Til forsiden Indhold Forord Lovenes formål About...
 

KAPITEL VI
Spillet

DEN KORREKTE FREMGANGSMÅDE


§41. Spillets begyndelse
 
A.Fordækt åbningsudspil

Når tre passer efter tur har efterfulgt et bud, en dobling eller en redobling, spiller den formodede spilførers MTV ud. Åbningsudspillet foretages fordækt*). Det fordækte åbningsudspil må kun tages tilbage efter turneringslederens anvisning efter en uregelmæssighed**) (se §47E2 angående tilbagetagelse af et udspil baseret på misinformation). Det tilbagetagne kort skal tilbage på den pågældende modspillers hånd.

 
B.Gentagelse af meldeforløbet og spørgsmål

Før åbningsudspillet vendes, kan makkeren til den spiller, der spillede ud, og den formodede spilfører kræve meldeforløbet gentaget eller anmode om en forklaring på en modstanders melding (se §20). Spilfører og begge modspillere kan kræve meldeforløbet gentaget, første gang de skal spille et kort. Denne ret ophører, når den pågældende spiller et kort. Modspillerne (underkastet bestemmelserne i §16A angående uvedkommende oplysninger fra makker) og spilføreren bevarer gennem hele spilleperioden retten til at anmode om forklaringer, når de er i tur.

 
C.Åbningsudspillet vendes

Efter at spillerne er færdige med at spørge, vendes åbningsudspillet, spilleperioden begynder, og den blindes kort lægges ned på bordet. Når det er for sent at få tidligere meldinger gentaget (se punkt B), har spilfører og begge modspillere i tur ret til at få oplyst, hvad kontrakten er, og om - men ikke af hvem - den er doblet eller redoblet.

 
D.Den blindes kort

Efter at åbningsudspillet er vendt, anbringer den blinde sin hånd spredt ud på bordet foran sig med billedsiden opad, sorteret i farver og rang, i kolonner med længderetning mod spilfører og med trumferne til højre for den blinde. Spilfører spiller både sine egne og den blindes kort.

 

*) Den arrangerende organisation kan bestemme, at åbningsudspillet skal foretages med et åbent kort.

**) I turneringer under DBF kan et fordækt åbningsudspil uden for tur tages tilbage uden tilkaldelse af turneringslederen og uden straf.


§42. Den blindes rettigheder
 
A.Absolutte rettigheder
 
1.

Oplysninger fra den blinde
Den blinde har ret til i turneringslederens nærværelse at give oplysninger om, hvad der rent faktisk er sket, og at svare på spørgsmål i forbindelse med disse love.

 
2.

Kontrol med stik
Den blinde må holde tal på vundne og tabte stik (se §65B).

 
3.

Spil af bordets kort som spilførers hjælper
Den blinde spiller bordets kort som spilførers hjælper og efter dennes anvisninger (se §45F, hvis den blinde foreslår et ud- eller tilspil).

 
B.Betingede rettigheder

Den blinde har desuden følgende rettigheder, som dog er underkastet begrænsningerne i §43:

 
1.

Forespørgsel om kulørsvigt
Hvis spilfører ikke bekendte, må den blinde spørge spilfører, om denne har et kort i den udspillede farve. Den blinde må derimod ikke spørge en modspiller om det samme.

 
2.

Forsøg på at forhindre en uregelmæssighed
Den blinde må forsøge at forhindre spilfører i at begå enhver uregelmæssighed.

 
3.

Henledelse af opmærksomheden på en uregelmæssighed
Den blinde må henlede opmærksomheden på enhver uregelmæssighed, men først efter at spillet af kortene er afsluttet.


§43. Begrænsninger af den blindes rettigheder
 

Bortset fra de i §42 anførte rettigheder gælder følgende begrænsninger af den blindes rettigheder:

 
A.Begrænsninger

 
1.

Generelle begrænsninger

 
a.

tilkaldelse af turneringslederen
Medmindre en anden spiller har henledt opmærksomheden på en uregelmæssighed, bør den blinde ikke tage initiativ til at tilkalde turneringslederen under spillet.

 
b.

henledelse af opmærksomheden på en uregelmæssighed
Den blinde må ikke henlede opmærksomheden på en uregelmæssighed under spillet.

 
c.

deltagelse i eller kommentering af spillet
Den blinde må ikke deltage i spillet eller give spilfører nogen som helst oplysninger, direkte eller indirekte, om spillet.

 
2.

Begrænsninger der indebærer særlige straffe

 
a.

bytning af hænder
Den blinde må ikke bytte hænder med spilfører.

 
b.

optræden som tilskuer
Den blinde må ikke forlade sin plads for at se spilfører spille.

 
c.

betragtning af en modspillers hånd
Den blinde må ikke på eget initiativ se billedsiden af et kort på nogen modspillers hånd.

 
B.Straffe for overtrædelse af begrænsningerne

 
1.

Generelle straffe
Ved overtrædelse af de i punkt A1 og A2 nævnte begrænsninger udsætter den blinde sig for straf i henhold til §90 (straffe for fejl i fremgangsmåden).

 
2.

Særlige straffe
Hvis den blinde overtræder en af de i punkt A2 nævnte begrænsninger, gælder følgende:

 
a.

advarsel til spilfører mod udspil
Hvis den blinde advarer spilfører mod at spille ud fra forkert hånd, kan en af modspillerne vælge, fra hvilken hånd spilfører skal spille ud.

 
b.

spørgsmål til spilfører om mulig uregelmæssighed
Hvis den blinde er den første, der spørger spilfører, om et ud- eller tilspil fra dennes hånd er kulørsvigt, skal spilfører erstatte det spillede kort med et lovligt, hvis spilførers ud- eller tilspil var ulovligt, og strafbestemmelserne i §64 (fremgangsmåden efter en etableret kulørsvigt) anvendes, som om kulørsvigten var etableret.

 
3.

Henledelse af opmærksomheden på en uregelmæssighed begået af en modspiller
Hvis den blinde efter at have overtrådt de i punkt A2 nævnte begrænsninger er den første, der henleder opmærksomheden på en uregelmæssighed begået af en modspiller, er der ingen straf for forseelsen. Hvis modspillerne direkte drager nytte af deres uregelmæssighed, skal turneringslederen af hensyn til retfærdigheden tildele en justeret score (§12C) til begge parter.


§44. Spillets gang
 
A.Udspil

Den spiller, der skal spille ud, må spille et hvilket som helst kort fra sin hånd (medmindre udspilleren er underkastet begrænsninger efter en uregelmæssighed begået af udspillerens side).

 
B.Tilspil

Efter udspillet spiller hver af de øvrige spillere i tur et kort, og de fire således spillede kort udgør et stik (se §65 angående måden at spille kortene og anbringe stikkene på).

 
C.Forpligtelse til at bekende

Ved tilspil skal alle om muligt bekende. Denne forpligtelse går forud for alle andre krav i disse love.

 
D.Ingen mulighed for at bekende

Hvis en spiller ikke kan bekende, må den pågældende spiller spille et hvilket som helst kort til stikket (medmindre spilleren er underkastet begrænsninger efter en uregelmæssighed begået af denne spillers side).

