Spillested

Birdie 94

Kongefløjen

Kongevejen 62

7430 Ikast



Spilleaftener

Birdie 94 (Tirsdag aften) kl. 18.30


Vedtægter

VEDTÆGTER

FOR

BIRDIE 94 BRIDGEKLUB


§1  Navn og hjemsted

Klubbens navn er “BIRDIE 94”

Klubben er stiftet den 25. oktober 1994

Dens hjemsted er Ikast

§2  Formål

Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til - og interessen for bridge.

Hvis der er venteliste til at spille i Birdie 94 gælder:
Fortrinsret til medlemmer af Ikast Golfklub, derefter til tidligere medlemmer af Birdie 94, derefter nye kandidater. Ved evt. flere kandidater med samme kvalifikationer er princippet først-til-mølle.
Ovenstående gælder ikke, hvis et aktivt Birdie94 medlem søger makker.

§3  Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridge Forbund og dermed distrikt Vestjylland.

Herigennem er forbundets og distriktets vedtægter gældende for klubben og dens medlemmer.

Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de om denne gældende regler.

§4  Bestyrelse

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at der i lige år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer og i ulige år 2 bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Den er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer for resten af den eller de pågældendes valgperiode. Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant, begge for 1 år ad gangen.

§5  Spilleudvalg

Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I dette skal der være mindst 1 bestyrelsesmedlem.

§6  Aflønning

Bestyrelsen har fuldmagt til at disponere et beløb til dækning af udgifter og honorarer til personer, der har arbejdet for klubbens drift og virke.

§7  Regnskabsår

Klubbens regnskabsår er 1.januar - 31. december. Klubbens regnskab revideres af de valgte revisorer.

§8  Generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på klubbens sidste spilleaften i sæsonen.

Dagsorden skal indeholde følgende:

  • Valg af dirigent 
  • Formandens beretning 
  • Aflæggelse af årsregnskab 
  • Indkomne forslag  
  • Valg af 2/3 bestyrelsesmedlemmer 
  • Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant 
  • Eventuelt 

Generalforsamlingen skal indvarsles senest 2 uger før afholdelsen i forbindelse med den ugentlige spilleaften.

Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres med simpel stemmeflerhed. Undtaget herfra er forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3 's majoritet af samtlige klubbens medlemmer. Såfremt et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning af 2/3 af de på generalforsamlingen mødte medlemmer, men ikke tilslutning af 2/3 af samtlige medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af mødte medlemmer kan vedtages af de på generalforsamlingen mødte medlemmer. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 3 uger efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.

Skriftlig afstemning om et forslag kan altid forlanges af blot 1 medlem.

§9  Kontingent

Klubkontingent / årskontingent og spilleafgift samt betalingsterminer fastsættes af bestyrelsen. Ved indmeldelse i klubben betales der et af bestyrelsen fastsat indskud.

§10  Tilskud til turneringsdeltagelse

Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmers deltagelse i turneringer, som arrangeres indenfor Danmarks Bridgeforbund.

§11  Medlemskab

Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen.

§12  Medlemmers pligter og rettigheder

Særlige bestemmelser for medlemmernes pligter og rettigheder samt ordensregler er angivet i “Klubregler for BIRDIE 94 bridgeklub”.

§13  Karantæne / Eksklusion

Såfremt et medlem ekskluderes af anden grund end kontingentrestance, indberettes karantænen / eksklusionen skriftligt til forbund og distrikt.

§14 Kortspil i klubben

Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben.

§15  Opløsning af klubben

I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages på en generalforsamling (jvf.§8), overgår en evt. formue af aktiver til Ikast Golf Klub eller til velgørende formål.

Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 25.10.1994

Med ændringer pr. 26.03.1996

Med ændringer pr. 05.04.2000 - §2

Med ændringer pr. 03.04.2001 - §4

Med ændringer pr. 27.03.2007 - §2

Med ændringer pr. 19.03.2013 - §2

Med ændringer pr. 25.03.2014 - §4 og 2


………………………………...

Formand

BridgeCentral, 12. december 2024