|
Værd at vide om bridgelovene
af Jesper Dybdal og Jens Brix Christiansen
Denne artikel er en kopi af en folder udgivet af Danmarks
Bridgeforbund.
4. udgave september 2017.
|
Indhold
Turneringslederen tilkaldes
Når der bliver gjort opmærksom på en uregelmæssighed, bør turneringslederen (TL) straks tilkaldes. Lad aldrig
være med at kalde på TL, fordi du tror, at du selv eller en anden ved bordet kender fx reglerne om kulørsvigt godt
nok - kun TL må afgøre den slags.
Under spillet må den blinde ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed, og han må kun tilkalde TL, hvis en anden
spiller allerede har gjort opmærksom på uregelmæssigheden. Så snart spillet er forbi, må den blinde gøre opmærksom
på uregelmæssigheder og tilkalde TL. De tre andre spillere må når som helst gøre opmærksom på uregelmæssigheder og
tilkalde TL.
Når modstanderne tilkalder TL, skal du aldrig opfatte det som en fornærmelse eller en anklage om, at du har gjort
noget mistænkeligt - modstanderne vil bare sikre sig, at spillets regler bliver fulgt.
Ikke flere spar?
En spiller ved bordet lægger en hjerter til et sparstik. Må du spørge, om han ikke har flere spar?
Huskereglen er nem: Ja, man må godt spørge, men den blinde må kun spørge spilfører.
Spilfører må altså spørge en modspiller; modspillere må spørge spilfører og hinanden; den blinde må spørge
spilfører, men ikke en modspiller.
Har den blinde fx overtrådt reglerne ved på eget initiativ at se en modspillers hånd, må han dog ikke
spørge spilfører.
Makker vendte sit kort forkert
Hvis makker (eller en modstander) netop har vendt sit kort forkert (som om et tabt stik var vundet eller omvendt),
må du (som modstander eller den blinde) godt gøre opmærksom på det, men kun indtil
din side har spillet et kort i næste stik - derefter skal du tie stille om det, indtil spillet er forbi.
Spilfører må når som helst bede den blinde (eller en modspiller) om at rette et forkert vendt kort - men han har
absolut ingen pligt til det.
Må jeg se sidste stik?
Ja, men kun hvis du ikke har vendt dit eget kort endnu (og hverken du eller makker har spillet ud eller til det
følgende stik).
Derimod må du altid gerne kigge på dit eget vendte kort (uden at vise det), så længe du eller makker ikke har spillet noget kort til næste
stik.
Hold fingrene fra de andres kort!
Medmindre TL giver sin tilladelse, må en spiller kun røre ved sine egne kort (bortset fra at spilfører også må
spille den blindes kort). Det er dog i orden, hvis en modspiller er venlig og spiller til fra bordet, mens den
blinde er på toilettet - men tag aldrig en anden spillers kort op af mappen, og læg aldrig en anden spillers kort på
plads i mappen.
Min forklaring var forkert
Hvis du opdager, at du har forklaret din makkers melding forkert, så sig det
til modstanderne og kald på TL. Du må gerne rette fejlen med det
samme, og du skal (om muligt) gøre det inden åbningsudspillet.
Makkers forklaring var forkert
Du må ikke rette makkers forkerte forklaring straks. Hvis du bliver spilfører eller blind, skal du rette
forklaringen lige inden åbningsudspillet; hvis du bliver modspiller, skal du rette forklaringen efter spillet. Du
skal også rette makkers forklaring, når den har afsløret for dig, at I i praksis ikke er enige om meldingens
betydning. Desuden bør TL tilkaldes - medmindre det er helt klart, at den forkerte forklaring ikke har gjort nogen
forskel for dine modstanderes meldinger eller spil.
Jeg har hørt noget om et spil
Hvis du fx tilfældigt har hørt en diskussion om et spil, som du er ved at spille eller ikke har spillet endnu, skal
du straks tilkalde TL og fortælle ham det - men pas på, at du ikke kommer til at fortælle noget om spillet til de
andre spillere ved dit bord.
Jeg ved noget om makkers hånd
Hvis du kan slutte noget om makkers hånd eller om hans opfattelse af din hånd eller dine meldinger, fordi han tænkte
længe, så ked ud af det, ikke alertede din melding, svarede overraskende på et spørgsmål om din melding eller
lignende, skal du omhyggeligt undlade at udnytte disse såkaldte "ubeføjede oplysninger".
Hvis du skal vælge mellem flere mulige handlinger, hvoraf én kunne være antydet af ubeføjede oplysninger, skal du
vælge en anden - medmindre den antydede handling er det helt oplagte valg også uden ubeføjede oplysninger.
Hvis du vurderer, at du måske har tabt point, ved at en modstander har overtrådt denne regel, så kald på TL efter
spillet.
Må jeg få gentaget meldeforløbet?
Ja, hvis du er i tur og endnu ikke har spillet til det første stik. En modstander skal svare ved at gentage hele
meldeforløbet - og du må ikke stoppe ham eller se ud, som om du keder dig, når han er kommet forbi den melding, der
var interessant for dig. Hvis alle spillere husker at lade meldingerne ligge, indtil der er spillet ud, er der
sjældent behov for gentagelser.