 
E.Stik som indeholder trumf

Et stik, som indeholder trumf, vindes af den spiller, der spillede den højeste trumf.

 
F.Stik som ikke indeholder trumf

Et stik, som ikke indeholder trumf, vindes af den spiller, der spillede det højeste kort i den udspillede farve.

 
G.Udspil til de følgende stik

Den spiller, som har vundet stikket, spiller ud til næste stik.


§45. Et spillet kort
 
A.Spil af kort fra en spillers hånd

Hver spiller bortset fra den blinde spiller et kort ved at tage det fra sin hånd og lægge det med billedsiden opad*) på bordet umiddelbart foran sig.

 
B.Spil af kort fra bordet

Spilfører spiller et kort fra bordet ved at nævne kortet, hvorefter den blinde tager kortet og lægger det med billedsiden opad på bordet. Ved spil fra bordet må spilfører om nødvendigt selv tage det ønskede kort.

 
C.Kort som skal spilles

 
1.

En modspillers kort
Et kort fra en modspillers hånd skal spilles til det løbende stik, hvis det holdes således, at det er muligt for modspillerens makker at se dets billedside (se punkt E, hvis modspilleren allerede har foretaget et lovligt udspil i eller tilspil til det løbende stik).

 
2.

Spilførers kort
Et kort fra spilførers hånd skal spilles, hvis det vises og berører eller næsten berører bordet, eller hvis det holdes på en sådan måde, at det antyder, at det er spillet.

 
3.

Bordets kort
Et kort fra bordet skal spilles, hvis spilfører forsætligt har berørt det, medmindre det var for at ordne bordets kort eller for at få fat i et kort over eller under de(t) berørte kort.

 
4.

Kort nævnt eller angivet på anden måde

 
a.

spil af det nævnte eller på anden måde angivne kort
Et kort skal spilles, hvis en spiller nævner eller på anden måde angiver det som det kort, spilleren agter at spille.

 
b.

rettelse af uagtsom angivelse
En spiller må uden straf ændre en uagtsom angivelse, hvis det sker uden tænkepause; men hvis en modstander i tur har spillet et kort, der var lovligt, før angivelsen blev ændret, må denne modstander tage det spillede kort tilbage uden straf og erstatte det med et andet (§47C).

 
5.

Strafkort
Et strafkort, stort eller lille, er underkastet bestemmelserne i §50.

 
D.Kort fejlagtigt spillet af den blinde

Hvis den blinde placerer et kort som spillet, men som spilfører ikke har nævnt, skal kortet tages tilbage, hvis opmærksomheden henledes herpå, før begge sider har spillet til det følgende stik. En modspiller kan uden straf tage et kort tilbage, hvis det er spillet efter fejlen, men før opmærksomheden blev henledt herpå. Hvis spilførers MTH ændrer sit tilspil, kan spilfører tage et kort, som spilfører efterfølgende spillede til stikket, tilbage (se §16C2 angående ubeføjede oplysninger fra den ikke-fejlende sides lovligt tilbagetagne tilspil).

 
E.Et femte kort spillet til et stik

 
1.

Af en modspiller
Et femte kort spillet til et stik af en modspiller bliver et strafkort underkastet bestemmelserne i §50, medmindre turneringslederen mener, at det var spillet ud til det følgende stik; i så fald anvendes §53 (godkendt udspil uden for tur) eller §56 (en modspillers udspil uden for tur, som ikke godkendes).

 
2.

Af spilfører
Et femte kort spillet til et stik af spilfører fra hånden eller bordet må tages tilbage uden straf, medmindre turneringslederen mener, at det var spillet ud til det følgende stik; i så fald anvendes §55 (spilførers udspil uden for tur).

 
F.Den blindes forslag om spil af bordets kort

Efter at den blindes kort er lagt åbent på bordet, må den blinde ikke røre ved eller foreslå noget kort (bortset fra at ordne kortene) uden anvisning fra spilfører. Hvis den blinde gør det, bør turneringslederen straks tilkaldes. Turneringslederen skal afgøre, om den blindes handling faktisk var et forslag til spilfører. Hvis turneringslederen skønner, at det var tilfældet, tillader turneringslederen spillet at fortsætte, idet denne forbeholder sig ret til at tildele en justeret score (§12C), hvis modspillerne blev skadet af det foreslåede ud- eller tilspil.

 
G.Vending af stikket

Ingen spiller bør vende sit kort, før alle fire spillere har spillet til stikket.

 

*) Åbningsudspillet foretages fordækt (medmindre den arrangerende organisation bestemmer anderledes).


FEJL I FREMGANGSMÅDEN


§46. Ufuldstændig eller fejlagtig anmodning om kort fra bordet
 
A.Korrekt angivelse af kort der skal spilles fra bordet

Når spilfører anmoder om, at et kort spilles fra bordet, bør spilfører tydeligt angive det ønskede korts farve og rang.

 
B.Ufuldstændig eller fejlagtig anmodning

I tilfælde af ufuldstændig eller fejlagtig anmodning fra spilfører om det kort, der skal spilles fra bordet, gælder følgende indskrænkninger (medmindre spilfører indiskutabelt havde til hensigt at spille et andet kort):

 
1.

Ufuldstændig angivelse af rang
Hvis spilfører anmoder om, at et ,,stort kort`` spilles fra bordet, eller anvender lignende udtryk, anses spilfører for at have anmodet om det højeste kort i den pågældende farve. I fjerde hånd kan spilfører anses for at have anmodet om det laveste vindende kort i den pågældende farve. Hvis spilfører giver den blinde besked om at stikke, anses spilfører for at have anmodet om det laveste vindende kort. Hvis spilfører anmoder om et ,,lille kort`` eller anvender lignende udtryk, anses spilfører for at have anmodet om det mindste kort i farven.

 
2.

Angivelse af farve men ikke rang
Hvis spilfører angiver farven, men ikke kortets rang, anses spilfører for at have anmodet om det mindste kort i farven.

 
3.

Angivelse af rang men ikke farve

 
a.

udspil
Hvis spilfører angiver kortets rang, men ikke farven, anses spilfører ved udspil fra bordet for at have fortsat i den farve, hvori bordet vandt det foregående stik, forudsat at der er et kort af den angivne rang i farven.

 
b.

alle andre tilfælde
Hvis spilfører angiver kortets rang, men ikke farven, skal spilfører i alle andre tilfælde spille et kort af den angivne rang fra bordet, hvis spilfører lovligt kan gøre det. Hvis der er to eller flere kort af den angivne rang, som lovligt kan spilles, skal spilfører angive, hvilket af disse spilfører ønsker at spille.

 
4.

Angivelse af kort som ikke findes på bordet
Hvis spilfører anmoder om et kort, som ikke findes på bordet, er anmodningen ugyldig, og spilfører kan udpege et hvilket som helst lovligt kort.

 
5.

Ingen angivelse af farve eller rang
Hvis spilfører antyder et spil uden at angive farve eller rang (som fx ved at sige ,,det er ligegyldigt`` eller anvende lignende udtryk), kan en af modspillerne bestemme, hvad der skal spilles fra bordet.


