SPILLESTED

SPILLESTED:


Medborgerhuset

Herningvej 7

6950  RINGKØBING





VEDTÆGTER


§1 Navn og hjemsted

Klubbens navn er Ringkøbing Bridgeklub og klubben er hjemmehørende i Ringkøbing-Skjern kommune.

Klubben er stiftet den 1. februar 1956.

Klubbens spillested fremgår af klubbens hjemmeside

§2 Formål

Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.

§3 Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed Distrikt Vestjylland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.                                             Klubben er tilsluttet forbundets mesterpointordning efter de gældende regler.

§4 Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.  

Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt at leve op til klubbens formålsbestemmelse.

Medlemmernes pligter og rettigheder er beskrevet i Klubregler for Ringkøbing Bridgeklub.

Endelig afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab forelægges på generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan optage passive medlemmer.

Passive medlemmer har ikke adgang til at deltage i den primære aktivitet.          

Indmeldelse er bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter 1/2 sæson   når omstændighederne taler for det.

For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen underskreves af forældre eller værge.

Medlemskab overføres automatisk fra én sæson til næste sæson.

§5 Kontingent

Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent.

Er et medlem på trods af påmindelse fortsat i restance kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette forelægges generalforsamlingen.

§6 Udelukkelse og eksklusion  

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. I sager om udelukkelse har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som særligt punkt.

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af  klubbens vedtægter.

En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvise iøvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 & 14.

§7 Generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.                

Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted skriftlig ved opslag i klubben og på klubbens hjemmeside med 3 ugers varsel.

Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 2 uger inden generalsforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og kan fremlægges for medlemmerne senest 1 uge   før generalforsamlingen.

Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens aktive medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog §§ 15 og 16.

§ 8 Dagsorden

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent og referent

2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3. Godkendelse af det reviderede regnskab

4. Indkomne forslag

5. Valg af formand for 2 år

6. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer for 2 år

7. Valg af mindst 1 suppleant for 1 år

8. Valg af revisor og revisorsuppleant for 1 år

9 Eventuelt  

§9 Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.og som ikke er medlem af bestyrelsen.

Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal jf. §§ 15 og 16.

Afstemninger foretages skriftligt, såfremt 5 medlemmer forlanger det.

Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

§10 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsammlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.  

§11 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Klubben ledes af bestyrelsen og den til enhver tid fungerende turneringsleder

Formanden samt 2 bestyrelsesmedllemmer vælges  for 2 år ad gangen i lige år. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen i ulige år.Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær. Den er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (spilleudvalg og turneringskomite) til varetagelse af løbende eller enkelstående opgaver, i dette skal være mindst 1 bestyrelsesmedlem, endvidere nedsættes en appelkomite.

Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.

Bestyrelsen udarbejder klubregler der skal godkendes på generalforsamlingen.

§12 Regnskab

Klubbens regnskabsår er 1.1. - 31.12. Regnskabet forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

§13 Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisor suppleant. Revisionen skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.

§14 Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden samt et medlem af bestyrelsen. Bestyrelsen kan dog bemyndige kasseren til at disponere i fornødent omfang vedrørende klubbens almindelige drift.

§15 Vedtægtændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

§16 Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er tilstede.For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på en ekstraordinær generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsam- ling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal.

Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening.

.

Vedtaget på generalforsamlingen den 27. april 2015

Birthe Agersnap                      Søren Høy

     formand                                dirigent

                   



KLUBREGLER






RINGKØBING BRIDGEKLUB

Klubregler

§1 Formål

Formålet med dette reglement er:

- at sikre god tone og orden mellem spillerne under afvikling af turneringer arrangeret af klubben,

- at hjælpe spillerne til at forstå de turneringsansvarliges dispositioner,

- at hjælpe de turneringsansvarlige med at disponere rigtigt og ensartet ved afviklingen af turneringer.

§2 Spilletid

2.1 Spilledag

Klubbens spilledag er mandag. Der startes på alle spilledage kl. 18.45 og sluttes kl. 22.55

medmindre andet er meddelt.

2.2 Sæson

Sæsonen starter første mandag i september måned og slutter sidste mandag i april måned.

Ved sæsonstart fremlægger klubbens turneringsudvalg en plan over sæsonens turneringer, hvoraf det fremgår hvilke dage, der spilles.

