|
|
Appel 12-LK-3
Danmarks Bridgeforbunds Appelkomite |
Appellen er fra 2. division, 2013-01-13.
Denne appelsag handler om hvorvidt udeholdet skal have mulighed for
at appellere den mundtlige appelkomites afgørelse til DBf's
Appelkomite. Hvis udfaldet af sagen bliver at udeholdet kan appellere,
vil den efterfølgende appel blive behandlet som en selvstændig appelsag.
Referat af hændelsesforløbet
Spilledagen (2013-01-13) - under kampen
Turneringslederen tilkaldes i kampen søndag eftermiddag i første
halvleg (spilles 13:00-15:30). Turneringslederen tager sagen med sig og
rådfører sig med sin kollega. Turneringslederen når senere frem til en
afgørelse og meddeler spillerne den.
Hjemmeholdet ønsker at appellere sagen. Turneringslederen
organiserer en mundtlig appelkomite (MAK), som skal samles efter at
kampen er slut. Turneringslederen meddeler spillerne ved bordet hvor og
hvornår appelbehandlingen skal finde sted. Udeholdet har imidlertid
ikke opfattet at de har modtaget en detaljeret besked om hvor og
hvornår de skal møde frem.
Spilledagen (2013-01-13) - efter kampen
Da MAK'en samles, er udeholdets spillere ikke til stede.
Turneringslederen forsøger at finde udeholdets spillere på
spillestedet, men det lykkes ikke. Udeholdets spillere fortæller at de
var til stede på spillestedet i lang tid efter spilletids ophør.
Turneringslederen beder MAK'en om at behandle sagen uden at udeholdet
er til stede, men at standse behandlingen og henvise sagen til
skriftlig behandling hvis MAK'en undervejs mener at de har brug for
oplysninger fra udeholdet.
MAK'en når frem til en afgørelse, hvor hjemmeholdets appel bliver taget til følge.
Turneringslederen meddeler MAK'ens afgørelse til hjemmeholdet og retter
kampsedlen. Turneringslederen har ikke efterfølgende meddelt MAK'ens
afgørelse til udeholdet (mundtligt eller skriftligt).
2013-01-29 - Henvendelse fra DBf's sekretariat
DBf's sekretariat, som er turneringsarrangør, henvender sig til
udeholdets kaptajn for at for løst en uoverensstemmelse mellem
kampsedlen og det resultat som er beregnet ud fra resultaterne der er
indtastet af spillerne i Bridgematerne, og som bl.a. bruges til
multiholdberegningen.
2013-01-30 - Udeholdet henvender sig til turneringslederen
Udeholdets kaptajn henvender sig til en af turneringslederne for at
høre om der har været en appelsag han ikke har hørt om. Den
turneringsleder han henvender sig til, er tilfældigvis ikke den der
aktuelt havde med appelsagen at gøre.
2013-01-31 - Udeholdet får at vide at der var tale om en appelsag
Ved korrespondance mellem de to turneringsledere bliver det opklaret
at der var tale om en appelsag, og at turneringslederen havde vurderet
at udeholdet var udeblevet fra appelbehadnlingen. Dette meddeles
udeholdets kaptajn, som dog ikke ved den lejlighed får selve appelsagen
og afgørelsen tilsendt.
2013-02-01 - Udeholdets holdkaptajn protesterer
Udeholdets holdkaptajn er ikke enig i at udeholdet udeblev, og
protesterer i den anledning over for turneringslederne over den måde
appelproceduren er forvaltet på.
2013-02-04 - Protesten videresendes til Chefturneringslederen
Turneringskomiteens formand fungerer som chefturneringsleder for
DBf's holdturneringer. Turneringslederne videresendte derfor udeholdets
protest til chefturneringslederen.
Chefturneringslederens afgørelse og begrundelse
Jeg har set på
det proceduremæssige i sagen. Alle reglerne om dette kan du se i
Turneringslederhåndbogen (http://www.bridge.dk/lov/love07/n22.htm).
Mine overvejelser og konklusioner kan du se nedenfor.
Det er min opfattelse (jf. punkt c nedenfor), at det er for sent at
appellere sagen til AK. Hvis I alligevel ønsker at appellere, skal
dette gøres ved at sende en mail til AK (ak@bridge.dk) om dette, senest
fredag den 08.02.2013 kl. 23.59, gerne ved at videresende denne mail.
Jeg vil gå ud fra, at AK vil tage stilling til, om appelfristen skal
regnes for overholdt pga. de særlige omstændigheder i sagen, før de i
givet fald vælger at behandle den bridgemæssige side af sagen.
Depositum vil være kr. 200.
(Her er et afsnit udeladt redaktionelt)
a) Var det korrekt at gennemføre MAK’en under omstændighederne?
Som udgangspunkt skal begge parter være til stede, og som det fremgår
af § 251B, kræves det, at begge parter er bekendtgjort med appellen.
Ifølge dit udsagn var I ikke bekendtgjort med appellen. Ifølge
turneringslederens udsagn blev alle 4 spillere orienteret ved bordet.