§47. Tilbagetagelse af et spillet kort
 
A.For at efterkomme en straf

Et spillet kort kan tages tilbage for at efterkomme en straf (men en modspillers tilbagetagne kort kan blive et strafkort, se §49).

 
B.For at rette et ulovligt spil

Et spillet kort kan tages tilbage for at rette et ulovligt eller samtidigt ud- eller tilspil (se §58 angående samtidigt udspil eller tilspil og - for en modspiller - §49 angående kort vist af en modspiller).

 
C.For at rette en uagtsom angivelse

Et spillet kort kan tages tilbage uden straf efter en ændring af angivelse som tilladt efter §45C4b.

 
D.Efter en modstanders ændring af ud- eller tilspil

Et spillet kort kan tages tilbage uden straf og erstattes med et andet kort efter en modstanders ændring af et ud- eller tilspil (men se §62C2 angående kort spillet til et stik af den fejlendes makker efter en kulørsvigt, der rettes).

 
E.Ændring af spil baseret på misinformation

 
1.

Tilbagetagelse af udspil uden for tur
Et udspil uden for tur må tages tilbage uden straf, hvis den, der spillede ud, af en modstander fejlagtigt blev oplyst om, at det var dennes tur til at spille ud (MTV bør ikke acceptere udspillet).

 
2.

Tilbagetagelse af et ud- eller tilspil

 
a.

intet efterfølgende tilspil
En spiller må tage et spillet kort tilbage, hvis det blev spillet som følge af en fejlagtig forklaring på en modstanders melding, ud- eller tilspil og før en rettet forklaring, men kun hvis intet kort efterfølgende var spillet til stikket. Et åbningsudspil kan ikke tages tilbage, efter at den blinde har vist noget kort.

 
b.

et eller flere efterfølgende tilspil
Hvis det efter punkt a er for sent at foretage en rettelse, anvendes §40C (turneringslederens beføjelse til at tildele en justeret score ved fejlagtig forklaring).

 
F.Ulovlig tilbagetagelse

Bortset fra det i punkt A-E anførte må et spillet kort ikke tages tilbage.


STRAFKORT


§48. Vist kort af spilfører
 
A.Spilfører viser et kort

Spilfører kan ikke idømmes straf for at vise et kort, og intet af spilførers eller bordets kort kan nogensinde blive et strafkort. Spilfører kan ikke tvinges til at spille noget kort, der er tabt ved et uheld.

 
B.Spilfører viser flere kort

 
1.

Efter åbningsudspil uden for tur
Når spilfører viser sine kort efter et åbningsudspil uden for tur, anvendes §54 (vist åbningsudspil uden for tur).

 
2.

På alle andre tidspunkter
Når spilfører viser sine kort på noget andet tidspunkt end umiddelbart efter et åbningsudspil uden for tur, kan det medføre, at spilfører anses for at have gjort krav på eller givet afkald på stik, hvorefter §68 (krav på eller afgivelse af stik) anvendes.


§49. Vist kort af en modspiller
 

Bortset fra kort vist i spillets normale gang eller efter pålæg i henhold til disse love gælder, at hvis en modspillers kort befinder sig i en sådan position, at modspillerens makker muligvis kunne have set dets billedside, eller hvis en modspiller angiver et kort på sin hånd, bliver ethvert sådant kort et strafkort (§50). Se dog fodnoten til §68 (krav på eller afgivelse af stik), når en modspiller er fremkommet med en udtalelse om det løbende stik.


§50. Generelle bestemmelser om strafkort
 

Et kort vist i utide af en modspiller (men ikke spillet ud i utide (§57)) bliver et strafkort, medmindre turneringslederen bestemmer anderledes. Hvis turneringslederen mener, at §72B1 (tildeling af en justeret score, når turneringslederen mener, at den fejlende på tidspunktet for sin uregelmæssighed kunne have vidst, at uregelmæssigheden sandsynligvis ville skade den ikke-fejlende side) skal anvendes, skal turneringslederen tildele en justeret score (§12C) i stedet for nedennævnte berigtigelser.

 
A.Placering af strafkort

Et strafkort skal ligge åbent på bordet umiddelbart foran den spiller, det tilhører, indtil det spilles, eller en alternativ straf er valgt.

 
B.Definition af lille og stort strafkort

 
1.

Lille strafkort
Et enkelt kort, som ikke er en honnør, og som blev vist uagtsomt (fx ved at man spiller to kort til et stik eller taber et kort ved et uheld), bliver et lille strafkort.

 
2.

Stort strafkort
Ethvert honnørkort eller kort vist gennem bevidst spil (fx ved udspil uden for tur eller ved en kulørsvigt, som rettes) bliver et stort strafkort. Hvis en modspiller har to eller flere strafkort, bliver alle disse kort store strafkort.

 
C.Bestemmelser om lille strafkort

Hvis en modspiller har et lille strafkort, må modspilleren ikke spille noget andet kort lavere end en honnør i samme farve, før den pågældende har spillet strafkortet (men modspilleren har lov til i stedet at spille et honnørkort i farven). Den fejlendes makker kan ikke idømmes udspilsstraf, men oplysningerne, makkeren har fået ved at se strafkortet, er uvedkommende, ubeføjede oplysninger (§16A).

 
D.Bestemmelser om stort strafkort

Hvis en modspiller har et stort strafkort, kan både den fejlende og den fejlendes makker blive underkastet begrænsninger i deres spil - den fejlende, når som helst denne skal spille ud eller til, og den fejlendes makker, når denne skal spille ud.

 
1.

Den fejlende skal spille ud eller til
Et stort strafkort skal spilles ved første lovlige lejlighed, hvad enten det er ved udspil, ved at bekende, ved afkast eller ved trumfning (den forpligtelse, at den fejlende skal spille strafkortet, er beføjede oplysninger for den fejlendes makker, mens andre oplysninger, der kommer fra at vise strafkortet, er ubeføjede oplysninger for den fejlendes makker (se §16A)). Hvis en modspiller har to eller flere strafkort, der lovligt kan spilles, bestemmer spilfører, hvilket af disse kort der skal spilles. Pligten til at bekende eller rette sig efter en udspils- eller tilspilsstraf går forud for pligten til at spille et stort strafkort, men strafkortet skal i så fald blive liggende åbent på bordet og spilles ved næste lovlige lejlighed.

 
2.

Den fejlendes makker skal spille ud
Hvis en modspiller skal spille ud, mens dennes makker har et stort strafkort, må modspilleren ikke spille ud, før spilfører har meddelt, hvilken af nedennævnte muligheder spilfører vælger (hvis modspilleren spiller ud, før dette er sket, bliver det udspillede kort underkastet strafbestemmelserne i §49):

 
a.

krav om eller forbud mod udspil i strafkortets farve
Spilfører kan vælge enten at kræve*), at modspilleren spiller ud i strafkortets farve, eller at forbyde*) modspilleren at spille ud i strafkortets farve. Et forbud gælder, så længe modspilleren bevarer udspillet (se §51, hvis der er tale om to eller flere strafkort). Hvis spilfører gør brug af denne valgmulighed, er kortet ikke længere et strafkort og tages op på hånden.

 
b.

ingen udspilsbegrænsning
Hvis spilfører ikke bruger sin ret til at kræve eller forbyde udspil i strafkortets farve, kan modspilleren spille et hvilket som helst kort ud, men strafkortet forbliver et strafkort.

