Klubbens vedtægter


Vedtægter:



§ 1. Navn og hjemsted
Klubbens navn er Langelands Bridgeklub og klubben er hjemmehørende i Langeland kommune.
Klubben er stiftet d. 4. december 1985
 

§ 2. Formål
Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilledage for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.
 

§ 3. Tilhørsforhold
Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Fyn og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer. Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de gældende regler.

  

§ 4. Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.


Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse.
Medlemmernes pligter og rettigheder er beskrevet i Klubregler for Langelands Bridgeklub.
Endeligt afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen kan optage passive medlemmer.
Passive medlemmer har ikke adgang til at deltage i den primære aktivitet. Passive medlemmer har ikke stemmeret, men er valgbare til bestyrelsen.
 

Indmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og er bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter 1/2 sæson,

når omstændighederne taler for det.

 

For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen underskrives af forældre eller værge.
 

Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson.
 

Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson.
 

I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.
 

§ 5. Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
 

Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent.
 

Er et medlem trods påmindelse fortsat i restance kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette forelægges generalforsamlingen. 

 

§ 6. Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
 

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
 

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endeligt afgøres på førstkommende generalforsamling,

og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
 

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.
 

En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 & 14. 

 

§ 7. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned. 

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted skriftligt / ved opslag / på hjemmesiden / ved annoncering med tre ugers varsel.

 

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse.

Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og fremlægges for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen.
 

Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens aktive medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.

 

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
 

En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog §§ 15 & 16.
 

§ 8. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

 

1)      Valg af dirigent og referent

2)      Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3)      Godkendelse af det reviderede regnskab

4)      Godkendelse af budget

5)      Fastsættelse af kontingent

6)      Indkomne forslag

7)      Valg af formand (lige år)

8)      Valg af kasserer (ulige år)

9)      Valg af sekretær (ulige år)

10)    Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (lige/ulige år)

11)    Valg af suppleanter

12)    Valg af revisor og revisorsuppleant

13)    Evt. valg til distriktets generalforsamling

14)    Eventuelt

 

§ 9. Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 15 og 16.

Afstemninger skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det og altid ved personvalg mellem flere kandidater.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

 

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

 

Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse.

For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.


 

§ 11. Bestyrelsen


Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.


Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer, en formand, en kasserer, en sekretær og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer og vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling.


Formanden og 1 bestyrelsesmedlem vælges i lige år, mens kassereren, sekretæren og 1 bestyrelsesmedlem er på valg i ulige år.


Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (spilleudvalg og turneringskomite) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.


Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller kassereren, er til stede. Klubbens økonomi er et fast punkt på hvert bestyrelsesmøde. Der føres en protokol over bestyrelsens forhandlinger.


De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.


Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 15 år.


Bestyrelsen kan udarbejde klubregler, der skal godkendes på generalforsamlingen.



 

§ 12. Regnskab

Klubbens regnskabsår er 1. April – 31. Marts.

Regnskabet fremlægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling.

 

§ 13. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant.

Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.
 

§ 14. Tegning og hæftelse


Klubben tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening. Kassereren disponerer alene over klubbens konti, herunder Netbank og kontokort. Formanden skal have se-adgang til klubbens konti.


Låneoptagning samt køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.


Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.


 

§ 15. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

§ 16. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede.

 

For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en ekstraordinær generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal.

 

Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening.

 

Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 04. September 2018







_____________________________        _____________________________


   Formand  Jann Larsen                        Dirigent   Mogens Pedersen





 

 





 

 





Etiske regler


Etiske regler:


Lidt om etik ved bridgebordet:


God tone:

Hold den gode tone ved at:


- hilse når I ankommmer

- sige tak for spillet efter runden

- lad være med at skændes med makker - det går også ud over modstanderne

- det er helt Ok at tale sammen - men gem undervisningen af makker til senere

- lad være med at belære modstanderne - med mindre de spørger om et godt råd

Udspil:

- Meldinger og bud fra meldeforløb skal blive liggende indtil der er spillet ud.

- Der spilles fordækt ud, dvs. med bagsiden opad. Udspillet kort vendes, når makker har givet tilladelse.

Pause:

- Spilfører bør nu holde en ’tænkepause’ for at planlægge spilføringen,

- men også for at give modstanderne mulighed for at planlægge modspillet.

Ud- og tilspil:

- Beslut dig til hvilket kort du vil spille, før du trækker kortet op.

- Når en modspiller trækker kort op og sætter dem tilbage på hånden, har makker fået den oplysning at der    var flere muligheder.

- Hvis en spiller forsynder sig mod dette, kan det straffes som "Ubeføjede oplysninger"

- (makker ved jo f.x. nu at det ikke er muligt at give en trumfning i den pågældende farve).

- En modspiller har spillet et kort, når der er sket en tydelig ageren

  (kald på turneringslederen hvis der er tvivl), og altid hvis makker kan have set kortet.

Tøven:

- Spil - og meld - i jævn rytme, hvis muligt.

- Tøven, forstået som en længere tænkepause, er ikke forbudt - hvis der er noget at tænke over.

- Eksempelvis hvis spilfører spiller en spar fra hånden op mod EDx. Den eneste grund til tænkepause her     er, hvis du vil lægge Kongen i for ikke at blive slutspillet. Ellers lægges et lille kort i normalt tempo.

Spilfører:

- Må ikke som tidligere vise alle sine kort. Som for modstanderne er et vist kort spillet,

  og kan ikke ændres med mindre der er tale om kulørsvigt - og så tilkaldes turneringslederen.

Bordet:

- Den blinde må forhindre makker i at begå kulørsvigt (ikke flere hjerter, makker?)

- Ellers må den blinde ikke pege på eller tage kort, spørge eller kommentere.

Lægge ned:

- Hvis man mener at tage resten af stikkene, kan man lægge ned for rest. Her skal angives en spilleplan,

  og viser det sig, spilleplanen ikke giver resten af stikkene (modstanderne havde en trumf mere eller

  langfarve ikke kunne spilles tabsfrit), tilkaldes turneringslederen.


Stik:        

- Bliv enige om hvor mange stik spilfører tog inden kortene pakkes sammen.

Mishag:

- Under spillet er det ikke lovligt - hverken med kropssprog eller verbalt

- at kommentere makkers eller modspillers spil

Se kortene:

- Det er ikke tilladt at tage makkers eller modspillers kort op af mappen

  og se dem efter spillet uden at få lov.






                                                                      

                                                                        

                  

                                                                           

                                                            

                                                                        

                                               

         


BridgeCentral, 15. juli 2024