(Nyt afsnit)











VEDTÆGTER

for

ÆRØ BRIDGEKLUB



§ 1

NAVN OG HJEMSTED

Klubbens navn er ÆRØ BRIDGEKLUB. Dens hjemsted er Ærø. Klubben er stiftet den 19. oktober 1992.



§ 2

FORMÅL

Klubbens formal er at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.



§ 3

TILHØRSFORHOLD

Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Fyn. Herigennem er forbundets og distriktets vedtægter gældende for klubben og dens medlemmer, herunder også forbundets ordning omkring mesterpoints og K-medlemskab.



§ 4

BESTYRELSE

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen, således at 2 er på valg i ulige år og 3 i lige år.


Generalforsamlingen vælger hvert år 2 bestyrelsessuppleanter. Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant.



§ 5

SPILLEUDVALG

Bestyrelsen nedsætter et spilleudvalg til at tilrettelægge og lede turneringerne. I dette skal der være mindst et bestyrelsesmedlem.


Bestyrelsen nedsætter en turneringskomite på 3 medlemmer, hvoraf mindst et skal være medlem af bestyrelsen. Komiteen er klubbens lov- og regelfortolkende udvalg.



§ 6

AFLØNNING

Bestyrelsen har fuldmagt til at engagere personer (herunder turneringsleder), der skal aflønnes for deres arbejde for klubbens drift og virke.






§ 7

REGNSKABSÅR

Klubbens regnskabsår følger kalenderåret. Klubbens regnskab revideres af den valgte revisor.



§ 8

GENERALFORSAMLING

Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på Ærø inden udgangen af april måned.


Dagsorden skal indeholde følgende:

1.  Valg af dirigent

2.  Formandens beretning

3.  Aflæggelse af årsregnskab

4.  Indkomne forslag

5.  Valg af bestyrelsesmedlemmer

6.  Valg af bestyrelsessuppleanter

7.  Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant

8.  Eventuelt


Generalforsamlingen skal indvarsles senest 3 uger før afholdelse ved brev, annonce eller opslag på klubbens opslagstavle.


Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpel stemmeflerhed.


Undtaget herfra er forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3 's majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, samt forslag om klubbens opløsning, som kun kan vedtages med mindst 2/3's majoritet af samtlige klubbens medlemmer.


Såfremt et forslag om klubbens opløsning opnår tilslutning fra 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, men ikke tilslutning af 2/3 af klubbens samtlige medlemmer, indkaldes med mindst 7 dages varsel til en ny generalforsamling, hvor forslaget da, uanset antallet af fremmødte medlemmer kan vedtages med 2/3 's majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.


Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 3 uger efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer har fremsendt ønske herom. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og evt. forslag.


For såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling gælder, at skriftlig afstemning om et forslag kan forlanges af blot et medlem. Skriftlig afstemning er obligatorisk ved valg mellem flere medlemmer.


Stemmeretten kan udøves ved afgivelse af skriftlig og dateret fuldmagt til et andet medlem. Et medlem kan dog højst repræsentere tre andre medlemmer. Fuldmagten skal afleveres til bestyrelsen inden generalforsamlingens begyndelse.







§ 9

KONTINGENT


Bestyrelsen fastsætter det årlige kontingent, og hvorledes det skal opkræves. Ved indmeldelse i klubben betales et af bestyrelsen fastsat indskud. Unge under uddannelse betaler halvt klubkontingent.



§ 10

TILSKUD TIL TURNERINGSDELTAGELSE

Bestyrelsen kan bevillige kontant tilskud til medlemmers deltagelse i turneringer, der arrangeres af Danmarks Bridgeforbund.



§ 11

MEDLEMSKAB

Bestyrelsen godkender optagelse i klubben. Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen, dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter en halv sæson, når omstændighederne taler herfor. Medlemskab af klubben overføres automatisk fra en sæson til den næste sæson, med mindre bestyrelsen har modtaget udmeldelse senest 1. april.



§ 12

MEDLEMMERS RETTIGHEDER OG PLIGTER

Særlige bestemmelser om medlemmernes rettigheder og pligter, samt ordensregler er angivet i

"KLUBREGLER FOR ÆRØ BRIDGEKLUB".



§ 13

KARANTÆNE/EKSKLUSION

Hvis bestyrelsen idømmer karantæne eller ekskluderer et medlem, skal medlemmet have skriftlig underretning herom. Der henvises til bestemmelserne i § 13 - 14 i Danmarks Bridgeforbunds vedtægter.

I henhold til disse paragraffer indberettes der skriftligt til forbund og distrikt, når der er tale om anden begrundelse end kontingentrestance.



§ 14

OPLØSNING AF KLUBBEN

I tilfælde af klubbens opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om overførsel af klubbens eventuelle formue og aktiver til en anden forening eller institution hjemmehørende på Ærø, hvis aktiviteter er i overensstemmelse med klubbens formålsparagraf eller i dennes ånd.


Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 26. april 1993.

Vedtægterne er senest ændret på generalforsamlingen den 22. april 2017.




BridgeCentral, 23. oktober 2024