Det er svært at få til at stemme, så noget må være gået galt i
kommunikationen ved bordet – begge parter mener sandsynligvis, at
skylden er den andens :-) – så det er vanskeligt at tage nærmere
stilling til.
Under alle omstændigheder har turneringslederen vurderet, at dit par
var ordentligt orienteret, samt at der ikke var tvivl om
kendsgerningerne i sagen, og at sagen derfor kunne gennemføres som
MAK-sag.
b) Meddelelse om afgørelsen.
I skulle naturligvis have haft besked om afgørelsen, bl.a. så I kunne
tage stilling til, om I ville appellere til AK. Det fremgår af § 253D2.
Det er en fejl, at dette ikke skete, og det beklager vi.
c) Appelfrist til AK.
Når en afgørelse meddeles skriftligt, giver man normalt en frist på 48
timer til en fornyet appel (jf. § 255C2). I forhold til dette ville jeg
lægge til grund, at I blev orienteret om afgørelsen den 29. januar, da
sekretariatet kontaktede dig for at få konsolideret resultaterne i
BridgeCentral, og at du har protesteret mod dette den 30. januar.
Alligevel mener jeg, at appelfristen skal regnes for overskredet, fordi
alle fejl i resultaterne skal findes inden for 1 uge (§ X79B2). Denne
regel hænger sammen med, at et resultat før eller siden skal være
uomstødeligt, uanset hvilke fejl der måtte være begået.
Chefurneringslederens afgørelse er appelleret af udeholdet.
Afgørelse
Appellen tages til følge. |
Den mundtlige appelkomites afgørelse er appelleret rettidigt til DBf's Appelkomite.
Appellen af den mundtlig appelkomites afgørelse behandles som sag 12-AU-12.
|
Depositum returneres |
Lovkommissionens afgørelse
er
enstemmig. |
Begrundelse
Appelfristen for at appellere
afgørelsen fra en mundtlig appelkomite til skriftlig behandling i DBf's
Appelkomite er normalt 30 minutter efter at afgørelsen er meddelt
parterne, medmindre turneringslederen giver en anden frist i den
forbindelse (§ 253D3). I den konkrete situation har turneringslederen
imidlertid ikke meddelt udeholdet den mundtlige appelkomites afgørelse.
Appelkomiteen vurderer derfor at denne frist ikke direkte har været
relevant.
Udeholdet har haft mulighed for at opdage appelafgørelsen ved at læse
de officielle resultater på DBf's websted, som blev ændret til at
afspejle afgørelsen samme aften. Udeholdet har derimod ikke kunnet se
resultatet af afgørelsen på de resultater der offentliggøres i
forbindelse med multiholdopgørelsen. Appelkomiteen har derfor vurderet
at udeholdet først er blevet bekendt med appelafgørelsen i forbindelse
med mailkorrespondancen den 31. januar. I denne mailkorrespondance var
der ikke tale om en formel bekendtgørelse af afgørelsen ledsaget af en
frist. Appelkomiteen har her vurderet at bestemmelserne i § 255C2 om en
frist på 48 timer ved en skriftlig meddelelse skal finde anvendelse.
Udeholdets protest pr. mail den 1. februar anser Appelkomiteen herefter
for en rettidig anmodning om appel.
Appelkomiteens efterfølgende behandling af udeholdets appel vil kunne
føre til en ændring af kampens resultat inden for rammerne af § X79B1.
Appelkomiteen bemærker i øvrigt
- Det er en normal situation at en sag der er rejst som
turneringsledersag eller appelsag inden den oprindelige appelfrists
udløb, somme tider afgøres nogle uger efter at spillet blev spillet.
Den frist på en uge der nævnes i § X79B2, har ingen betydning i den
anledning.
- Turneringslederen
besluttede i situationen at udeholdet ikke var
til stede fordi de havde valgt at blive væk. Udeholdet fremfører at de
ikke mener at de var blevet gjort bekendt med hvordan appellen skulle
behandles. Appelkomiteen har ikke fundet det nødvendigt at træffe en
afgørelse der fastlægger en årsag til at udeholdet ikke var til stede
ved den mundtlige appelkomites behandling af sagen. Appelkomiteen
benytter dog denne lejlighed til at fremhæve nogle regler som gælder i
denne forbindelse:
- (§ 251A2) Parterne i en appelsag forventes at give møde ved mundtlig appelbehandling, men de har ret til at vælge at blive væk.
- (§ 251B1) Mundtlig appelbehandling kan ikke finde sted hvis en af parterne ikke blevet gjort bekendt med appellen.
Partsindlæg
Det materiale som Appelkomiteen modtager som indlæg fra parterne i sagen,
bliver ikke offentliggjort, men det indgår i Appelkomiteens behandling af
sagen.
Modtaget materiale |
Dato |
pr. |
fra |
Oprindelig mailkorrespondance |
2013-02-08 |
e-mail |
udeholdet,
sekretariatet,
chefturneringslederen
og turneringslederne
|