Om at være TL ved Junior-VM af Jens Brix Christiansen En artikel fra FTL-nyt nummer 2, september 1993.

[Bilag 1: Appel fra runde 15 i Junior Swiss Pairs]
[Bilag 2: Understanding the Rules of the Game af Bobby Wolff]

Jeg tilbragte den første del af august med at være turneringsleder ved junior-VM i Århus.  Det var selvfølgelig en særlig oplevelse at være turneringsleder næsten hele den vågne tid i over en uge; og det var spændende at være i en situation, hvor der altid var andre TL'er at konferere med, når der skulle skønnes; men det var også en oplevelse at lære om de subtile stilforskelle mellem turneringer under World Bridge Federation (WBF) og vores hjemlige forbundsturneringer.

Disse forskelle, som er hovedemnet for dette indlæg, blev fremhævet for mig på tre måder:

1. Vi fik en belæring fra appelkomiteen inden turneringens start.  Det gik især på stof, som er standard for danske FTL'er:  Hvis en sag ikke kræver en afgørelse ved bordet, så skaf dine oplysninger, tag sagen med væk fra bordet, og tal med en anden om den, inden du beslutter.
2. Chef-TL'en, Hans-Olof Hallén fra Malmö, og hans assisterende chef-TL, Gary Blaiss fra Texas, var meget åbne i diskussioner om kendelser og principper, og konfererede som en selvfølge med de to menige TL'er, Torben Johansen og mig selv.  Det har helt sikkert udviklet min dømmekraft i skønssituationer.
3. Vi havde anledning til at opleve appelkomiteens afgørelser på første hånd.

1. Enhver tvivl skal komme den "ikke fejlende" til gode.  WBF forvalter denne regel som (næsten) ensbetydende med, at TL skal dømme mod den fejlende side og lade den fejlende side appellere.
2. Når en spiller bluffer, så har makker ikke ret til at nyde godt af en heldig beslutning, som kunne skyldes, at han har gættet makkers bluff.
3. Appeller behandles ikke anonymt og skriftligt, men derimod mundtligt og ved fremmøde af de berørte parter; i stilen minder det om en retssag.
4. Fodnoten til §12, der lyder Appelkomiteen kan ændre en justeret score af retfærdighedshensyn, benyttes ofte og til formål som overraskede mig.  (Nej, den står ikke i dit eksemplar af lovene, men den gælder, og den bruges også somme tider af DBF's appelkomite).
5. Udregning af parturneringer med split score sker ikke efter nogen aftalt norm i WBF-turneringer -- og der er mange forskellige praksiser.  I Århus var praksis fastlagt af Ib Axelsen, som havde programmeret det barometerturneringsprogram, vi brugte.  Den var sjovt nok ikke den samme som DBF's reglement foreskriver.

1. Enhver tvivl skal komme den "ikke fejlende" til gode.

Vi forsøgte at køre efter denne retningslinje i starten af den indledende alle-mod-alle-turnering; men allerede i første runde kom vi ud for, at den "fejlende" side ikke appellerede en dom, vi ærligt talt syntes var urimelig, men som vi ikke ville være ægte overrasket over, at appelkomiteen opretholdt.  Det var vist en tøvesag, men det kunne også have været et tilfælde af forskellige forklaringer på de to sider af skærmen.  Vi syntes ikke, vi kunne forsvare, at enhver diskussion om en tøven ved bordet skulle blive til en dom mod den tøvende -- det mener vi ikke er lovenes idé -- så vi fastlagde en praksis med en mere lempelig fortolkning af direktivet.

I praksis lod vi mindst 2 og helst flere TL'er udtale sig om sådanne tilfælde, og kun hvis alle var enige i dommen, dømte vi for den "fejlende" side, selv om det forekom muligt, at en appel ville ændre dommen.   Denne praksis svarer nogenlunde til den, jeg tror danske FTL'er tilstræber, når de da kan få fat på nogen at diskutere deres domme med, inden de afsiger dem.

Hans-Olof Hallén havde tidligere prøvet en turnering, hvor appelkomiteen blev lagt ned af appeller af "horrible" domme fra TL's side, så han var motiveret for vores praksis.  Bemærk i øvrigt, at jeg skriver "den fejlende" i anførselstegn -- for når TL's skøn går på, at der trods alt ikke er nogen uregelmæssighed, så er "den fejlende" jo et lidt skrapt begreb at bruge.

