Vedtægter







Aarhus Bridge Center

Folkestedet Carl Blochs Gade · Carl Blochs Gade 28 · 8000 Århus C



Vedtægter



§ 1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er Aarhus Bridge Center.

Klubben har klub nr. 4203 i Dansk Bridge Forbund.

Klubben er stiftet 1. september 1996.

Hjemsted er Folkestedet Carl Blochs Gade, Carl Blochs Gade 28, 8000 Århus C.


§ 2. Formål

Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet og interessen for bridge.

       

§ 3. Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Østjylland og her i gennem er forbundet og distriktets vedtægter gældende for klubben og dens medlemmer.


§ 4. Bestyrelse

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Formanden vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen er på valg hvert år. Hvor der vælges bestyrelsesmedlemmer for 1 år, fastsættes det af generalforsamlingen, hvem der er valgt for 1 år.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær.

Klubbens midler skal indestå på en foreningsbankkonto i et pengeinstitut.

Klubben tegnes af formanden i forening med et medlem af bestyrelsen. Der kan meddeles prokura, enkel eller kollektiv.

Klubbens midler må ikke bruges til spekulation, der må ej heller foretages større investeringer uden disse er godkendt på en generalforsamling.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer indtil næste ordinære generalforsamling.

Generalforsamlingen vælger hvert år én revisor og én suppleant for denne.


§ 5. Spilleudvalg og turneringskomite

Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I dette skal der være mindst 1 bestyrelsesmedlem.


§ 6. Aflønning 

Generalforsamlingen skal godkende retningslinjer for fast engagement af personer (herunder turneringsleder), der efter bestyrelses indstilling skal aflønnes for deres arbejde i klubben.

Bestyrelsen har fuldmagt til at disponere et beløb til dækning af udgifter og honorarer til personer, der har arbejdet for klubbens drift og virke.


§ 7. Regnskabsår

Klubbens regnskabsår er 1. februar til 31. januar. Klubbens årsrapport revideres af den valgte revisor.


§ 8. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på klubbens sidste ordinære spilleaften i sæsonen.

Dagsordenen skal indeholde følgende.

  1. Valg af dirigent
  2. Referent
  3. Bestyrelsens beretning
  4. Aflæggelse af årsrapport
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af formand
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  8. Valg af én revisor og én suppleant for denne.
  9. Evt.


Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved udsendelse af mail eller brev til medlemmerne med angivelse af dagsordenen for generalforsamlingen, samt ved opslag på foreningens hjemmeside hos DBf.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftlig indsendes til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflerhed. Undtaget herfra er forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3´s majoritet af de på generalforsamlingen mødende medlemmer, samt forslag om klubbens opløsning, som kun kan vedtages med mindst 2/3´s majoritet af samtlige klubbens medlemmer.

Såfremt et forslag om klubbens opløsning vel opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen mødende medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige af klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget uanset antallet af mødte medlemmer kan vedtages med 2/3´s majoritet af de på generalforsamlingen mødende medlemmer.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 3 uger efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftlig har fremsat ønske herom.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.

Skriftlig afstemning om et forslag kan forlanges af blot et medlem. Skriftlig afstemning er obligatorisk ved valg mellem flere kandidater.


§ 9. Kontingent

       Bestyrelsen fastsætter det årlige kontingent. Årskontingentet skal være betalt senest 2. spilledag i september.      


§ 10. Tilskud til turneringsdeltagelse

Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer, som arrangeres indenfor Danmarks Bridgeforbund.


§ 11. Medlemskab

Bestyrelsen godkender optagelse i klubben. Indmeldelse er økonomisk bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter ½ sæson, når omstændighederne taler for det.

Medlemskab af klubben overføres automatisk fra en sæson til næste sæson, medmindre bestyrelsen har modtaget udmeldelse senest den 1. juli

Et medlem, der i en periode ikke ønsker at deltage aktivt i klubbens turneringer, kan fortsætte som passivt medlem af klubben. Der betales halvt kontingent for passivt medlemskab.


§ 12. Medlemmers pligter og rettigheder

Særlige bestemmelser for medlemmers pligter og rettigheder samt ordensregler er angivet i ”Klubregler” for Aarhus Bridge Center. Passivt medlemskab giver ret til deltagelse i klubbens generalforsamlinger og festlige arrangementer.


§ 13. Karantæne/Eksklusion

Hvis bestyrelsen idømmer et medlem karantæne eller ekskluderer medlemmet, skal medlemmet underrettes skriftlig om karantænen/eksklusion. Der henvises til bestemmelserne 1 §13-14 i forbundets vedtægter. I henhold til disse paragraffer indberettes der skriftlig til forbund og distrikt, når der er tale om anden begrundelse end kontingentrestance.


§ 14. Kortspil i klubben

Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben.


§ 15. Opløsning af klubben

I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages af en generalforsamling (jf.§ 8), overgår en evt. formue og aktiver til Danmarks Bridgeforbund eller til velgørende formål.


Århus den 4. maj 2022


I bestyrelsen:

__________________________

Verner Nymark Hansen


______________________________________

Henning Kristensen


_____________________

Inger Bach


_____________________

Birgitte Preisz


_____________________

Charlotte Kinch



****


Disse vedtægter er godkendt på klubbens generalforsamling den 28. april 2022.













BridgeCentral, 29. november 2024