 

*) Hvis den fejlendes makker ikke er i stand til at spille ud som krævet, anvendes §59 (krav om udspil eller tilspil som ikke kan efterkommes).


§51. To eller flere strafkort
 
A.Den fejlende skal spille ud eller til

Hvis en modspiller har to eller flere strafkort, der lovligt kan spilles, bestemmer spilfører, hvilket af disse kort der skal spilles i det pågældende stik.

 
B.Den fejlendes makker har udspillet

 
1.

Strafkort i samme farve

 
a.

spilfører kræver udspil i farven
Hvis en modspiller har to eller flere strafkort i samme farve, kan spilfører kræve*), at modspillerens makker spiller ud i den pågældende farve. Kortene i denne farve er da ikke længere strafkort og tages op på hånden; modspilleren må derefter foretage ethvert lovligt tilspil til stikket.

 
b.

spilfører forbyder udspil i farven
Hvis en modspiller har to eller flere strafkort i samme farve, kan spilfører forbyde*), at modspillerens makker spiller ud i den pågældende farve. Kortene i denne farve er da ikke længere strafkort og tages op på hånden; modspilleren må derefter foretage ethvert lovligt tilspil til stikket.

 
2.

Strafkort i mere end én farve

 
a.

spilfører kræver udspil i en bestemt af disse farver
Hvis en modspiller har strafkort i mere end én farve, kan spilfører kræve*), at modspillerens makker spiller ud i en bestemt af disse farver. Kortene i denne farve er da ikke længere strafkort og tages op på hånden; modspilleren må derefter foretage ethvert lovligt tilspil til stikket.

 
b.

spilfører forbyder udspil i en eller flere bestemte af disse farver
Hvis en modspiller har strafkort i mere end én farve, kan spilfører forbyde*), at modspillerens makker spiller ud i en eller flere bestemte af disse farver. Kortene i den eller de farver, spilfører forbyder udspil i, er da ikke længere strafkort og tages op på hånden; modspilleren må derefter foretage ethvert lovligt tilspil til stikket.

 

*) Hvis den fejlendes makker ikke er i stand til at spille ud som krævet, anvendes §59 (krav om udspil eller tilspil som ikke kan efterkommes).


§52. Undladelse af udspil eller tilspil af et strafkort
 
A.Modspiller undlader at spille strafkort

Hvis en modspiller undlader at ud- eller tilspille et strafkort som krævet i §50, må modspilleren ikke på eget initiativ tage et andet spillet kort tilbage.

 
B.Modspiller spiller et andet kort

 
1.

Spil af kortet accepteret

 
a.

spilfører kan acceptere spillet af kortet
Hvis en modspiller har ud- eller tilspillet et andet kort, når modspilleren efter disse love skulle spille et strafkort, kan spilfører acceptere et sådant ud- eller tilspil.

 
b.

spilfører skal acceptere spillet af kortet
Hvis en modspiller har ud- eller tilspillet et andet kort, når modspilleren efter disse love skulle spille et strafkort, og spilfører derefter har spillet til fra sin egen hånd eller fra bordet, skal spilfører acceptere et sådant ud- eller tilspil.

 
c.

strafkortet forbliver strafkort
Hvis det spillede kort accepteres efter punkt a eller b, er det ikke-spillede strafkort fortsat et strafkort.

 
2.

Spil af et andet kort ikke accepteret
Hvis en modspiller har ud- eller tilspillet et andet kort, når modspilleren efter disse love skulle spille et strafkort, kan spilfører kræve, at modspilleren erstatter det ulovligt ud- eller tilspillede kort med strafkortet. Ethvert kort, som modspilleren ulovligt har ud- eller tilspillet ved at begå uregelmæssigheden, bliver et stort strafkort.


UDSPIL UDEN FORTUR


§53. Accepteret udspil uden for tur
 
A.Udspil uden for tur behandlet som korrekt udspil

Ethvert udspil uden for tur med et åbent kort kan behandles som et korrekt udspil. Det bliver et korrekt udspil, hvis spilfører eller en af modspillerne, som tilfældet nu er, accepterer det (ved at komme med en udtalelse herom), eller hvis spilleren til venstre spiller til (se dog punkt C) det ukorrekte udspil (men se §47E1 angående tilbagetagelse af et udspil baseret på misinformation). Hvis udspillet uden for tur ikke accepteres - med en udtalelse eller et tilspil - skal turneringslederen kræve, at der spilles ud fra den korrekte hånd.

 
B.Spilførers udspil uden for tur efterfulgt af tilspil fra modspilleren til højre

Hvis spilfører spiller ud uden for tur fra sin egen hånd eller fra bordet, og modspilleren til højre for det ukorrekte udspil spiller til (se dog punkt C), står udspillet ved magt, og §57 (en modspillers for tidlige udspil eller tilspil) anvendes.

 
C.Udspil uden for tur efterfulgt af korrekt udspil

Hvis en spiller spiller ud uden for tur, og det var en modstander til den fejlende, der var i tur, kan denne modstander foretage sit korrekte udspil til det stik, hvori det ukorrekte udspil forekom, uden at modstanderens kort anses for spillet til det ukorrekte udspil. Hvis dette sker, står det korrekte udspil ved magt, og alle kort fejlagtigt spillet til stikket kan tages tilbage uden straf (§16C2 om ubeføjede oplysninger fra tilbagetagne udspil anvendes over for en modspiller).


§54. Åbningsudspil uden for tur med åbent kort
 

Hvis et åbningsudspil uden for tur foretages med et åbent kort eller med et fordækt, som vendes, og den fejlendes makker spiller ud med et fordækt kort, skal turneringslederen kræve, at det fordækte udspil tages tilbage, hvorefter følgende gælder.

 
A.Spilfører lægger sin hånd ned

Efter et åbningsudspil uden for tur med et åbent kort eller med et fordækt kort, som vendes, har spilfører lov til at lægge sin hånd ned. Spilfører bliver nu den blinde, og den blinde bliver spilfører. Hvis spilfører begynder at lægge sin hånd ned og derved viser et eller flere af sine kort, skal spilfører lægge hele hånden ned.

 
B.Spilfører accepterer udspillet

Hvis en modspiller foretager et åbningsudspil uden for tur med et åbent kort eller med et fordækt kort, som vendes, kan spilfører acceptere det ukorrekte udspil som anført i §53, og den blindes kort lægges ned i overensstemmelse med §41D.

 
1.

Spilfører tilspiller det andet kort fra sin egen hånd
Det andet kort til stikket spilles fra spilførers hånd.

 
2.

Spilfører har tilspillet det andet kort fra bordet
Hvis spilfører spiller det andet kort til stikket fra bordet, kan dette kort ikke tages tilbage undtagen for at rette en kulørsvigt.