Jeg går ind for den praksis, vi endte med, og jeg anbefaler ikke, at vi i danske FTL-kredse går over til at være mere "i tvivl", end vi plejer.

2. Man må ikke være heldig, når makker bluffer.

Altså: Hvis en spiller bluffer, og hans makker træffer en heldig beslutning i en valgsituation, så er det hos WBF nok til at justere scoren, også uden at man derved anklager nogen for at have modtaget oplysninger ad ubeføjet vej.  En spiller er først frit stillet, når det er objektivt klart, at hans makker har bluffet; det er ikke nok, at det er klart, at nogen har bluffet: Så længe man ikke objektivt ved, at det er makker, så skal man gå ud fra at makkers melding (eller spil) er bluff-frit.

Hos DBF er det min klare opfattelse, at man "altid" har lov til at gætte på, at makker har bluffet, og at man har lov til uden korrektion at træffe heldige beslutninger oven på makkers bluff.  Jeg mener også, at DBF tillader, at man foretager handlinger, der tager højde for, at makker kan have bluffet, når blot man ikke har en (eventuelt tillært) aftale om, hvad der foregår.

Følgende appelafgørelse kan give et fingerpeg; jeg gætter på, at den danske appelkomite havde ladet scoren stå ved magt:
(Se bilag 1: Appel fra runde 15 i Junior Swiss Pairs):

TL konstaterede, at N havde bluffet, men fandt ingen uregelmæssighed i, at S krævede for en runde på en honnørsvag hånd, eller i at S ikke konkurrerede i hjerter oven på 4, og heller ikke i at N ikke konkurrerede i klør oven på 4:  resultatet stod ved magt.  AK lod scoren stå ved magt for ØV (de fandt, ØV selv var ude om at brænde slemmen), men justerede til -980 for NS, som de fandt havde truffet for heldige beslutninger oven på en bluff.  AK kaldte denne praksis for Princippet om det heldige sammentræf.

Jeg er selv tilhænger af at justere scorer efter Princippet om det heldige sammentræf, for jeg finder det forkert, at sanktionerne over for tvivlsomme bluffsituationer i praksis enten er "godkendt", eller også er "I snyder".  Ellers er der ingen mellemvej, hvormed man kan begrænse udviklingen af bluffmeldinger til underforståede makkeraftaler på anden måde end ved at lade den enkelte spiller bestemme grænsen med sin egen integritet.  Bemærk, at i den ovenstående situation kan en WBF-TL selv tildele det resultat, AK nåede frem til.

WBF's praksis betyder, at det anses for normalt, at TL tilkaldes, når der har været konstateret en (indtægtsgivende) bluff, og at den bluffende med selvfølgelighed skal finde sig i, at TL vurderer, om bluffen har overtrådt princippet om det heldige sammentræf.  Det betyder også, at man faktisk fjerner muligheden for at tjene på, at begge makkere bluffer "samtidigt".

3. Mundtlig appelforhandling.

Jeg var med i tre appelsager, og fik flere refereret, og det var klart for mig, at den mundtlige form gav AK et langt mere nuanceret billede at træffe afgørelse efter, end man får i DBF's AK.  Men der er to ulemper:

• Det kan være svært at undgå overtoner, hvor AK beskyldes for at inddrage, hvor gode parterne er til at tale deres sag (eller hvor sympatisk man finder netop deres land), og
• Det er ofte meget svært at gennemføre -- her var der trods alt tale om en internatturnering.

4. Fodnoten til §12.

Jeg læser dommen således:  Det er ikke helt retfærdigt, at I får et godt resultat, når S har tøvepasset og N derefter har meldt, selv om vi ikke dømmer N til egentlig at have valgt en handling, som kunne være tilskyndet af S's pause.  Derfor tager vi et IMP fra jer. (Det var en parturnering med IMP-regnskab, og IMP'ene var gennemsnit af 22 sammenligninger; det var stipuleret i turneringsbetingelserne, at 60% hhv. 40% skulle fortolkes som +2 IMP hhv -2 IMP.)

