Vedtægter for Helsinge Bridgeklub
§ 1 Klubbens navn er Helsinge Bridgeklub.
Klubben er stiftet efterår 1971. Dens hjemsted er Gribskov Kommune.
§ 2 Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet og interessen for bridge
§ 3 Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og distrikt Nordsjælland, og deltager derigennem tillige i Mesterpointordningen efter de om denne til enhver tid gældende regler.
§ 4 Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen.
Formand og kasserer vælges direkte på generalforsamlingen.
Formanden har det overordnede ansvar for klubbens ledelse og øvrige organisatoriske forhold. Kassereren har ansvaret for klubbens regnskab og økonomi. Bestyrelsen fordeler herudover selv det øvrige bestyrelsesarbejde blandt de til bestyrelsen valgte medlemmer.
Bestyrelsen træffer om nødvendigt afgørelser ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen fastlægger herudover selv dens forretningsorden.
Ved vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer for resten af den eller de pågældendes valgperiode.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Ved vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer for resten af den eller de pågældendes valgperiode.
§ 5 Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge sæsonens turneringsprogram og klubbens øvrige bridgeaktiviteter ifølge § 2. I udvalget skal der være mindst 1 bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen udpeger herudover en turneringsleder, der har ansvaret for at tilrettelægge og lede klubbens turneringer. Bestyrelsen er bemyndiget til at aflønne turneringslederen.
§ 6 Klubbens regnskabsår er 1. april -31. marts.
Generalforsamlingen vælger revisor og revisorsuppleant for 1 år ad gangen.
§ 7 Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på klubbens sidste spilleaften.
Dagsordenen skal indeholde følgende:
- Valg af dirigent(1) og referent(2).
- Godkendelse af formandens beretning.
- Godkendelse af det reviderede årsregnskab
- Fastsættelse af kontingent
- Forslag
- Valg af bestyrelsesmedlemmer. Lige år (1) formand og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer. Ulige år(1) kasserer og mindst 1 bestyrelsesmedlem.
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Eventuelt
Generalforsamlingen skal indvarsles senest 21 dage før afholdelsen. Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 14 dage inden generalforsamlingens afholdelse.
Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer og alle punktér på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflerhed. Undtaget herfra er dog forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3’s majoritet af de på generalforsamlingen mødende medlemmer, samt forslag om klubbens opløsning, som kun kan vedtages med mindst 2/3’s majoritet af samtlige klubbens medlemmer.
Såfremt et forslag om klubbens opløsning vel opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen mødende medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da, uanset antallet af mødte medlemmer, kan vedtages med 2/3’ s majoritet af de på generalforsamlinger mødende medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 1 måned efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske ved mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.
Skriftlig afstemning kan altid forlanges.
§ 8 Medlemmer under uddannelse betaler halvt klubkontingent.
§ 9 Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer eller andre aktiviteter, som arrangeres af Danmarks Bridgeforbund.
§ 10 Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben.
§ 11 Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af
klubbens vedtægter.
§ 12 Særlige bestemmelser for medlemmernes pligter og rettigheder samt ordensregler er angivet i den på generalforsamlingen vedtagne “Klubregler for Helsinge Bridgeklub”.
§ 13 I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages af en generalforsamling (se § 7 ), overgår en eventuel formue til Danmarks Bridgeforbund eller til velgørende formål.
-- v --
Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 28. april 2010.
Anne Hegelund Preben Lausen
(Formand) (Dirigent)
Tilføjelse til vedtægterne for Helsinge Bridgeklub.
§ 14 Det er formanden og kasseren, der tegner klubben.
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 21. oktober 2015.
Anne Hegelund Klaus Hansen
(Formand) (Dirigent)
|