, WBF's lovudvalg, og som formand WBFs præsident eller dennes udpegede stedfortræder. Sådanne procedurer for videre appel vil for fremtiden være i kraft ved turneringer i WBF-regi.

Justeret score

Tildeling af en korrigeret score (se §12C2) kommer på tale, når et lovbrud har skadet en uskyldig side, der ikke har påført sig selv skade gennem irrationelle eller vildt satsende handlinger efter lovbruddet. Der foreligger skade, når en uskyldig side som følge af et lovbrud opnår et resultat ved bordet, som er mindre fordelagtigt end det resultat, man kunne have forventet, umiddelbart før lovbruddet fandt sted.

Hvis den skadede side helt eller delvis har forårsaget sin egen skade gennem irrationelle eller vildt satsende handlinger efter lovbruddet, skal scoren ikke justeres for denne side, hvad angår den del af skaden, som betragtes som selvforskyldt. For den fejlende side justeres scoren under alle omstændigheder, som den normalt ville skulle justeres. Hvis den uskyldige side svigter kulør efter lovbruddet, påvirker kulørsvigten den justerede score for den uskyldige side, men den fejlende side skal også her have en justeret score, der ikke tager hensyn til kulørsvigten.

§12C3

Denne paragraf er i kraft, medmindre WBF's relevante zoneorganisation har sat den ud af kraft. Den er i kraft i WBF-turneringer. Formålet med paragraffen er at tillade appelkomiteen at danne sig en mening om, hvilket resultat der ville være mest retfærdigt i et givet spil. Hvis appelkomiteen finder, at en regelret anvendelse af §12C2 er uretfærdig mod en eller begge parter, får komiteen herved mulighed for at fastlægge et resultat, som den finder retfærdigt. Herved bliver det appelkomiteen, der har det endelige ansvar for retfærdighed.

Det anses for ønskeligt at ændre §12C3, så de beføjelser, der omhandles, også gives til chefturneringslederen, muligvis som endnu en valgmulighed for WBF's zoneorganisationer. Det er turneringslederens opgave, efter at have rådført sig på passende vis, at træffe de kendelser baseret på skøn, som bedst udtrykker lovenes hensigt. Det er ønskeligt at turneringslederen ikke automatisk skal dømme til fordel for den ikke-fejlende side, når turneringslederen ikke er i tvivl om, at en retfærdig afgørelse vil falde anderledes ud. (Dette forslag til lovændring behandles i andet regi.)

Appelkomiteens udgangspunkt

Appelkomiteen forventes indledningsvis at gå ud fra, at turneringslederens dom er korrekt. En kendelse, der omstøder turneringlederens dom, skal baseres på de vidneudsagn og det bevismateriale, der forelægges komiteen. I den forbindelse skal turneringslederen derfor redegøre for, i hvor høj grad en afgørelse til fordel for den ikke-fejlende side er et udtryk for, at turneringslederens fortsat er i tvivl efter at have rådført sig med andre.

Etik

En deltager kan kun straffes for brud på etikken, når en spiller har overtrådt de love, der handler om bridgeetik. En spiller, der overholder spillets love og reglementer, kan ikke gøres til genstand for kritik. Dette udelukker ikke, at man opfordrer spillerne til at være særdeles imødekommende over for deres modstandere, især i forbindelse med udveksling af oplysninger bag skærme.

Ubeføjede oplysninger

Alle oplysninger, som lægges til grund for meldinger og spil, skal være beføjede. Oplysninger anses for beføjede, når det er antydet eller udtalt i lovene eller reglementet, at brugen af oplysningerne er tilladt. At en vis type oplysninger ikke udtrykkeligt er erklæret ubeføjede, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse dem for beføjede.

Medmindre det udtrykkeligt er forbudt, er det beføjet at bruge den viden om spillets regler og procedurer, som fremgår af lovene. Oplysninger er også beføjede, når lovene udtrykkeligt fastlår det. En spiller har ret til at udnytte sin mening om modstandernes evner og vaner. Man må også udnytte viden om makkers stil, i de tilfælde hvor makkers beslutninger har spontan, snarere end vanemæssig eller systematisk karakter. En spillers mere vanemæssige eller systematiske optræden er også beføjede oplysninger; men de indgår i makkernes særlige makkerforståelser, og de er således underkastet reglerne for anvendelse af konventioner, og de skal være frit tilgængelige for modstanderne. En handling er vanemæssig, når den forekommer så ofte, at makker kunne tænkes at tage højde for den. Det er en overtrædelse af §75A at fortie makkers vanemæssige optræden. Hvis en vane i praksis udgør en konvention, som ikke er tilladt iht. gældende regler meddelt i henhold til §40, udgør meldinger som følge af sådan vane et lovbrud.