Det er klart for mig, at AK har ret til at gøre sådan, og jeg mener også, det er klart, at TL ikke må dømme sådan:  han skal holde sig til §12 uden fodnote.  Så jeg tror ikke vores FTL'er har nogen praksis at ændre i den anledning.

5. Split score i parturneringer.

5.1 60% og alt det der.

• I Danmark og vist også i Sverige sænker vi toppen med én og hæver bunden med én.  Det er, som vi alle har hørt propaganderet, lettest, når man regner med middel 0.
• I USA laver man også en sammenligning mindre, men så skalerer man resultaterne op, så top, bund og middel bliver (omtrent) det samme som før, formodentlig ved hjælp af Neubergs formel.  Ved skaleringen afrunder man til nærmeste tiendedel parpoint -- og en turnering kan vindes med 0.1 parpoint som margin.  Igen er det lettest at håndtere, når man har middel 0: hvis fx ét bord således udgår af en 20-bords turnering, så skal man gange det "danske" resultat med 20/19 for at få "det amerikanske".  De med middel 19 skal regne noget mere, jf. Jesper Dybdals oplevelser i Norge i februar 1993.

5.2 NS -980, ØV +480, og alt det der.

• I Danmark hæver vi bunden og sænker toppen og beregner de andre resultater. Derefter går vi ind i den derved fremkomne frekvenstabel og tildeler parpoint til de udestående scorer.  Spillets point balancerer normalt ikke.  Der skaleres ikke op (efter 5.1. USA)
• I Sverige udnævnes ét af resultaterne til det, der bruges til sammenligning.  Så udregnes hele spillet på sædvanlig vis.  Til sidst tildeles en anden score til det afvigende resultat, iht. frekvenstabellen.  Spillets point balancerer normalt ikke.  Toppen og bunden er, som de plejer at være.
• I USA udregnes en frekvenstabel for alle NS-par for sig og for alle ØV-par for sig.  En splittet justeret score giver derved en smule ubalancerede scorer ved mange borde; men hele spillet balancerer normalt.  Toppen og bunden er som de plejer at være.

5.3 NS -980, ØV +980, og alt det der.

5.4  Hvad bør DBF gøre?

[Da denne appelformular i det trykte FTL-nyt var en fotokopi af en håndskrevet formular, er den her skrevet af og oversat til dansk]

Turneringsleder: Jens Brix Christiansen.
Turnering: Swiss Pairs, 11. august 1993, runde 15.
Appel af: ØV.
 

Spil 17  Nord/Ingen	8 2  B 10 8 6  E 6 4  D B 9 6
E K D 7 6 4 3    E    D 9 5    3 2		10 9 5  K 9 7 2  K B 10 8 7  E
	B  D 5 4 3  3 2  K 10 8 7 5 4

VEST			NORD			ØST			SYD
				2	1		pas			3	2
	4			pas			pas			pas
1. svag, 6-10, 6-farve i hjerter   2. rundekrav

[ Tilbage til artiklen ]

An interesting case appeared in the Swiss Pairs:
 

Board 9  North/EW	-  10 4 2  Q 10 9 8 3 2  Q J 10 5
A K J 9 5 4    Q J 9    K 7    9 2		Q 8 6  8 6 5  J 6  A K 7 6 4
	10 7 3 2  A K 7 3  A 5 4  8 3

WEST			NORTH			EAST			SOUTH
				pass			pass			1
	2			4			4			...pass
	pass			5			dbl.			pass
	pass			pass

Since

(1)

EW being able to make 620 is random (the configuration of cards is such that with other N/S distributions they can easily come to four defensive tricks),

(2)

EW would not have protested had 4 been set accepting their 300 rather than -100 (rulings should never affect normal playing luck),

(3)

North could have bid 5  immediately, and

(4)

actually if North took advantage, he completely misread his partner's hesitation (he did exactly the opposite partner wanted him to do) when he bid 5 - for these reasons EW were not entitled to more than 300 points.

Score stands but NS are penalized 1 procedural IMP for bidding after partner's hesitation. After a player hesitates, that player should usually prefer bidding and if he doesn't and chooses to pass he must realize that his partner is under a severe ethical responsibility not to be advantaged by the hesitation.

Morally, a player should feel a procedural penalty more than a score adjustment.

[ Tilbage til artiklen ]