 
C.Spilfører skal acceptere udspillet

Hvis en modspiller foretager et åbningsudspil uden for tur med et åbent kort eller med et fordækt kort, som vendes, og spilfører kunne have set et eller flere af den blindes kort (med undtagelse af kort, som den blinde måtte have vist under meldeforløbet, og som var underkastet bestemmelserne i §24 (kort vist eller udspillet under meldeforløbet)), skal spilfører acceptere udspillet.

 
D.Spilfører accepterer ikke udspillet

Hvis spilfører kræver, at modspilleren tager sit åbningsudspil uden for tur med et åbent kort eller med et fordækt kort, som vendes, tilbage, anvendes §56 (en modspillers udspil uden for tur).


§55. Spilførers udspil uden for tur
 
A.Spilførers udspil accepteres

Hvis spilfører har spillet ud uden for tur fra sin egen hånd eller fra bordet, kan en af modspillerne acceptere udspillet - som anført i §53 - eller kræve, at det tages tilbage (se dog §47E1, hvis der blev spillet ud som følge af misinformation).

 
B.Spilførers udspil accepteres ikke

 
1.

En modspillers tur til at spille ud
Hvis spilfører har spillet ud uden for tur fra sin egen hånd eller fra bordet, hvor det var en modspillers tur til at spille ud, og en af modspillerne kræver, at spilfører tager et sådant udspil tilbage, tager spilfører det fejlagtigt udspillede kort tilbage på den korrekte hånd uden straf.

 
2.

Spilførers tur til udspil fra egen hånd eller fra bordet
Hvis spilfører har spillet ud fra den forkerte hånd, når det var spilførers tur til at spille ud fra sin egen hånd eller fra bordet, og en af modspillerne kræver, at spilfører tager udspillet tilbage, tager spilfører det fejlagtigt udspillede kort tilbage og spiller ud fra den rigtige hånd.

 
C.Spilfører kan have fået oplysninger

Hvis spilfører vælger en spilleplan, der kunne være baseret på oplysninger opnået som følge af spilførers udspil fra forkert hånd, kan turneringslederen tildele en justeret score (§12C).


§56. Modspillers udspil uden for tur
 

Hvis spilfører kræver, at en modspiller tager sit udspil med et åbent kort uden for tur tilbage, bliver det ulovligt udspillede kort et stort strafkort, og §50 anvendes.


ANDRE UREGLEMENTEREDE UDSPIL OG TILSPIL


§57. Modspillers for tidlige udspil eller tilspil
 
A.For tidligt udspil til næste stik eller for tidligt tilspil

Hvis en modspiller spiller ud til næste stik eller spiller til uden for tur, før modspillerens makker har spillet til det løbende stik, bliver det således spillede kort et strafkort (§50). Spilfører har derefter følgende valgmuligheder:

 
1.

Højeste kort i farven
Spilfører kan kræve, at den fejlendes makker tilspiller sit højeste kort i den udspillede farve, eller

 
2.

Laveste kort i farven
Spilfører kan kræve, at den fejlendes makker tilspiller sit laveste kort i den udspillede farve, eller

 
3.

Kort i en anden farve
Spilfører kan forbyde den fejlendes makker at tilspille et kort i en anden af spilfører valgt farve.

 
B.Den fejlendes makker kan ikke efterkomme straffen

Hvis den fejlendes makker ikke kan efterkomme den af spilfører valgte straf, må den fejlendes makker spille et hvilket som helst kort, som anført i §59.

 
C.Spilfører har spillet fra begge hænder før uregelmæssigheden

En modspiller kan ikke straffes for at spille til før sin makker, hvis spilfører har spillet fra begge hænder, eller hvis den blinde selv har spillet kortet eller ulovligt foreslået det spillet. En singleton eller et af flere kort i ubrudt rangfølge på bordet anses ikke automatisk for spillet.


§58. Samtidige udspil eller tilspil
 
A.Samtidige udspil eller tilspil fra to spillere

Et ud- eller tilspil foretaget samtidigt med en anden spillers lovlige ud- eller tilspil anses for at være sket efter dette.

 
B.Samtidige udspil eller tilspil af flere kort fra samme hånd

 
1.

Ét kort synligt
Hvis en spiller ud- eller tilspiller to eller flere kort samtidigt, og kun ét af disse korts billedside er synlig, er dette kort spillet. Alle øvrige kort tages tilbage uden straf.

 
2.

Flere kort synlige
Hvis en spiller ud- eller tilspiller to eller flere kort samtidigt, og flere end ét korts billedside er synlige, angiver spilleren, hvilket af kortene denne agter at spille. Hvis spilleren er modspiller, bliver ethvert andet vist kort et strafkort (se §50).

 
3.

Fremgangsmåden efter tilbagetagelse af et vist kort
Efter at en spiller har taget et vist kort tilbage, kan en modstander, som efterfølgende har spillet til dette kort, tage sit kort tilbage og erstatte det med et andet uden straf (se §16C angående beføjede og ubeføjede oplysninger fra tilbagetagne tilspil).

 
4.

Fejlen opdages ikke
Hvis det samtidige ud- eller tilspil ikke opdages, før begge sider har spillet ud eller til i næste stik, anvendes §67 (ukorrekte stik).


§59. Krav om udspil eller tilspil som ikke kan efterkommes
 

En spiller må spille ethvert ellers lovligt kort, hvis spilleren ikke er i stand til at foretage et ud- eller tilspil som krævet for at efterkomme en straf, hvad enten det skyldes, at spilleren ikke har noget kort i den forlangte farve, eller at spilleren udelukkende har kort i en farve, spilleren har fået forbud mod at spille ud i, eller det skyldes, at spilleren skal bekende.


§60. Spil efter et ulovligt udspil eller tilspil
 
A.Spil af kort efter en uregelmæssighed

 
1.

Fortabelse af retten til straf
Ud- eller tilspil fra en spiller på den ikke-fejlende side, efter at dennes MTH har spillet ud eller til uden for tur eller for tidligt, og før en straf er fastsat, medfører, at retten til straf for denne forseelse mistes.

 
2.

Uregelmæssigheden lovliggøres
Når retten til straf først er mistet, behandles det ulovlige ud- eller tilspil, som om det blev foretaget i tur (men §53C (udspil uden for tur efterfulgt af korrekt udspil) anvendes over for den spiller, der var i tur).

 
3.

Øvrige strafforpligtelser står ved magt
Hvis den fejlende side har en tidligere forpligtelse til at spille et strafkort eller til at efterkomme en udspils- eller tilspilsstraf, gælder denne forpligtelse stadig for de følgende stik.

 
B.Tilspil fra en modspiller før rettelse af spilførers udspil

Hvis en modspiller spiller et kort til, efter at spilfører er blevet pålagt at tage sit udspil uden for tur fra en af hænderne tilbage, men før spilfører har spillet ud fra den korrekte hånd, bliver modspillerens kort et strafkort (§50).

 
C.Spil fra den fejlende side før fastsættelse af straf

Et ud- eller tilspil fra en spiller på den fejlende side, før en straf er fastsat, berører ikke modstandernes rettigheder og kan i sig selv være strafbar.