Generelt spilles der ikke på helligdage. På mandage i skolernes efterårs- og vinterferie samt i påskeugen afholdes der åbent-hus turnering for medlemmerne. Top 16 afvikles på sidste ordinære spilledag.

§3 Turneringsafvikling

I klubbens turneringer gælder følgende regler og love i den angivne prioritetsrækkefølge: Nærværende klubregler, forbundets turneringsreglement iflg. ”Klubhåndbog” og "De internationale love for turneringsbridge".

§4 Systemer

4.1 Tilladte systemer

Det i forbundets turneringsreglement stk 6.2.10.1 og stk 6.3.8.1 anførte er gældende i henholdsvis holdturneringer og parturneringer i klubbens A-række. I de øvrige rækker er det kun tilladt at benytte naturlige systemer.

4.2 Systemkort

Systemkort er obligatorisk ved alle turneringer i A-række, og det skal uopfordret fremlægges på bordet til brug for modspillerne ved starten af en runde eller en kamp.

§5 Turneringsafvikling

5.1 Turneringsledelse

Det af bestyrelsen nedsatte turneringsudvalg har ansvaret for tilrettelæggelse og afvikling af klubbens turneringer. Turneringsudvalget udpeger appelkomite.

5.2 Appelkomite

En appel indgives gennem turneringslederen; denne skal orienteres om, at der indgives appel inden de implicerede forlader spillelokalet og senest 1/2 time efter spillets afslutning. Appelkomiteen skal orienteres af begge parter (om fornødent skriftligt), inden den træffer sin afgørelse.

Appelkomiteens afgørelse kan appelleres videre til distriktets lov- og regelfortolkende udvalg. Her betales der depositum, og kendsgerningerne fastlægges på DBF's appelformular.

5.3 Etik og etikette

God etikette, før, under og efter spillet forventes af medlemmerne. Enhver spiller bør ved sin optræden tilstræbe, at alle får den størst mulige glæde ved turneringsbridge og ved klublivet i øvrigt. Det kan nævnes, at det er uetisk at irettesætte eller belære såvel makker som modspillere under og efter spillet. Det samme gælder tegn eller mishagsytringer, der tilkendegiver tilfredshed eller utilfredshed med en melding, et udspil eller et spillet kort.

5.4 Uregelmæssigheder

Turneringslederen skal tilkaldes, så snart opmærksomheden er henledt på en uregelmæssighed. Tilkaldelsen af turneringslederen skal ske stilfærdigt, idet det er en naturlig del af turneringens korrekte afvikling. Der må ikke meldes eller spilles videre, før turneringslederen har truffet en afgørelse.

Uregelmæssigheder under meldinger og spil må ikke afgøres af spillerne selv. Turneringslederen skal altid tilkaldes, så uregelmæssigheder kan blive rettet ensartet og i overensstemmelse med regler og love.

§ 5.5 Tidsoverskridelser

I klubbens parturneringer er der afsat 7 minutter pr. spil samt 2 minutter til rundeskift. Der gives signal 5 minutter før rundeskift og ved rundeskift. I tilfælde af, at spillet af det næstsidste spil ved et bord ikke er afsluttet ved signal 5 minutter før rundeskift, må meldinger og spil for rundens sidste spil ikke påbegyndes. I stedet skal der på bridgematen indtastes ”0” for ikke-spillet spil, og bordet skal afvente næste rundeskift. Der tildeles automatisk 50/50 % point for ikke-spillet spil. Denne regel for ikke at genere alle øvrige turneringdeltagere med ventetid for rundeskift.

Hvis det bord, hvor en spillende turneringleder sidder, på grund af turneringsledertilkald ikke kan nå at færdiggøre næstsidste spil før 5 minutters signalet, tildeles bordets par 60/60 % point for ikke-spillet sidste spil.

§6 Substitutter

6.1 Fremskaffelse af substitut(ter)

Det påhviler ethvert aktivt medlem, der er forhindret i at møde på en spilleaften, selv at skaffe substitut. I de tilfælde, hvor det viser sig umuligt, vil klubbens turneringsleder være behjælpelig.

