Referat fra generalforsamling i Fjends Bridgeklub den 29. april 2024.
Formanden byder velkommen til de 34 fremmødte, hvorefter klubben byder på et lille traktement.
- Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslår Harry Frandsen, som vælges – takker for valget og konstaterer generalforsamlingen lovlig iht. klubbens turneringsplan.
- Bestyrelsens beretning
Vi startede sæsonen op med et undervisningshold. I samarbejde med Skive og Salling
har vi besluttet at skiftes til at have undervisning, og i år var det så Fjend’s tur. Der har været i alt 12 kursister, og det er et meget flot antal. Harry har stået for undervisningen,
og jeg har fornemmet en stor lyst og iver for at få kendskabet til dette fantastiske spil. En del af kursisterne har allerede tilmeldt sig næste sæson. Velkommen til jer. Jeg håber, at I får lige så stor fornøjelse af spillet, som vi andre har fået.
En stor tak til Harry, som har brugt mange timer for et beskedent honorar. Også stor tak
til Søren, Ruth, Børge, Jette og Karen for at have hjulpet til med undervisningen.
Vi har i år været 9 borde mod 8 borde sidste år. Til næste år ser det ud til, at vi bliver
endnu flere borde.
Sportsligt har der i sæsonens løb været gode og tætte kampe i begge rækker for klubmesterskaberne i både hold og par. Traditionen tro hylder vi vinderne lidt senere.
Udenfor klubben har Fjends også markeret sig. Vi har fortsat et hold i 3. division, samt repræsentanter på et hold i mellemrækken. Desuden er der et Fjends hold med i ottendedelsfinalen i pokalturneringen, hvor de har trukket et af landets bedste hold. Se mere på vores hjemmeside.
Vi har ofte besøg af substitutter i klubben. Det er dejligt, så vi hver aften kan få turneringen til at gå op. Vi skal huske på, at substitutterne er vores gæster. De får selvfølgelig kaffe og kage, men derudover er det god skik, at man tilbyder dem øl eller sodavand i løbet af aftenen. Husk den del er klubben ikke været for. Det er spilleren, som har substitutten med, som skal betale for substitutten.
Som nævnt sidste år har vi til denne sæson bragt kontingentet tilbage til normal leje.
Selve regnskabet kommer Karen ind på lidt senere, men resultatet udviser som forventet et lille underskud. Bestyrelsen forventer, at kontingentet vil være uændret til næste år.
Igen i år har John sørget for at hente og bringe kort til og fra Struer. Mange tak for det, og
vi har en lille ting til dig.
Til sidst vil jeg sig tusind tak til resten af bestyrelsen for det store arbejde, som I har lagt
For dagen samt for det superfine samarbejde.
Beretningen godkendes.
- Aflæggelse af årsregnskab
Kassereren gennemgår regnskabet, som viser et lille underskud.
Regnskabet er gennemgået og godkendt af revisor Anny Dyring.
Regnskabet godkendes.
- Indkomne forslag
Ingen.
- Valg af formand
Peter Boel Nielsen genvælges.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
Jette Frandsen og Ruth Rasmussen genvælges.
- Valg af revisor og revisorsuppleant
Der er ikke valg i lige år.
- Eventuelt
Forslag om at A og B-rækken sidder i hver sin ende af lokalet, da det støjer meget, når
der ikke skiftes på samme tid. Problemet løses formentlig næste år, da der er udsigt
til flere borde. I øvrigt opfordres til, at man løfter stolene, når man rejser sig i stedet for
at skrabe hen over gulvet.
Dirigenten afslutter generalforsamlingen samt takker for god ro og orden.
Herefter uddeles årets præmier, hvorefter der spilles bridge.
§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§§
GENERALFORSAMLING I FJENDS BRIDGEKLUB
Referat fra Generalforsamling Fjends Bridgeklub den 24.4.2023.
Formanden byder velkommen til de 30 fremmødte, hvorefter klubben er vært ved et traktement.
- Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslår Harry Frandsen, som vælges – takker for valget og konstaterer generalforsamlingen lovlig iht. klubbens turneringsplan.
- Bestyrelsens beretning v/fmd. Peter Boel
I indeværende år har vi været 16. par. Det har fungeret superflot, men vi må helst ikke blive færre. Faktisk synes jeg, at smertegrænsen er 16 par, dels pga. det sportslige og dels pga. økonomien, da vi jo skal betale den samme husleje uanset, hvor mange vi er. Heldigvis ser det ud til, at vi er mindst 16 par til næste sæson. Der kan sagtens være flere, så I må gerne hver især gøre lidt reklame for bridgen i Fjends. Vi påtænker ligeledes at starte op med undervisning til næste sæson, hvis vi kan få det til at gå op i en nøjere enhed.