KULØRSVIGT


§61. Undladelse af at bekende - forespørgsler om kulørsvigt
 
A.Definition på kulørsvigt

Undladelse af at bekende i overensstemmelse med §44C eller undladelse af, når det er muligt, at ud- eller tilspille et kort eller en farve, som krævet af disse love eller angivet af en modstander i overensstemmelse med en fastsat straf, er en kulørsvigt (se dog §59 angående krav om udspil eller tilspil, som ikke kan efterkommes).

 
B.Retten til forespørgsel om en mulig kulørsvigt

Spilfører må spørge en modspiller, som ikke bekendte, om denne har et kort i den udspillede farve (men en påstand om kulørsvigt berettiger ikke automatisk til eftersyn af tidligere stik - se §66C). Den blinde må spørge spilfører (men se §43B2b, når den blinde har fået begrænset sine rettigheder). Modspillerne må spørge spilfører, men ikke hinanden, medmindre den pågældende zoneorganisation under WBF tillader det*).

 

*) EBL har ikke tilladt modspillerne at spørge hinanden om en mulig kulørsvigt.


§62. Rettelse af en kulørsvigt
 
A.Kulørsvigt skal rettes

En spiller skal rette sin kulørsvigt, hvis spilleren bliver opmærksom på uregelmæssigheden, før kulørsvigten er etableret (se §63).

 
B.Rettelse af kulørsvigt

For at rette en kulørsvigt tager den fejlende det kort, som den fejlende svigtede kulør med, tilbage og bekender med et hvilket som helst kort.

 
1.

En modspillers kort
Et kort, der således tages tilbage, bliver et strafkort (§50), hvis det blev spillet fra en modspillers fordækte hånd.

 
2.

Spilførers eller bordets kort eller en modspillers viste kort
Et kort, der således tages tilbage, kan erstattes med et andet kort uden straf, hvis det blev spillet fra spilførers hånd eller fra bordet*), eller hvis det var en modspillers viste kort.

 
C.Kort spillet til stikket efter kulørsvigten

 
1.

Af den ikke-fejlende side
Hver spiller på den ikke-fejlende side kan uden straf tage ethvert kort tilbage, som spilleren måtte have spillet efter kulørsvigten, men før opmærksomheden blev henledt på den (se §16C angående beføjede og ubeføjede oplysninger fra tilbagetagne udspil eller tilspil).

 
2.

Af den fejlendes makker
Når en spiller på den ikke-fejlende side tager et kort tilbage efter punkt 1, må den af spillerne på den fejlende side, som herefter er i tur, tage sit tilspillede kort tilbage, men det bliver i så fald et strafkort (§50), hvis den pågældende er en modspiller (se §16C angående beføjede og ubeføjede oplysninger fra tilbagetagne tilspil).

 
D.Kulørsvigt i 12. stik

 
1.

En kulørsvigt skal rettes
I det 12. stik skal en kulørsvigt rettes - også selv om den er etableret - hvis den opdages, før alle fire hænder er lagt tilbage i mappen.

 
2.

Den fejlendes makker har ikke spillet til det 12. stik
Hvis en kulørsvigt blev begået af en modspiller, før det var den fejlendes makkers tur til at spille til det 12. stik, og hvis den fejlendes makker har kort i to farver, må den fejlendes makker ikke vælge det tilspil, som muligvis kunne være antydet af at se det kort, hvormed den fejlende svigtede kulør.

 

*) Underkastes bestemmelserne i §43B2b, når den blinde har fået begrænset sine rettigheder. En påstand om kulørsvigt berettiger ikke automatisk til eftersyn af tidligere stik - undtagen som tilladt efter §66C.


§63. Etablering af en kulørsvigt
 
A.Hvornår en kulørsvigt etableres

 
1.

En spiller på den fejlende side spiller ud eller til i det næste stik
En kulørsvigt etableres, når den fejlende eller dennes makker spiller ud eller til i det næste stik (ethvert sådant spil - lovligt eller ulovligt - etablerer kulørsvigten).

 
2.

En spiller på den fejlende side angiver et ud- eller tilspil til det næste stik
En kulørsvigt etableres, når den fejlende eller dennes makker nævner eller på anden måde angiver et kort som spillet i det næste stik.

 
3.

En spiller på den fejlende side gør krav på eller giver afkald på stik
En kulørsvigt etableres, når den fejlende eller dennes makker gør krav på eller giver afkald på stik eller indvilger i en modstanders krav på eller afgivelse af stik (mundtligt eller ved at vise sin hånd eller på en hvilken som helst anden måde).

 
B.Opmærksomheden ulovligt henledt på en kulørsvigt

Hvis bestemmelserne i §61B (retten til forespørgsel om en mulig kulørsvigt) er overtrådt, skal den spiller, der begik kulørsvigten, erstatte det ulovligt spillede kort med et lovligt, og bestemmelserne i §64 (fremgangsmåden efter en etableret kulørsvigt) anvendes, som om kulørsvigten var etableret.

 
C.En etableret kulørsvigt må ikke rettes

Når en kulørsvigt er etableret, må den ikke længere rettes, undtagen som anført i §62D angående kulørsvigt i 12. stik. Stikket, hvori kulørsvigten skete, forbliver som spillet (men se §43B2b, hvis den blinde efter at have fået begrænset sine rettigheder er den første, der spørger spilfører om en mulig kulørsvigt).


§64. Fremgangsmåden efter en etableret kulørsvigt
 
A.Straf

 
1.

Den fejlende spiller vandt stikket hvori kulørsvigten skete
Når en kulørsvigt er etableret, og den fejlende spiller vandt det stik, hvori kulørsvigten skete, overføres efter spillets afslutning dette stik samt ét af eventuelle efterfølgende stik vundet af den fejlende side.

 
2.

Den fejlende spiller vandt ikke stikket hvori kulørsvigten skete
Når en kulørsvigt er etableret, og den fejlende spiller ikke vandt det stik, hvori kulørsvigten skete, overføres efter spillets afslutning ét stik til den ikke-fejlende side, hvis enten den fejlendes makker vandt det stik, hvori kulørsvigten skete, eller hvis den fejlende side vandt et eller flere efterfølgende stik. Hvis herudover yderligere et stik efter kulørsvigten blev vundet af den fejlende spiller med et kort, som den fejlende spiller lovligt kunne have spillet i det stik, hvori kulørsvigten skete, overføres et sådant stik også til den ikke-fejlende side.

 
B.Ingen straf for en etableret kulørsvigt

 
1.

Den fejlende side vandt intet stik fra og med det stik hvori kulørsvigten skete
Hvis den fejlende side ikke vandt det stik, hvori kulørsvigten skete, eller noget efterfølgende stik, er der ingen straf.

 
2.

Efterfølgende kulørsvigt i samme farve af den fejlende
En efterfølgende kulørsvigt i samme farve af samme spiller straffes ikke.

 
3.

Kulørsvigt ved undladelse af at spille et åbent kort
Der er ingen straf, hvis kulørsvigten skete ved undladelse af at spille et kort, der lå åbent på bordet eller tilhørte en hånd, der var lagt åbent på bordet, heri medregnet et kort på den blindes hånd.

 
4.

