|
LKU-17
Fortolkning af § 102 og § 103 |
||
DBf's
Lovkommission - Udtalelse nr. 17 - 2. udgave - september 2017 |
DBf's spillerhåndbog definerer i § 102 begrebet åbent forsvar-aftaler og i § 103 begrebet højkunstige systemer. Disse begreber bruges ofte som grundlag for at forbyde eller begrænse brugen af konkrete aftaler i en turnering (jf. § 40B).
Det er deltagerens eget ansvar at overholde de begrænsninger i makkeraftaler som gælder for en turnering. Medmindre andet fremgår af turneringens propositioner, skal makkeraftaler ikke godkendes inden spillet.
Hvis en deltager på forhånd henvender sig for at bede turneringsarrangøren om en stillingtagen til en konkret makkeraftale, har turneringsarrangøren ret til at træffe en afgørelse, som derefter vil gælde for turneringen (eller resten af turneringen). En sådan afgørelse kan ikke omstødes af turneringslederen på spillestedet (§ 81B2). Turneringsarrangøren har ikke pligt til at træffe sådanne forhåndsafgørelser, men kan henvise deltageren til turneringslederen på spillestedet.
Når turneringsarrangøren træffer sådanne afgørelser, skal de meddeles deltageren skriftligt. Hvis der på spillestedet opstår tvivl om en forhåndsgodkendelse, har deltageren selv ansvaret for at dokumentere afgørelsen over for turneringslederen.
På spillestedet kan en deltager bede turneringslederen om at tage stilling til en konkret makkeraftale, hvorefter turneringslederen træffer en afgørelse (jf. § 81C2). Turneringslederens afgørelse i sådanne situationer har samme status som andre turneringslederafgørelser. Hvis turneringsarrangøren har truffet en afgørelse på forhånd, kan turneringslederen ikke omstøde den.
Turneringsarrangørens afgørelser om makkeraftaler kan appelleres af den deltager der stiller forespørgslen, i henhold til bestemmelserne i § 255C.
I turneringer hvor makkeraftaler oplyses på forhånd, kan turneringsarrangøren vælge at meddele sin afgørelse til samtlige deltagere i turneringen. I givet fald gælder bestemmelserne i § 255C for alle deltagernes ret til appel. I en sådan situation kan appelfristen udløbe inden selve turneringen begynder.
Hvis en deltager har fået forhåndsgodkendt en makkeraftale af turneringsarrangøren, men modstanderne først bliver bekendt med afgørelsen i forbindelse med spillet, styres modstandernes protestmuligheder og appelfrist af § 92B.
Hvis turneringslederen har godkendt en makkeraftale efter forespørgsel fra en deltager, styres modstandernes protestmuligheder og appelfrist af § 92B.