For 2 år siden blev en stor del af sæsonen aflyst pga. Covid 19. Det bevirkede, at vi fik et stort overskud. Derfor valgte vi at nedsætte kontingentet for på den måde at kompensere medlemmerne. Sidste år var der ligeledes aflysninger, således at vi ikke fik det ventede underskud. I år har heldigvis været uden aflysninger og derfor har vi brugt det overskud, som vi havde for 2 år siden. Det vil Karen komme meget mere ind på lidt senere. Det betyder, at vi til den kommende sæson vil sætte kontingentet op igen. Helt nøjagtig, hvor meget det bliver, har vi ikke besluttet endnu. Det afhænger bl.a., hvor mange vi bliver til næste sæson.
Ruth og Børge gør et godt stykke arbejde for, at vi kan nyde drikkevarer hver aften til billige priser. Det er derfor lidt ærgerligt, at vi med jævne mellemrum konstaterer, at der ikke er betalt for alle drikkevarer. Jeg er sikker på, at det skyldes forglemmelse. Det kan f.eks. være, at man ikke husker at afregne for substitutter. Jeg vil opfordre til, at vi alle i fremtiden bliver bedre til at huske at få afregnet for drikkevarerne.
Igen i år har Fjends markeret sig flot rent sportsligt. Vi har fortsat et rent Fjendshold i 3. division samt spillere repræsenteret på et hold i mellemrækken. Desuden blev det til distriktsmesterskaber til Fjends både i åben par og for klubhold.
Der skal lyde en stor tak til John for at hente og bringe kort fra Struer. Vi har en lille ting til dig.
Til slut vil jeg gerne takke bestyrelsen for et supergodt samarbejde samt for jeres store arbejdsindsats i den forgangne sæson.
Beretningen godkendes
- Aflæggelse af årsregnskab
Kassereren gennemgår regnskabet, som viser et underskud på ca. 10.000 kr., hvilket bl.a. også skyldes den kraftigt stigende husleje, som i 2025 ender på 17.000 kr.
Regnskabet er gennemgået og godkendt af revisor Anny Dyring.
Frank udtrykker flot gennemgang.
Regnskabet godkendes.
- Indkomne forslag
Ingen
- Valg af formand
Peter Boel genvælges.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
Karen Jensen og Bjarne Mortensen er på valg og genvælges.
- Valg af revisor og revisorsuppleant
Revisor Anny Dyring og revisorsuppleant Eli Christensen genvælges begge.
- Eventuel
Per foreslår benyttelse af diverse sociale medier.
Per forespørger om Top 16.
Peter oplyser, den ikke har været afholdt i nogle år pga. manglende tilslutning.
Eli spørger, om klubben på noget tidspunkt har overvejet jubilæumsturnering?
John foreslår evt. andet end vin som præmier.
Frank nævner kommunemesterskab som et emne, hvilket før har været afholdt.
Kirsten forespørger, om undervisning også kunne være for andre end begyndere?
Bestyrelsen arbejder videre med ovennævnte forslag.
Dirigenten afslutter generalforsamlingen og takker for god ro og orden.
Herefter uddeles årets præmier og dernæst spilles der bridge.
Kvalifikations-og handicapturnering
Søren Frandsen & Per Vegger (1,1)
Jonna Christensen & Michael Pedersen (0,87)
Svend Johannesen & Jens Fynboe (0,56)
Klubmester par række A
Eli & Peter
John & Frank
Klubmester par række B
Dorrit & Bent
Jørgen & Ernst
Holdturnering række A
John & Frank/Jonna & Michael
Svend & Jens/Harry & Per L.
Holdturnering række B
Jørgen & Ernst/Søren & Per V.
Dorrit & Bent/Vibeke & Bente
Multihold række A
Harry & Per L.
Multihold række B
Jørgen & Ernst
Ref. Jette Frandsen
======================================================================================================================================================================
Generalforsamling Fjends Bridgeklub den 2. maj 2022 i Stoholm Kirkecenter.
Formanden bød velkommen til de 28 medlemmer, der var mødt frem til generalforsamlingen, hvor klubben var vært ved tapasanretninger.
- Valg af dirigent
Søren Frandsen blev valgt uden modkandidat.
Søren takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var varslet rettidigt og dermed lovlig.
Frank Kristensen og Morten Køhler Jensen blev valgt som stemmetællere.
- Bestyrelsens beretning v/formand Peter Boel.
Igen i år blev sæsonen påvirket af Covid19, men heldigvis ikke i samme grad som sidste sæson. Det gik dog ud over vores juleafslutning. Vi besluttede at sætte kontingentet ned pga. sidste sæsons overskud, og havde dermed forventet et underskud i år. Men primært på grund af aflysningen af juleafslutningen, kommer årets resultat til nogenlunde at balancere – dog med et mindre underskud. Det kommer Karen mere ind på lidt senere. Vi har derfor besluttet at bibeholde nedsættelsen af kontingentet til næste sæson.