Henledelse af opmærksomheden på kulørsvigten efter at den ikke-fejlende side har meldt i det følgende spil
Der er ingen straf, hvis opmærksomheden først henledes på kulørsvigten, efter at en spiller fra den ikke-fejlende side har afgivet en melding i det følgende spil.

 
5.

Henledelse af opmærksomheden på kulørsvigten efter rundens afslutning
Der er ingen straf, hvis opmærksomheden først henledes på kulørsvigten efter rundens afslutning.

 
6.

Kulørsvigt i 12. stik
Kulørsvigt i det 12. stik straffes ikke (§62D).

 
C.Turneringslederens ansvar for retfærdighed

Hvis turneringslederen efter en hvilken som helst etableret kulørsvigt - også en sådan, der ikke straffes - mener, at den ikke-fejlende side ikke holdes tilstrækkelig skadesløs, når uregelmæssigheden behandles efter denne paragraf, skal turneringslederen tildele en justeret score (§12C).


STIK


§65. Placering af stik
 
A.Færdigspillet stik

Når fire kort er spillet til et stik, vender hver spiller sit kort med billedsiden nedad på bordet tæt foran sig.

 
B.Orientering af stik

 
1.

Vundne stik
Hvis spillerens side har vundet stikket, anbringes kortet med længderetningen mod spillerens makker.

 
2.

Tabte stik
Hvis modstanderne har vundet stikket, anbringes kortet med længderetningen mod modstanderne.

 
C.Velordnet placering

Hver spiller anbringer sine kort regelmæssigt i en overlappende række i den rækkefølge, de er spillet. Dette muliggør en gennemgang af spillet, når det er afsluttet, hvis det er nødvendigt for at afgøre hver sides antal vundne stik eller den rækkefølge, hvori kortene blev spillet.

 
D.Enighed om spillets resultat

En spiller bør ikke bringe forstyrrelse i rækkefølgen af sine spillede kort, før man er blevet enige om antal vundne stik.

 
E.Fejl i fremgangsmåden

En spiller, som undlader at rette sig efter bestemmelserne i denne paragraf, risikerer at miste sin ret til at gøre krav på tvivlsomme stik eller til at rejse påstand om en kulørsvigt.


§66. Undersøgelse af stik
 
A.Det løbende stik

Spilfører og hver af modspillerne kan kræve, at alle kort i stikket er vendt med billedsiden opad, så længe den pågældende side ikke har spillet ud eller til i det følgende stik, men under forudsætning af, at den pågældende endnu ikke har vendt sit eget kort med billedsiden nedad på bordet.

 
B.Eget netop spillede kort

Indtil et kort er spillet ud til næste stik, må spilfører og hver af modspillerne se, men ikke vise, sit eget netop spillede kort.

 
C.Tidligere stik

Når fristen til at efterse stik efter punkt A og B er udløbet, må tidligere stik ikke undersøges før efter spillets afslutning (undtagen efter særlig anvisning fra turneringslederen, fx for at undersøge en påstand om en kulørsvigt).

 
D.Efter spillets afslutning

Når spillet er afsluttet, må spillede og ikke-spillede kort undersøges for at afgøre en påstand om en kulørsvigt eller antal vundne eller tabte stik, men ingen spiller bør berøre andre kort end sine egne. Hvis en spiller, efter at en sådan påstand er fremsat, blander sine kort på en sådan måde, at turneringslederen ikke længere kan konstatere, hvad der er sket, skal turneringslederen dømme til fordel for modparten.


§67. Ukorrekt stik
 
A.Fejlen opdaget før begge sider har spillet et kort i næste stik

Hvis en spiller har undladt at spille til et stik eller har spillet for mange kort til et stik, skal fejlen rettes, hvis opmærksomheden henledes på uregelmæssigheden, før en spiller fra begge sider har spillet et kort i det følgende stik.

 
1.

Manglende kort
For at berigtige undladelse af at have spillet til et stik bidrager den fejlende med et kort, som denne lovligt kan spille.

 
2.

For mange kort
For at berigtige spil af for mange kort til et stik anvendes §45E (et femte kort spillet til et stik) eller §58B (samtidige udspil eller tilspil af flere kort fra den samme hånd).

 
B.Fejlen opdaget efter at begge sider har spillet et kort i næste stik

Efter at en spiller fra begge sider har spillet et kort i det næste stik gælder, at hvis opmærksomheden henledes på et ukorrekt stik, eller hvis turneringslederen afgør, at der har været et ukorrekt stik (fordi en spiller har for få eller for mange kort på hånden og et modsvarende ukorrekt antal spillede kort), fastlægger turneringslederen, hvilket stik der var ukorrekt.

 

For at berigtige antallet af kort bør turneringslederen anvende følgende fremgangsmåde:

 
1.

Den fejlende har for mange kort
Hvis den fejlende har undladt at spille et kort til det ukorrekte stik, skal turneringslederen kræve, at den fejlende straks viser et kort (se punkt a og b) og derpå anbringer det på rette måde mellem sine spillede kort (dette kort ændrer ikke stikkets tilhørsforhold).

 
a.

den fejlende har et kort i den udspillede farve
Hvis den fejlende har et kort i den farve, der blev spillet ud i det ukorrekte stik, skal den fejlende vælge et sådant kort og anbringe det mellem sine spillede kort, og der er ingen straf.

 
b.

den fejlende har ikke et kort i den udspillede farve
Hvis den fejlende ikke har et kort i den farve, der blev spillet ud i det ukorrekte stik, vælger den fejlende et hvilket som helst kort og anbringer det mellem sine spillede kort, og den fejlende anses for at have svigtet kulør i det ukorrekte stik og kan straffes med den i §64 anførte et-stiks straf.

 
2.

Den fejlende har for få kort
Hvis den fejlende har spillet flere end ét kort til det ukorrekte stik, undersøger turneringslederen de spillede kort og kræver, at den fejlende tager alle ekstra kort*) op på hånden igen, idet det kort, der var vist ved ud- eller tilspillet til det ukorrekte stik, forbliver blandt de spillede kort (hvis turneringslederen ikke er i stand til at afgøre, hvilket kort der var vist, anses det højeste lovlige kort som spillet til stikket). Et tilbagetaget kort anses for hele tiden at have siddet på den fejlendes hånd, og undladelse af at have spillet det kan være en kulørsvigt.

 

*) Turneringslederen bør om muligt undgå at vise en modspillers spillede kort, men hvis et ekstra kort, som tages tilbage på en modspillers hånd, er blevet vist, bliver det et strafkort (se §50).


KRAV OG AFGIVELSER


§68. Krav på eller afgivelse af stik
 

For at en udtalelse eller en handling skal være ensbetydende med et krav på eller en afgivelse af stik efter disse love, skal den dreje sig om andre stik end det løbende*). Hvis det drejer sig om efterfølgende stik, gælder følgende:

 
A.Definition af krav

Enhver udtalelse om, at en deltager vil vinde et bestemt antal stik, er et krav på disse stik. En deltager gør også krav på stik, hvis denne foreslår, at spillet standser, eller viser sine kort (medmindre deltageren påviseligt ikke havde til hensigt at gøre krav på stik).

