§1.Klubbens navn og hjemsted
Klubbens navn er TOFTLUND BRIDGEKLUB. Klubben har hjemsted i Toftlund, Tønder kommune.
§2. Klubbens formål og aktiviteter.
Klubbens formål er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener, for derved at fremme kendskabet til og interessen for bridge. Klubben kan optage forbindelse og samarbejde med andre bridgeklubber.Klubben kan arrangere trænings- og undervisningsforløb.
§3. Medlemmer
I Toftlund Bridgeklub optages som medlem efter godkendelse af bestyrelsen alle, der kan tilslutte sig foreningens formål, jævnfør § 2.
Et afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemsskab, forelægges generalforsamlingen.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og iøvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse. Medlemmernes pligter og rettigheder er beskrevet i klubreglerne.
Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson.
Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen inden 1. august.
I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværende med klubben afvikles.
Bestyrelsen kan, hvis særlige forhold gør sig gældende, udelukke midlertidig (give karantæne) eller permanent (ekskludere) et medlem, der dog kan indanke eksklusionen for generalforsamlingen, hvor det skal optages som et særligt punkt. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som en ændring af klubbens vedtægter. Såfremt et medlem ekskluderes af anden grund end kontigentrestance eller idømmes karantæne, skal der ske indberetning af forholdene gennem distriktsbestyrelsen til Danmarks Bridgeforbund.
I sager om udelukkelse af anden grund end kontigentrestance har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
§4. Indskud og kontingent
Nye medlemmer betaler ved optagelsen, det af generalforsamlingen fastsatte indskud. Iøvrigt betales medlemskontigent, hvis størrelse afgøres på den årlige generalforsamling.
Medlemkontigentet betales i september. Om fornødent kan opkræves et yderligere kontigent til spillerekvisitter m.v.
§5. Organisatorisk tilknytning
TOFTLUND BRIDGEKLUB er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund, Distrikt Sydjylland og mesterpointordningen efter de til enhver tid gældende regler.
§6. Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den sidste spilleaften i sæsonen og indvarsles senest 4 uger forinden ved opslag i spillelokalet (lokalerne) eller ved udsendelse (pr brev eller mail) til medlemmerne. Dagsordenen skal enten udsendes til medlemmerne eller fremlægges i spillelokalet (lokalerne) senest den sidste spilleaften før generalforsamlingen. Stemmeret haves kun ved personligt fremmøde på generalforsamlingen.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt indsendes / afleveres til bestyrelsens formand senest 3 uger og offentliggøres 2 uger forud for generalforsamlingen.
Dagsordenen for generalforsamlingen skal mindst indeholde følgende punkter:
|
1. Valg af dirigent, der ikke er medlem af den siddende bestyrelse og referent.
|
|
|
2. Aflæggelse af bestyrelsens beretning.
|
|
|
3. Aflæggelse af det reviderede regnskab.
|
|
|
4. Indkomne forslag.
|
|
|
5.Fastsættelse af indskud og kontigent og godkendelse af budget.
|
|
|
6.Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter (jf. §8).
|
|
|
a. Valg af formand (i lige år)
|
|
|
b. Valg af kasserer (i ulige år)
|
|
|
c. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer, herunder suppleant(er).
|
|
|
7. Valg af revisor og revisorsuppleant (jf. §8 ).
|
|
|
8. Eventuelt.
|
|
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og mens alle øvrige afgørelser træffes ved kvalificeret stemmeflertal, kræves til ændringer af klubbens vedtægter og eksklussion af et medlem, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Beslutning om klubbens ophør kræver, at mindst 2/3 af medlemmerne er mødt og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Hvis et forslag om ophør af klubben ikke skulle opnå nævnte kvalificerede flertal er det bortfaldet, men hvis forslaget opnår den kvalificerede majoritet, uden at der er mødt det tilstrækkelige antal medlemmer til forslagets vedtagelse, skal der inden en måned afholdes ny generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 flertal uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer.
§7. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når mindst 2 i bestyrelsen finder det påkrævet, eller såfremt 1/5 af medlemmerne indsender en skriftlig motiveret anmodning herom til bestyrelsens formand. Indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 2 ugers varsel, dog kan bestyrelsen indkalde med 1 uges varsel. Den ekstraordinære generalforsamling afholdes, hvis dette sker i spillesæsonen, på en spilleaften.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelse, mødets ledelse, afstemning mv. gælder bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig, når mindst 2/3 af medlemmerne er til stede. Såfremt dette ikke er tilfældet, indvarsles med samme frist til en ny ekstraordinær generalforsamling, der er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Dog skal beslutninger om ændring af vedtægterne og opløsning af klubben følge reglerne i §6.
§8. Bestyrelse og revisor
Klubben ledes af en bestyrelse med ulige antal medlemmer, dog mindst 5, der på generalforsamlingen vælges for 2 år ad gangen. I lige år afgår formand og mindst 1 bestyrelsesmedlem og i ulige år kasserer og mindst 2 medlemmer. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen supplerer og konstituerer sig selv i tilfælde af forfald, dog således at valg af ny formand eller kasserer godkendes på førstkommende generalforsamling.
Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Bestyrelsen sætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder det fornødent eller på begæring af 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formand eller næstformand, er tilstede. Der føres protokol over bestyrelsens møder.
I tilfælde af stemmelighed ved en bestyrelsesafstemning bortfalder et eventuelt forslag.
Bestyrelsen kan efter behov nedsætte udvalg.
Foreningen tegnes af formanden eller kassereren. Ved lånoptagelse kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening.
Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.
Det påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, der påhviler klubben.
§9. Regnskab
Klubbens regnskabsår er fra 1.april til 31.marts.
Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisors påtagning og underskrift.
§10. Formueplacering i tilfælde af opløsning
I tilfælde af klubbens opløsning foretaget som anført, realiseres klubbens ejendele og klubbens formue tilfalder Danmarks Bridgeforbunds ungdomsarbejde.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 1.maj 1991.
Senest ændret på generalforsamlingen den 1. april 2009
|