Fjends Bridgeklub er en forening. Det betyder, at det er noget, vi er fælles om. Bestyrelsen sørger for turneringsplanlægning, resultatformidling, fremskaffelse af bridgemateriale, indgåelse af aftaler på klubbens vegne, indkøb af kage, kaffe mv. samt meget andet. Der ligger således ganske få opgaver på de øvrige medlemmer. Man skal sørge for at finde en substitut, hvis man ikke kan spille en aften, således at turneringen ikke bliver ødelagt for de andre medlemmer. Og så skal man 1 til 2 gange møde ca. ½ time før for at stille op, lave kaffe ect. Det har desværre ”kikset” nogle gange i den forgangne sæson, og vi vil derfor gerne opfordre til, at man er lidt mere opmærksom på de få pligter, man har. Vi vil i den forbindelse sige tak til dem, som er gode til at give en hånd med, når spilleaftenen er forbi, og opfordre til, at alle lige hjælper lidt til, så vi alle kan komme lidt før hjem.
Når vi har substitutter, skal vi huske, at det er vores gæster. Det er derfor god stil, at man i løbet af aftenen byder dem på øl eller vand og selvfølgelig kaffe og kage i pausen. Hvis begge i et par har substitutter en aften, bør man sørge for, at andre byder substitutterne på øl eller vand.
Rent sportsligt har Fjends markeret sig flot i indeværende sæson. I jysk-fynsk holdturnering er Morten og Bjarnes hold rykket op i mellemrækken, og det andet Fjends hold er rykket op i 3. division. Desværre er de fleste parturneringer i distriktet blevet aflyst pga. manglende tilslutning. Det synes jeg er meget ærgerligt. Jeg har altid syntes, at det er hyggeligt og sjovt at komme ud for at spille mod nogen fra andre klubber. Dels for at lære nye mennesker at kende og dels for at lære nyt omkring bridge, og dermed måske blive bedre til bridge. Jeg vil derfor gerne opfordre til, at man melder sig til andre turneringer herunder turneringer i distrikts-regi.
Der skal lyde en stor tak til Eli for at hente og bringe kort til og fra Struer. Vi har en lille ting til dig.
Til slut vil jeg takke bestyrelsen for et megaflot samarbejde samt for det store arbejde, som I har ydet i årets løb.
Generalforsamlingen godkendte bestyrelsens beretning.
- Aflæggelse af årsregnskab v/kasserer Karen Jensen
Kassereren fremlagde regnskabet, der viser et underskud på 2.090 kr.
Klubben har haft 33 primærmedlemmer, 7 klubmedlemmer og 5 passive medlemmer.
Viborg Kommune har givet tilsagn om tilskud på 73% af klubbens huslejeudgifter fra 2022. Der skal aflægges regnskab over lokaleudgifter for et kalenderår ad gangen, hvorfor tilskuddet for 1. halvår 2022 er optaget som tilgodehavende i det netop afsluttede regnskab.
Regnskabet er godkendt af revisor Anny Dyring den 27. april 2022 og af generalforsamlingen.
- Indkomne forslag
Ingen
- Valg af formand
Peter Boel Nielsen blev genvalgt som formand.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
Jette Frandsen og Ruth L. Rasmussen blev genvalgt til bestyrelsen.
- Valg af revisor og revisorsuppleant.
Dirigenten oplyste, at der i h.t. klubbens vedtægter ikke er valg af revisor og revisorsuppleant i år, da begge vælges i ulige år for 2 år ad gangen.
- Eventuelt
Frank Kristensen takkede bestyrelsen for, at der altid er nogen, der ”dækker ind” for opstilling af borde og kaffebrygning m.v., da han ikke altid er så god til at komme, hvortil John Høgh spurgte, hvordan man kan aktivere Frank lidt mere!
John Høgh roste bestyrelsen for gode boller til kaffen.
Kirsten Plougmann efterlyste en liste over klubbens medlemmer med telefonnumre. Bjarne oplyste, at det sagtens kan lade sig gøre rent teknisk, men det vil kræve tilladelse fra hvert enkelt medlem i h.t. Persondataloven. Bestyrelsen undersøger nærmere inden næste sæson.
Peter Boel uddelte årets vinpræmier til følgende:
Kvalifikations- og handicapturnering
- Bente & Jørgen Sørensen
- Eli Christensen & Peter Boel
- Jette Frandsen & Karen Jensen
Klubmester par række A
- Frank Kristensen & John Høgh
- Bjarne Mortensen & Morten Køhler Jensen
Klubmester par række B
- Dorit & Bent Bro
- Agnes Plougmann & Anny Dyring
Holdturnering række A
Jonna Christensen & Michael Pedersen/ Eli Christensen & Peter Boel
Holdturnering række B
- Kirsten Plougmann & Mette Warncke/Ann & Claus Dithmer
- Agnes Plougmann & Anny Dyring/Bente & Jørgen Sørensen
Multihold række A
- Eli Christensen & Peter Boel
Multihold række B
- Bente & Jørgen Sørensen
- Kirsten Plougmann & Mette Warncke
Dirigenten afsluttede generalforsamlingen med tak for god ro og orden, hvorefter der blev spillet bridge.
Ref. Karen Jensen
|