 
B.Definition af afgivelse

Enhver udtalelse om, at en deltager vil tabe et bestemt antal stik, er en afgivelse af disse stik. Et krav på et vist antal stik er en afgivelse af eventuelle øvrige resterende stik. En spiller afgiver alle de resterende stik, hvis spilleren opgiver at spille videre. Uanset det netop nævnte gælder, at hvis en modspiller forsøger at afgive et eller flere stik, og modspillerens makker øjeblikkeligt protesterer, er ingen afgivelse sket; men turneringslederen bør straks tilkaldes, da anvendelse af §16 (ubeføjede oplysninger) kan komme i betragtning.

 
C.Nærmere forklaring på kravet nødvendig

Et krav bør straks ledsages af en forklaring om, i hvilken rækkefølge kortene vil blive spillet, og den spille- eller modspilsplan, som den, der fremsætter kravet, agter at følge for at vinde de krævede stik.

 
D.Afslutning af spillet

Efter ethvert krav eller enhver afgivelse er spillet afsluttet. Ethvert ud- eller tilspil efter et krav eller en afgivelse skal annulleres af turneringslederen. Hvis kravet eller afgivelsen accepteres, anvendes §69. Hvis kravet eller afgivelsen bestrides af nogen spiller (den blinde medregnet), skal turneringslederen straks tilkaldes for at anvende §70 eller §71, og der må intet foretages, før turneringslederen er kommet til stede.

 

*) Hvis udtalelsen eller handlingen kun drejer sig om at vinde eller tabe det løbende stik, fortsætter spillet på normal vis. Kort, som er vist eller på anden måde afsløret af en modspiller, bliver ikke strafkort, men anvendelse af §16 (ubeføjede oplysninger) kan komme i betragtning. Se også §57A angående for tidligt udspil eller tilspil.


§69. Accept af krav eller afgivelse
 
A.Hvornår accept foreligger

Accept foreligger, når en deltager accepterer en modstanders krav eller afgivelse og ikke protesterer herimod, før deltagerens side afgiver en melding i et efterfølgende spil eller før rundens afslutning. Spillets score fastsættes, som om de krævede eller afgivne stik var blevet vundet eller tabt ved normalt spil.

 
B.Tilbagetrækning af accept

Inden for rettelsesperioden fastsat i overensstemmelse med §79C kan en deltager trække sin accept af en modstanders krav tilbage, men kun hvis deltageren har accepteret afgivelse af et stik, som deltagerens side faktisk har vundet, eller af et stik, som efter turneringslederens opfattelse ikke kunne tabes på nogen normal*) måde at spille de resterende kort på. Spillets score fastsættes på ny med et sådant stik tilkendt den side, der trak sin accept tilbage.

 

*) I forbindelse med anvendelse af §69, 70 og 71 omfatter begrebet ,,normal`` spil, der ville være skødesløst eller dårligt for spillere af samme spillestyrke som den pågældende, men ikke fornuftstridigt spil.


§70. Krav der bestrides
 
A.Hovedregel

Når turneringslederen skal træffe en afgørelse, hvor et krav bestrides, skal turneringslederen bedømme resultatet af spillet så retfærdigt som muligt for begge sider, men ethvert tvivlsomt forhold skal afgøres til modstandernes fordel. Turneringslederen anvender den i punkt B-E nævnte fremgangsmåde.

 
B.Gentagelse af forklaring

 
1.

Krav om gentagelse af spillerens forklaring
Turneringslederen kræver, at den spiller, der fremsatte kravet, gentager den forklaring, som spilleren kom med, da kravet blev fremsat.

 
2.

Krav om at alle hænder lægges åbent på bordet
Turneringslederen kræver derpå, at alle spillerne lægger deres resterende kort åbent på bordet.

 
3.

Modstandernes indvendinger
Turneringslederen påhører derefter modstandernes indvendinger mod kravet.

 
C.Udestående trumf

Hvis der er en udestående trumf, skal turneringslederen tildele modstanderne et eller flere stik, men kun hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:

 
1.

Den udestående trumf blev ikke nævnt
Spilleren undlod at nævne den udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet, og

 
2.

Spilleren var sandsynligvis ikke opmærksom på en udestående trumf
Der er mulighed for, at spilleren ikke var opmærksom på en udestående trumf, da spilleren fremsatte kravet, og

 
3.

Stik kan afgives ved normalt spil
Et stik kunne afgives til denne trumf ved noget som helst normalt*) spil.

 
D.Ændring af eller tilføjelse til spilleplan

Turneringslederen må ikke acceptere nogen som helst vellykket spilleplan, som ikke var med i spillerens oprindelige forklaring, hvis der er en alternativ normal*) spilleplan, som ville være mindre vellykket.

 
E.Ingen forklaring af spilleplan (knibe eller toppe)

Turneringslederen må ikke acceptere nogen som helst spilleplan, som spilleren ikke har forklaret, og hvis succes er afhængig af at finde et bestemt kort hos en bestemt modstander, medmindre en af modstanderne ikke har bekendt i det pågældende korts farve, før kravet blev fremsat, eller efterfølgende ikke ville kunne bekende ved en hvilken som helst normal*) spilleplan, eller medmindre undladelse af at følge denne spilleplan ville være fornuftstridigt.

 

*) I forbindelse med anvendelse af §69, 70 og 71 omfatter begrebet ,,normal`` spil, der ville være skødesløst eller dårligt for spillere af samme spillestyrke som den pågældende, men ikke fornuftstridigt spil.


§71. Annullering af afgivelse
 

Når en afgivelse først har fundet sted, står den ved magt. Undtaget er dog, at turneringslederen skal annullere en afgivelse inden for rettelsesperioden fastsat i overensstemmelse med §79C, under følgende forudsætninger:

 
A.Stik kan ikke tabes

En afgivelse af stik skal annulleres af turneringslederen, hvis en spiller har afgivet et stik, som spillerens side faktisk havde vundet, eller et stik, som spillerens side ikke kunne have tabt ved noget som helst lovligt spil af de resterende kort.

 
B.Kontrakt allerede opfyldt eller gået ned

En afgivelse af stik skal annulleres af turneringslederen, hvis spilfører har vedgået nedgang i en kontrakt, som allerede var opfyldt, eller hvis en modspiller har vedgået, at en kontrakt er opfyldt, som allerede var gået ned.

 
C.Urimelig afgivelse

Turneringslederen skal annullere en afgivelse af et stik, hvis det ikke kan tabes ved noget som helst normalt*) spil af de resterende kort.

 

*) I forbindelse med anvendelse af §69, 70 og 71 omfatter begrebet ,,normal`` spil, der ville være skødesløst eller dårligt for spillere af samme spillestyrke som den pågældende, men ikke fornuftstridigt spil.


Til begyndelsen af sidenTil forsiden Indhold Forord Lovenes formål ?
Kapitler:  I - Definitioner    II - Før turneringen begynder    III - Forberedelse og afvikling    IV - Generelle bestemmelser om uregelmæssigheder    V - Meldeforløbet    VI - Spillet    VII - Bridgeetik    VIII - Regnskabet    IX - Turneringsarrangøren    X - Turneringslederen    XI - Appeller