Brug af ubeføjede oplysninger

Når en spiller er i besiddelse af oplysninger, som ikke må lægges til grund for meldinger eller spil, er der tale om ubeføjede oplysninger. Disse oplysninger kan stamme fra et antal kilder. Hvis det ikke er makker, der er kilden, skal turneringslederen bruge §16B og §16C. §16C handler om oplysninger fra tibagetagne meldinger, ud- eller tilspil, herunder makkers handlinger. Uvedkommende oplysninger fra makker er den slags, der er mest tilbøjelig til at give anledning til en appel.

Spillerne må bygge deres meldinger, ud- og tilspil på tidligere lovlige meldinger i meldeforløbet, tidligere ud- og tilspil, modstandernes manerer eller lignende, eller andre kilder til beføjede oplysninger. Andre oplysninger, som opnås fra makker, er ubeføjede, og det er ulovligt at benytte dem, hvis de antyder en melding eller et ud- eller tilspil.

Dette gælder også enhver oplysning, som gør valget mellem flere muligheder lettere.

Her er nogle eksempler på, hvordan makker kan afgive ubeføjede oplysninger:

men disse eksempler er ikke udtømmende, og appelkomiteerne må forvente at skulle tage stilling til andre eksempler på ubeføjede oplysninger.

I sager, hvor en spiller påstås at have udnyttet ubeføjede oplysninger ulovligt, skal appelkomiteen tage stilling til fire hovedspørgsmål:

  1. Var den pågældende spiller faktisk i besiddelse af ubeføjede oplysninger fra makker?
  2. Kunne de foreliggende ubeføjede oplysninger påviseligt anses for at antyde den handling, spilleren valgte?
  3. Var der en eller flere logisk alternative muligheder, som spilleren kunne have valgt i stedet for den handling, spilleren valgte?

    4. [For at afgøre, om en handling er et logisk alternativ til det, spilleren valgte at gøre, skal man vurdere, hvad andre spillere på det samme niveau med den samme makkerforståelse ville have gjort. Hvis en betydelig andel af sådanne spillere ville overveje alternativet seriøst, og nogle af dem rimeligvis ville vælge alternativet, er der tale om et logisk alternativ.]
  4. Blev modstanderne skadet som følge af den handling, spilleren valgte? Skaden skal vurderes ud fra det faktiske opnåede resultat ved bordet.
Hvis svaret til hvert eneste af disse fire spørgsmål er bekræftende, skal scoren justeres; men ellers skal scoren stå ved magt. Det er vigtigt at holde omhyggeligt rede på, hvilken spiller der har modtaget ubeføjede oplysninger, således at kun denne spillers handlinger bliver vurderet ved bedømmelsen. Den spiller, som uden forsæt giver ubeføjede oplysninger til makker, begår ikke derved noget brud på loven eller etikken; det er udnyttelsen af sådanne oplysninger, der kan udgøre et lovbrud.

Hvis det anses for fastlagt, at der ikke kan herske rimelig tvivl om, at en spiller forsætligt har forsøgt at give sin makker ubeføjede oplysninger, skal appelkomiteen rådføre sig med chefturneringslederen om, hvordan §73B1 skal anvendes i sagen. Hvis det er bevist at en sådan handling er aftalt med makker på forhånd, skal appelkomiteen rådføre sig med chefturneringslederen om, hvordan §73B2 skal anvendes i sagen.

Når forklaringerne ikke passer til spillernes hænder

Når begge modstandere har fået en den samme forklaring om en melding, og begge spillere fra den side, der afgav forklaringen, er enige om, at forklaringen er rigtig, og der ikke er nogen modstrid med systemkortets oplysninger, men den hånd, som forklaringen drejer sig om, er helt anderledes end forklaringen, skal sagen håndteres efter reglerne om bluffmeldinger.

Når de to spillere på samme side afgiver forskellige forklaringer, eller når en modstander bliver forvirret af en modstrid mellem forklaringerne og systemkortet, kan en straf for overtrædelse af §75 komme på tale (jf. afsnittet om straffe for fejl i fremgangsmåden). Hvis modstanderne er blevet skadet, kan det komme på tale at justere scoren (jf. afsnittet om justeret score).

Bluffmeldinger

En bluffmelding defineres som en bevidst, grov afvigelse fra den viste honnørstyrke eller de viste farvelængder.

Bluffmeldinger er lovlige, når de ikke hviler på en særlig makkerforståelse. Der kan ikke idømmes straf eller justeret score alene som følge af, at en spiller afgiver en bluffmelding. Der foreligger en særlig makkerforståelse, hvis makkerne har en udtrykkelig aftale; der foreligger også implicit en særlig makkerforståelse, hvis der er tale om en slutning ud fra tidligere hændelser. For at dømme, at en sådan implicit makkerforståelse foreligger, skal man finde, at makkeren til den, der afgav bluffmeldingen, har en forøget bevidsthed om at netop denne melding kunne være en bluffmelding. Det betyder, at appelkomiteen har fastlagt, at en af de følgende situationer foreligger:

  1. Makkerparret har afgivet tilsvarende bluffmeldinger ved flere tidligere tilfælde, medmindre det er så længe siden, at makkerne ikke længere er bevidste om, at der foreligger en situation, hvor bluffmeldinger kunne påregnes
  2. Makkerparret har for nylig, på en måde så det må anses for udelukket, at erindringen om det har fortaget sig, været i en tilsvarende situation, hvor en bluffmelding forekom;
  3. Makkerparrets bluffhyppighed er eller har for nylig været så stor, at makkerne må anses for forberedte på, at der kan være tale om en bluffmelding i den givne situation;
  4. Begge makkerne er gensidigt opmærksomme på særlige eksterne omstændigheder, der kunne gøre det lettere at genkende en bluffmelding.
Hvis en bluffmelding efter disse kriterier bliver betragtet som led i en særlig makkerforståelse, er den ikke tilladt, og det kan komme på tale at tildele en kunstig score. Det kan også komme på tale med en straf for fejl i fremgangsmåden. Et makkerpar, som dømmes til at have en udtrykkelig aftale om bluffmeldinger eller en implicit forståelse ud fra tidligere hændelser, skal påmindes om at deres aftale eller forståelse er underkastet de regler, som er fastlagt i henhold til §40D.

Redegørelse for makkers tilbøjelighed til at bluffe

Hvis der er afgivet en bluffmelding i en situation, hvor det fastslås, at der forelå en særlig makkerforståelse, vil det være et lovbrud, hvis spillerens tendens til at bluffe i den situation blev fortiet for modstanderne. Det gælder også, selv om makkeren til den spiller, der bluffede, ikke har foretaget sig noget, der synes at have været påvirket af viden om makkers mulige bluff. Modstanderne har under alle omstændigheder ret til samme opmærksomhed på muligheden for, at der foreligger en bluffmelding, da det kan have betydning for deres handlinger; derfor må makkers tilbøjelighed til at bluffe ikke forties.

Modspillernes blufftilspil

Forudsat at de faktisk aftalte betydninger af ud- og tilspil under forskellige omstændigheder er behørigt oplyst for spilfører, er det tilladt modspillerne indimellem at afvige fra deres aftaler. Spilførers slutninger ud fra modstandernes ud- og tilspil drages på egen risiko.

Om ordet særlig

I lovteksten, i reglementerne og i dette dokument bruges ordet særlig i betydningen ud over, hvad der må anses for normalt og generelt.

Når der bruges skærme

Hensigten med skærme er at minimere mulighederne for, at makkerne utilsigtet udveksler uvedkommende oplysninger ud over de afgivne meldinger. Hvis en uregelmæssighed kan afhjælpes, før bakken med meldingerne sendes videre, skal spillerne på den anden side af skærmen ikke orienteres om uregelmæssigheden. Alle sådanne uregelmæssigheder behandles uden straf, medmindre en modstander på samme side af skærmen kan være blevet vildledt til en fejlslutning ud fra hændelsen. Den, der har begået uregelmæssigheden, må gerne forebygge en sådan fejlslutning ved at fremkomme med en passende hjælpsom forklaring på det skete.

WBF anser det for ønskeligt, at spillerne veksler tilfældigt i tempo, når de sender bakken med meldingerne tilbage. Når det er Nord og Syd, der er i tur, efter at bakken flyttes, er disse spillere også ansvarlige for at flytte bakken. Der anses ikke at foreligge mulige oplysninger om tøven med meldinger, hvis bakken returneres inden for 15 sekunder. Længere inde i et indviklet eller konkurrerende meldeforløb kan der sagtens være tale om, at bakken sendes tilbage efter noget længere perioder, uden at der anses at foreligge mulige ubeføjede oplysninger.

Opmærksomheden henledes på, at spillerne må forventes at behøve mere tid, når de skal håndtere meget usædvanlige situationer, som skyldes konventioner eller andre aftaler, som spillerne ikke er vant til. Turneringslederne og appelkomiteerne bør være velvilligt indstillede i en sådan situation.

Straffe for fejl i fremgangsmåden

En straf for en fejl i fremgangsmåden kan kun komme på tale, når der foreligger en overtrædelse af lovene eller et reglement udformet i henhold til lovene. Når appelkomiteen idømmer en sådan straf, skal den anføre, hvilken bestemmelse der er overtrådt.

WBF vil gerne understrege, at en spiller, som glemmer en makkeraftale, uforsætligt melder uden for sit system eller misbruger sit system, ikke kan gøres til genstand for en automatisk straf. Man forestiller sig at en straf for fejl i fremgangsmåden alene kan komme på tale i skærpede tilfælde, som for eksempel når misbruget gentages flere gange. Eventuel skade som følge af et ledsagende lovbrud afhjælpes ved justeret score.

Dokumentation af appelafgørelserne

Før redegørelsen for forløbet af en appel kan offentliggøres, skal appelkomiteens formand sikre sig, at der er tale om en tilfredstillende redegørelse for komiteens overvejelser og beslutninger. Der bør henvises til de relevante paragrafnumre, og det er yderst vigtigt, at chefturneringslederen eller dennes stedfortræder bekræfter disse henvisninger.

Lausanne, 1999-09-24