Vedtægter for
Fjends Bridgeklub
§ 1
NAVN
Klubbens navn er Fjends Bridgeklub med hjemsted i Stoholm.
§ 2
FORMÅL
Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.
§ 3
ORGANISATORISK TILSLUTNING
Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund samt mesterpointordningen efter de om denne til enhver tid gældende regler.
Medlemmerne er obligatorisk abonnenter på Forbundets medlemsblad Dansk Bridge.
§ 4
LEDELSE
Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer.
Formanden vælges på generalforsamlingen for mindst 1 år ad gangen.
De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen er på valg hvert år, første gang efter lodtrækning.
Bestyrelsen, der konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær, er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme den afgørende.
Ved vakance kan den tilbageværende bestyrelse udpege en eller flere stedfortrædere, som fungerer for resten af den eller de pågældendes valgperiode.
Generalforsamlingen vælger hvert ulige år 1 revisor og 1 revisorsuppleant, begge valgt for 2 år.
§ 5
NEDSÆTTELSE AF UDVALG M.V.
Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I dette udvalg skal der være mindst 1 bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen er bemyndiget til at aflønne en turneringsleder.
§ 6
REGNSKABSÅR
Klubbens regnskab er fra 1. maj - 30. april.
§ 7
GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest i maj måned på klubbens sidste spilleaften.
Dagsorden skal indeholde følgende:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Aflæggelse af årsregnskab
- Forslag
- Valg af formand
- Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer
- Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
- Eventuelt
Generalforsamlingen skal indvarsles senest 14 dage før afholdelsen.
Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflerhed. Undtaget herfra er dog forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3`s majoritet af de på generalforsamlingen mødte medlemmer, samt forslag om klubbens opløsning, som kun kan vedtages med mindst 2/3`s majoritet af samtlige klubbens medlemmer.
Såfremt et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen mødte medlemmer, men ikke tilslutning fra 2/3 af samtlige klubbens medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af mødte medlemmer kan vedtages med 2/3`s majoritet af de på generalforsamlingen mødte medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 1 måned efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.
Skriftlig afstemning kan altid forlanges.
§ 8
KONTINGENT
Indskud og klubkontingent samt betalingsterminer fastlægges af bestyrelsen.
Medlemmer under uddannelse betaler ½ klubkontingent.
§ 9
TILSKUD TIL MEDLEMMERNE
Bestyrelsen kan bevilge kontant tilskud til hel eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med medlemmernes deltagelse i turneringer, som arrangeres af Danmarks Bridgeforbund.
§ 10
FORBUD
Andet kortspil end bridge er ikke tilladt i klubben.
§ 11
INDMELDELSE
Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen.
§ 12
PLIGTER OG RETTIGHEDER
Særlige bestemmelser for medlemmernes pligter og rettigheder samt ordensregler er angivet i den på generalforsamlingen vedtagen ”klubregler for Fjends Bridgeklub”.
§ 13
EKSKLUSION
Såfremt et medlem ekskluderes af anden grund end kontingentrestance eller idømmelse af karantæne, skal der ske indberetning af forholdet gennem kredsbestyrelsen til Danmarks Bridgeforbund.
§ 14
OPLØSNING
I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages af en generalforsamling (se § 7), overgår eventuel formue til Danmarks Bridgeforbund eller til Fjandbohus.
Vedtaget på generalforsamlingen den 27. april 1988.
Verner Buch
(Formandens underskrift sign.)
|