Ved anmodning om hjælp med at skaffe en substitut, er klubbens turneringsleder frit stillet og kan indsætte en hvilken som helst substitut, respektivt kan der ændres i turneringsformen, eller der kan aflyses.

Afbud og anmodning om hjælp med at skaffe substitut skal meddeles turneringslederen så tidligt som muligt og i princip ikke senere end dagen før, der skal spilles.

§7 Justering af score ved substituering

7.1. Parturnering

Såfremt der kun er substitut for én spiller i et par, foretages der ingen justering.

Såfremt begge spillere i et par er substitutter, kan der for det substituerede par, højest opnås parrets forventede score for runden.


Der justeres ikke i scoren for de par, der møder et par med substitutter, ligesom der ikke justeres på substitutternes score.

7.2 Holdturnering

Der justeres ikke i resultatet, hvis der kun er én substitut. Hvis 2 spillere på et hold er substitueret, sker der ingen justering, hvis substitutterne spiller med hver sin af holdets ordinære spillere.

Ved 2 eller flere substitutter står det opnåede resultat ved magt, dog sker der regulering, hvis handicap for holdet er mere end 15 % bedre end for holdet i stambesætningen. Det således opnåede resultat reguleres ned til det oprindelige holds gennemsnitlige score i hele sektionen ved højere score, hvorimod opnået score står ved magt ved lavere score.

7.3 Udeblivelse

Såfremt et par udebliver uden afbud, tilkendes parret i en parturnering 0 point (minimum score). Dette gælder også, hvis et par ikke kan stille op på grund af den ene spillers udeblivelse. I en holdturnering tildeles et hold 0 kp, hvis holdet ikke kan stille op på grund af en eller flere spilleres udeblivelse.

Bestyrelsen kan desuden idømme den pågældende en disciplinær straf. I tilfælde af force majeure justeres scoren.

I en parturnering udregnes regnskabet ud fra det normale antal par i rækken. I runden mod det udeblevne par tildeles et par 60% score (decimaler afrundes opad) eller gennemsnittet af parrets score i spilledagens øvrige runder, hvis dette gennemsnit er over 60%.

I en holdturnering vinder modstanderholdet uden kamp, antallet af kp fastsættes efter turneringen ud fra det højeste af nedenstående alternativer:

a. 12kp

b. gennemsnittet af, hvad der i turneringen er scoret mod det udeblevne hold,

c. gennemsnittet af, hvad holdet selv scorer i turneringens øvrige kampe.

§8 Mesterpoint

Fordeling af en aftens mesterpoint sker på grundlag af den opnåede score inden justering. Der forudsættes - som tidligere anført - skriftlig besked, når der benyttes substitut(ter) med navn på den/disse.

§9 Præmier

Ingen spiller er berettiget til præmie, medmindre han selv har spillet over halvdelen af turneringens runder.

§10 Almindelige ordensregler

10.1 Generelt

Det påhviler medlemmerne at behandle klubbens materiel skånsomt. Specielt bør det undgås at bøje fanerne på kortene i meldekasserne, tilsvarende bør det undgås at bøje kortene unødigt.

Service, flasker og inventar anbringes efter brugen på de anviste steder. Efter aftenens spil påhviler det spillerne at rydde op ved det bord, hvor de sluttede spillet og i øvrigt hjælpe med oprydningen i henhold til bestyrelsens anvisninger.

10.2 Rygning

Rygning i spillelokalet er ikke tilladt.

11 Medlemsorientering

Medlemmerne vil ved opslag på klubbens hjemmeside blive underrettet om ændringer i spilletider, kampe mod andre klubber m.m. Der vil tilsvarende blive orienteret om distriktets og forbundets turneringer og om tilmelding til disse. Det forventes til gengæld, at medlemmerne ad denne vej selv holder sig orienteret.

En oversigt med navne, adresser, telefonnumre og funktion for bestyrelsen og klubbens ”tjenestemænd” vil fremgå af klubbens hjemmeside.

Alle bestyrelsens medlemmer er indstillet på at være til disposition for medlemmerne med råd og vejledning, der kan være med til at fremme interessen for bridge.

§7 ændret på generalforsamling d. 30.4.2018

§ 5.5 ændret på generalforsamlingen den 25.04.2022

BridgeCentral, 12. marts 2009





BridgeCentral, 26. december 2024