Klubregler

Klubregler for Jelling Bridgeklub 1999 -


§ 1 Spilletid
Klubbens spilleaften er tirsdag,. Der startes klokken 18.30.

§ 2 Sæson
Sæsonen starter 1. tirsdag i september og slutter sidste tirsdag i april.

§ 3 Substitut
Et medlem, som ikke selv kan møde op på en eller flere spilleaftener, skal selv skaffe en substitut.
Bestyrelsen udarbejder til sæsonstart en liste over spillere, som kan tænkes at være villige til at substituere.
Substitutter skal behandles udsøgt venligt.
Hvis et helt par substitueres, bør substitutterne være af nogenlunde samme spillestyrke, som det ordinære par.

§ 4. Justering af score ved fravær og substituering
4.1 Udeblivelse
Såfremt et par udebliver uden afbud eller uden at have skaffet substitut, justerer turneringsudvalget evt. i samarbejde med bestyrelsen deres score ud fra en konkurrencemæssig og menneskelig vurdering.
4.2 Parturnering.
Hvis begge spillere i et par er fysisk fraværende foretages normalt ingen justering.
4.2.1 Hvis substitutparret er af stærkt afvigende spillestyrke i forhold til det ordinære par og det kan få betydning for turneringens præmietildeling eller senere rækkeinddeling. kan turneringsudvalget tildele justeret score - op eller ned.
4.3 Holdturnering.
Der foretages normalt ingen justering
Hvis et hold spiller med et helt substitutpar, gælder reglen fra 4.2.1 om "stærkt afvigende spillestyrke".
Et evt. fradrag eller tillæg kan komme modstanderholdet til gode eller til skade.
4.4 Enkeltmandsturnering.
Der foretages normalt ingen justering, se dog 4.2.1
4.5 Justering af modspillers score ved substituering.
I par og enkeltmandsturnering påvirkes de andre spilleres score oftest ikke af justering pga. substituering. Se dog 4.2.1., hvis substitutparret kun har mødt enkelte par i rækken.

§ 5. Mesterpoint og præmier
Fordeling af mesterpoint sker på grundlag af den opnåede score inden evt. justering.
Ingen spiller er berettiget til præmie, medmindre han/hun har spillet halvdelen af spilleomgangene selv.
Af hensyn til turneringslederens arbejde med justering af score, tildeling af mesterpoint og fordeling af præmier m.v., skal der for hver enkelt aften af den substituerede (eller dennes makker) afleveres en seddel til den mesterpointansvarlige med angivelse af såvel substituttens som den substitueredes navn.

§ 6 Opløsning og ligestilling
Hvis intet andet er meddelt før turneringens begyndelse gælder følgende:
6.1 I par- eller enkeltmandsturneringer over en spilleaften vinder det par, der har vundet det indbyrdes opgør. Hvis dette er endt uafgjort deles placeringen.
6.2 I par- eller enkeltmandsturneringer over flere spilleaftener deles placeringen.
6.3 I Holdturneringer vinder det hold, der har vundet det indbyrdes opgør. Hvis dette er endt uafgjort deles placeringen, medmindre begge hold er enige om at spille en omkamp over 8 spil.

§ 7 Lokalt formål
Medlemmerne skal have mulighed for såvel hyggeligt socialt samvær som for at konkurrere på sportslig korrekt vis i bridge.
Det forventes af de enkelte medlemmer, at de ikke ødelægger nogle af mulighederne for andre og sig selv.

§ 8 Lovprioritering
I klubbens turneringer gælder følgende regler og love i den angivne prioritetsrækkefølge: Nærværende klubregler, forbundets turneringsreglement og "De internationale love for turneringsbridge".

§ 9 Turneringslovenes formål
Lovene er udformet for at fastlægge en korrekt fremgangsmåde og være et passende hjælpemiddel, når den korrekte fremgangsmåde fraviges.
En fejlende spiller bør som en selvfølge være rede til at acceptere enhver straf eller justeret score, som turneringslederen tildeler.
Lovene er først og fremmest udformet for at afhjælpe en skade, ikke for at straffe uregelmæssigheder.

§ 10 Turneringsleder
Den af bestyrelsen udpegede turneringsleder afgør uregelmæssigheder.
Hvis alle kortene er lagt i mappen, kan uregelmæssigheder normalt ikke rettes, hvis turneringslederen ikke er tilkaldt inden.

§ 11 Tidsoverskridelser
Straf for tidsoverskridelser ved spil, for sent møde m.v. afgøres af turneringslederen.
Afgørelsen kan appelleres til klubbens turneringskomité.

§ 12 Systemkort
Systemkort bør anvendes af de af klubbens spillere, der uden væsentligt besvær magter at udfylde et.

§ 13 Appel
Turneringskomiteen træffer afgørelse i de tilfælde, hvor en turneringslederafgørelse appelleres af spillere. Det forudsættes, at appellen sker samme spilleaften, og at alle de spillere appellen vedrører er tilstede. Turneringskomiteens afgørelse kan appelleres videre til distriktets lov- og regelfortolkende udvalg. Her betales depositum, og kendsgerningerne fastlægges på DBF's appelformular.

§ 14. Medlemmers praktiske ydelser.
Medlemmerne af klubben skal være indstillet på at yde en del "frivilligt" arbejde i løbet af sæsonen - og på at alle ikke yder lige meget.
Medlemmerne hjælper med opstilling og oprydning på spilleaftener.

Disse klubregler er vedtaget på generalforsamlingen den 27. april 1999

Opdateret d. 1-5-99

BridgeCentral, 1. juni 2024