§ 9. Turneringsformat
Turneringen består af én fase over et antal sektioner, der er passende for antallet af hold på de enkelte niveauer.
A. På hvert niveau spilles så vidt muligt alle mod alle. Er holdantallet i en række lavt, kan turneringen indrettes, så alle møder alle de øvrige deltagere to gange.
- Hver kamp afvikles over 32 spil, fordelt på 2 runder (halvlege) à 16 spil.
- Kampen opgøres med IMP, der omregnes til KP på 20-0 skalaen efter tabellen med to decimaler (§ 202).
- Er holdantallet i en række ulige, kan turneringen indrettes, så hvert hold får en sektion som oversidder. En oversidder får 12 KP og 0 imp.
- Uregelmæssigheder som ændret spilantal behandles i henhold til § 202B.
- Annullerede kampe justeres i henhold til § 202C, efter at turneringen er færdigspillet.
- Ved pointlighed anvendes § 221B til opløsning af ligestillingen.
- Der spilles ikke med skærme.
B. Berettigede til deltagelse på de enkelte niveauer er baseret på den foregående sæson:
- Holdene i Mellemrække 1 (MR1) er
1.1 Nedrykkere fra 3. division, der opfylder betingelsen i § 1, stk. 3.
1.2 Hold i MR1, der har deltaget i Østdansk oprykningsspil, men ikke har kvalificeret sig til 3. division.
1.3 Øvrige hold i MR1, dog ikke nr. 1, der rykker direkte op i 3. division; heller ikke de to dårligstplacerede hold, der rykker ned i MR2.
1.4 Vinderne af MR2X og MR2Y.
1.5 Såfremt der til MR1 melder sig flere end 12 hold blandt de i B1.1-B1.4 berettigede, sker der yderligere nedrykning af så mange hold fra MR1, at antallet bliver 12.
1.6 Såfremt færre end 12 hold blandt de nævnte i B1.1-B1.4 melder sig, rykker yderligere et antal hold fra MR2 op således, at antallet bliver 12. Ved et ulige antal spilles kvalifikationskamp om retten til oprykning mellem ensplacerede hold i de to rækker.
- Holdene i Mellemrække 2 (MR2) er
2.1 Nedrykkere fra MR1.
2.2 Øvrige hold i MR2, dog ikke nr. 1, der rykker op og er forpligtet til at deltage i MR1; heller ikke de to dårligstplacerede hold i hver MR2, for de rykker ud.
2.3 Vinderen af Serie 1 i hvert af distrikterne. Har et distrikt ikke nogen vinder, kan distriktet kvalificere et hold på anden måde jf. § 243.
2.4 Såfremt der til MR2 melder sig flere end 24 hold blandt de i B2.1-B2.3 berettigede, sker der yderligere nedrykning af så mange hold fra MR2, at antallet bliver 24.
2.5 Såfremt færre end 24 hold blandt de nævnte i B2.1-B2.3 melder sig, rykker om muligt yderligere et antal hold op fra Serie 1 således, at antallet bliver 24. Ved et ulige antal spilles kvalifikationskamp om retten til oprykning mellem kandidaterne fra serie 1.
- Holdene fordeles i MR2X og MR2Y efter følgende principper:
3.1 Ca. 4 hold fra hver række flytter række, for at sikre opblanding over flere sæsoner.
3.2 De fire distrikter er ligeligt repræsenterede i begge rækker.
3.3 Holdenes spillestyrke (holdhandicap) er tilstræbt ligeligt fordelt mellem rækkerne.
- Vakance: Principperne i § 326A anvendes til oprykning og spilleberettigelse af andre hold.
4.1 Hvis et hold på grund af vakance er blevet berettiget til at spille i MR1, mister det sin spilleberettigelse til MR2.
4.2 Hvis distrikterne ikke kan kvalificere tilstrækkeligt mange nye hold til vakante pladser, reduceres antallet af deltagere i MR2 – så vidt muligt – til et med 4 deleligt antal, eller distrikterne kan kvalificere et hold på anden måde jf. § 243.
- De to dårligstplacerede hold i hver MR2 mister spilleberettigelsen i MR2.
5.1 Et nedrykket hold bliver spilleberettiget i Serie 1 i det distrikt, hvor flest af holdets spillere er medlem. Optællingen heraf sker efter regler analoge med reglerne for medlemskaber i kredsen jf. § 1, stk. 3. Det er holdsammensætningen i det sidste mellemrække år, der er grundlag for optællingen. Såfremt det distrikt, hvor holdet har flest medlemskaber, ikke er medlem af kreds 2, mister holdet alle rettigheder.
5.2 Såfremt der ikke er noget distrikt, hvor holdet har flere medlemskaber end i noget andet, skal holdet vælge nedrykningsdistrikt blandt de distrikter, hvor det har flest medlemskaber. Et hold skal i givet fald have foretaget et sådant valg inden sæsonstart i det år, hvor nedrykning fandt sted. I modsat fald mister det alle rettigheder.
5.3 Et hold kan kun bevare sine rettigheder i det distrikt, det rykker ned til. Der er ingen garanti for, at det bliver spilleberettiget i dette distrikt. Det afgøres i den følgende sæson på basis af de spillere, som nu tilmeldes holdet. De skal opfylde betingelser, der er analoge med dem, der gælder for spilleberettigelse i kredsen jf. § 1, stk. 3.
C. Oprykning til 3. division: Vinderen af MR1 er kvalificeret og forpligtet til at deltage i 3. division. To andre oprykkere til 3. division kvalificeres gennem et oprykningsspil mellem kandidater fra Kreds 1, 2 og 3 i henhold til § 324.
- Kreds 2 har tre pladser, som går til nr. 2, 3 og 4 i MR1, og de er forpligtede til at deltage i oprykningsspillet.
- Såfremt en anden kreds ikke kan stille med tilstrækkeligt antal kandidater, får Kreds 2 med det største medlemstal mindst én ekstra plads, og den tilbydes nr. 5 i MR1, der dog ikke er forpligtet til at deltage. Ved frafald tilbydes nr. 6 i MR1 pladsen og så fremdeles efter tur.
- Oprykningsspillet er en del af Mellemrækkerne (samme fase), hvorfor tilmeldte spillere fra ét hold ikke kan bruges lovligt som substitutter på et andet hold i oprykningsspillet jf. § 305D.
- Hvis et hold i oprykningsspillet kvalificerer sig til 3. division, mister det sin spilleberettigelse i MR1.
|