Hvad er kontrakten?
Selv når det er for sent at få meldeforløbet gentaget, har du stadig (når du er i tur) ret til at få at vide, hvad
kontrakten er, og om - men ikke af hvem - den er doblet eller redoblet.
Jeg fik fat i det gale meldingskort
Har du meldt galt på grund af et fejlgreb (dvs. der er ikke tale om, at du har ombestemt dig), må du uden straf
rette meldingen til det, du havde tænkt dig at melde. Det er dog kun tilladt, hvis du gør
det, før makker har meldt. Hvis modstanderen til venstre har nået at melde inden rettelsen, skal du
tilkalde TL, så han kan forklare, hvad der skal ske med modstanderens melding. Når det er for sent at rette
meldingen straffrit, kan den ikke rettes.
Jeg har fortrudt min melding
Hvis du har meldt (dvs. meldingskortet er taget ud af kassen) og så ombestemmer dig, så er det for sent at ændre din
melding. Hvis du alligevel prøver at ændre din melding, begår du et lovbrud, som TL skal håndtere.
Jeg har meldt utilstrækkeligt
Du er kommet til at melde 1, men spilleren
til højre havde meldt 1ut. Hvis din 1 var
et fejlgreb - du havde hele tiden tænkt dig at melde noget andet, men greb galt - så må du rette den som beskrevet
ovenfor under "Jeg fik fat i det gale meldingskort". I alle andre situationer skal
TL tilkaldes, når der er meldt utilstrækkeligt. Man må ikke bare rette til 2, når man opdager, at der var åbnet 1ut foran - kald på TL, som vil forklare reglerne, herunder at den
næste spiller har ret til at acceptere 1-meldingen.
Hvad må den blinde?
Den blinde må altid tælle stikkene, spille kortene efter spilførers anvisning, og - når TL er blevet tilkaldt -
udtale sig om, hvad der er foregået.
Derudover har den blinde nogle "betingede rettigheder": Når spilfører ikke bekender, må han spørge "Ikke flere?";
han må forsøge at forhindre uregelmæssigheder fra spilførers side, før de er sket ("Du er på hånden!", når
spilfører åbner munden - men hvis spilfører allerede har nævnt et kort fra bordet, er det for sent, og så må den
blinde ikke sige noget); og han må gøre opmærksom på uregelmæssigheder, når spillet er forbi ("Jeg tror, du
svigtede kulør i stik 4").
Den blinde må ikke se spilførers hånd eller på eget initiativ se billedsiden af en modspillers kort; hvis han gør
det, er straffen, at han mister sine betingede rettigheder.
Den blinde må ikke gøre opmærksom på en uregelmæssighed, før spillet er forbi, eller på nogen måde deltage aktivt
i eller kommentere spillets forløb.
Hvis en anden spiller allerede har gjort opmærksom på en uregelmæssighed, må den blinde dog godt tilkalde TL.
Hvad betyder den melding?
Man må spørge om betydningen af meldinger, når man er i tur, og når der lige er foretaget et fordækt åbningsudspil.
Svaret gives af makkeren til den spiller, der afgav meldingen. Svaret skal indeholde en fuldstændig redegørelse for
de aftaler, makkerparret har om meldingen - dette omfatter også implicitte aftaler, som man har ud fra sit
almindelige kendskab til makker og erfaringer fra makkerskabet. Derimod skal man ikke fortælle, hvordan man vælger
at fortolke en melding, som man ingen aftale har om.
Nogle eksempler på formuleringer, der kan være korrekte i situationer, hvor man ikke har en helt klar aftale at
gøre rede for:
- "Det har vi overhovedet ingen aftale om."
- "3 er København og viser mindst 5-5
i majorfarverne, men han glemmer det sommetider, så måske har han bare ruder."
- "Enten er det et cuebid, der viser første- eller andengangskontrol i ruder, eller også er det Trelde og
spørger om ruderkontrol og esser; vi har desværre ikke aftalt, om det er det ene eller andet i denne situation."
(Når du et øjeblik efter selv skal melde, gætter du selvfølgelig på en af delene, men du hverken skal eller må
fortælle modstanderne, hvad du gætter på - heller ikke hvis du selv har EK og derfor er næsten helt sikker på, at det er ment som Trelde.)
- "Jeg har glemt, om vi spiller overføring efter 2ut; se på systemkortet, der står det rigtigt." (Du må
selvfølgelig ikke selv se på dit systemkort for at finde ud af det!)
- "Jeg er substitut, og vi nåede ikke at aftale slemkonventioner, men jeg tror nok, hun plejer at spille
Blackwood-Morrow, så 5 viser nok 2
esser ud af 5, hvor K er det
femte." (Og hvis din makker nu faktisk mente sin 5-melding som 2 esser af 4, så har hun pligt til at melde videre, som om hun havde vist dét, selv om
hun har hørt din forklaring og måske har K.)
Siden senest ændret
2017-09-27.