Klagerubrikken En artikel fra FTL-nyt nummer 1, sommer 1992.

TUK modtager fra tid til anden klager over turneringslederes optræden. TU-reglementet bestemmer, at sådanne klager kun kan indgives gennem turneringslederen. I praksis læser TUK alligevel "ureglementerede" klager, blandt andet for at kunne gengive den lektie, der kan uddrages af klagen i anonymiseret form i denne rubrik. Det er selvfølgelig utænkeligt, at en klage indgivet uden om den officielle kanal (som er gennem turneringslederen inden for appelfristen) kan have indflydelse på resultatet af en turnering.
 

TUL underholder for meget

TUK understreger, at denne løsslupne stil, som bidrager til at gøre et åbent hus hyggeligt, ikke er velvalgt til en forbundsturnering.  FTL'erne opfordres til ikke at give anledning til sådanne klager.
 

Turneringslederen kan ikke lovene

Det er godt nok indviklet, men vi har jo allesammen styr på det.  Eller har vi?  Hvis det er spilfører, som svigter kulør, og bordet, som siden vinder et stik, er bordet så "samme spiller" som spilfører?

Svaret er nej.  Bordet og spilfører er forskellige spillere; det siger autoriteterne.  Lad som om der står "hånd" i stedet for spiller.

B dømte først forkert, kom så i tvivl, kontaktede en anden FTL pr. telefon, besluttede efter telefonsamtalen (korrekt) at dommen skulle ændres - og så er der bare tilbage at rette resultatet (medmindre selvfølgelig én af spillerne blev vildledt af den forkerte dom; i så fald må man justere scoren for fejldom (60%-60%)).

Klagen går (desværre) på, at B ikke på stående fod kunne lovene og deres fortolkninger perfekt, selv om netop dette eksempel har været gennemgået på FTL-kurset.  TUK mener klagen er urimelig; turneringsledere, også FTL'er, laver fejldomme.  Tværtimod er B's anstrengelser for at nå frem til en rigtig dom i en tvivlsom situation et eksempel til efterfølgelse.
 

Turneringsleder appellerer sin egen afgørelse

Den lokale appelkomite (som ikke er forbundets) accepterer at behandle appellen og sørger efterfølgende for at orientere de involverede parter.  Efterhånden bliver formalia omkring appellen alle opfyldt (omend det sker noget efter fristen i § 79C er udløbet).

Ad omveje når forløbet frem til TUK (som en slags klage over C).  TUK er ikke fornøjet med, at C ikke holder sig til den afstukne vej for appelprocedurer. Reglerne for appeller er bl.a. til for at sikre, at man ved, om et resultat er endeligt, og de tåler kun dårligt at blive undergravet.  TUK ville have støttet den lokale appelkomite, hvis den afviste appellen (men det påhviler ikke TUK at påtale en lokal appelkomites handlemåde; det kunne nok kun ske ved videre appel).
 

Turneringslederen kryber udenom en (ubehagelig) stillingtagen

Klagen har ingen virkning som appel; men det fortæller indsenderen selv. TUK behandler klagen alene med det formål, at FTL'erne kan lære af hinandens fejl.

Som det her er beskrevet, ligner det en forkert dom af D.  Hvis man fastslår, at der foreligger en uregelmæssighed, at den ikke-fejlende side har lidt skade af uregelmæssigheden, og at der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, som taler imod det, skal man tildele justeret score for at holde den ikke-fejlende side skadesløs.  Som sagen er fremstillet, ville justeret score være på sin plads.  Da et af de kriterier som FTL'er især skulle være kendt for, er, at han tør tildele justeret score (bl.a. fordi han faktisk gør det flere gange om året ved almindeligt virke som FTL), ville det være uheldigt at modtage en sådan klage over en FTL.  Hvis afgørelsen havde været appelleret, ville AK nok have tildelt justeret score uden forbehold.

Så var der advarslen.  Hvis D skønner, at Vest ikke var opmærksom på sin tøven, men tøvede p.g.a. uopmærksomhed bør D vel nøjes med at belære Vest om at han så skal sige "undskyld, jeg havde ikke noget at tænke over", når han opdager fejlen.  Hvis D skønner, at Vest "tøvede med vilje", er det  overdrevet venligt mod Vest at nøjes med en advarsel; strafpoint er bedre -- så kan appelkomiteen jo nedsætte straffen, hvis den finder sagen undskyldelig.

Men hvad gør man så med spillere, som "tøver ved en fejltagelse" for tit?  Man skal indberette dem.

Hvordan?  Til hvem?  Det kommer der mere om i et senere nummer.
 

Turneringslederen kommer (for) sent

Turneringslederen bruger mere end 20 spil til en halvleg

For at lette kortbytningen, starter turneringsleder F spil 1-40 (ikke bare spil 1-20) i første halvleg af en kamp.  Spillere fra hold X ugler en kamp mellem Y og Z i åbent rum.  I næste halvleg går de ind som deltagere i kampen og skal spille de kort, de lige har uglet.  F præsenterer spillerne for to måder at rette situationen på: (1) F kan forbyde de spillere, der har uglet, at spille, eller (2) F kan bruge håndgivne kort til den næste halvleg.   Det endte med løsning (2).

FTL'er forventes at have så megen erfaring i, hvordan kortene bruges i sådanne holdturneringer, at F kun kunne lave den oprindelige planlægningsfejl ved en meget uheldig tanketorsk.  Når F derefter skal rette op på brøden, er (2) (som blev valgt) den eneste relevante udvej.  En FTL må kunne indse, at man ikke skal overlade til spillerne at træffe valg om turneringens tilrettelæggelse, og at (1) er en uantagelig løsning på problemet, som F ikke burde kunne finde på bare at lufte for spillerne.  Hvorfor er den uantagelig?  Den lader spillerne lide en skade (manglende frihed til at sætte hold ved en halvleg) pga en fejl, som turneringslederen har begået; og den lader hånt om, at de uglende spillere har haft kontakt med deres holdmakkere under pausen, hvorved de helt uskyldigt kan have givet ubeføjede oplysninger til dem, der kommer til at spille:  "Så skulle I se en oplagt 7ut, de brændte inde ved siden af."